2012 - dommedag, bevidsthedsfornyelse eller smart fidus?

Af Rune Engelbreth Larsen

---

De fleste folkeslag har fortællinger om verdens undergang, der enten forestilles som et definitivt punktum eller som en katastrofe, der efterfølges af en ny begyndelse.

I nordisk mytologi indvarsles ragnarok af den tre år lange Fimbulvinter, hvorefter verden nærmest imploderer, hvis vi skal tro Vølvens spådom: »Solen sortner, / nu sank jord i hav / store stjerner / styrter fra himlen.«

Også Bibelen og Koranen har dramatiske beskrivelser af verdens undergang. I Det Ny Testamente kan vi læse adskillige steder, hvorledes dommedag allerede ved skrifternes affattelse mentes at være nært forestående, og at undergangen kommer til foregå på voldsomste vis.

Verden vil forsvinde »som en bogrulle, der rulles sammen«, hedder det f.eks. i Johannes' Åbenbaring, og i Mattæus Evangeliet: »Straks efter trængselen i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne, og stjernerne skal falde ned fra himmelen, og himlenes kræfter rystes.«

I Koranen profeteres det, at himlen vil blive »som smeltet kobber«, og både i den jødisk-kristne såvel som den islamiske kanon er der frygtelige udsigter i vente for de fortabte.

Ofte er undergangen blevet forudsagt temmelig eksakt, til tider helt ned til en konkret dato, men indtil videre har alle dommedagsprofeter trods alt taget fejl – vi er her endnu. Og dog har verden i og for sig været tæt på at gå under adskillige gange, ikke blot i diverse religiøse kildeskrifter af årtusinders ælde, men også i den nyeste litteratur og film.

Hollywoods Apokalypse

Med de spektakulære nye muligheder, som computereffekter har tilført filmmediet i de senere år, er dommedag – med et lidt paradoksalt ordvalg – blevet et stort hit i Hollywood. Ligesom i virkelighedens verden går det dog sjældent værre, end at det i reglen trods alt mest er lige-ved-og-næsten. Men det kan også være voldsomt nok.

I en katastrofefilm fra 1998 med dommedagstitlen Armageddon er vi vidner til en meteorregn, der smadrer bygninger på Manhattan som et forvarsel om en asteroide, der med altudslettende potentiale har kurs mod Jorden, og i filmen Deep Impact fra samme år rammes vores plagede planet af en komet med en gigantisk tidevandsbølge til følge. I A.I. fra 2001 skuer vi ind i en fremtid, hvor polar-isen er smeltet og har hævet den globale vandstand med katastrofale konsekvenser, og i 2003 er det atter de menneskeskabte klimaproblemer, der truer med et delvist apokalyptisk ragnarok, som gigantiske is-storme hærger i The Day After Tomorrow. Fimbulvinter?

Selv om disse film så at sige blot er toppen af isbjerget i en lang række helt eller delvist apokalyptiske (og post-apokalyptiske) Hollywood-produktioner, når de færreste vel de uforglemmelige billeder i den originale Planet of the Apes fra 1968, hvor klimaproblemerne var ukendte, men atomkrigens padehattesky til gengæld nærværende. Mange har nok gyset lidt over afslutningen, hvor Frihedsgudinden pludselig dukker op som en samtidsaktuel advarsel – halvt begravet i strandsandet.

Fiktionens realistiske billeder af velkendte symbolers og storbyers destruktion udøver en sær tiltrækningskraft i den ene Hollywood-blockbuster efter den anden – og der er flere på vej.

Roland Emmerich, der instruerede The Day After Tomorrow, står også bag endnu en dommedagsvision fra Hollywoods apokalyptiske kanon, katastrofefilmen 2012. Her får vi tsunamier, meteornedslag og jordskælv af hidtil usete dimensioner, og det er næppe en tilfældig symbolik, når Michelangelos berømte loftsmotiv fra det Sixtinske Kapel flækkes midtimellem Guds og Adams fingerspidser, eller når et amerikansk hangarskib bliver skyllet i land af en titanisk bølge, blot for at brage med ildevarslende præcision ned over Det Hvide Hus.

Men hvorfor lige netop i 2012?

Svaret er, at mayaernes såkaldte langtidskalender udløber den 21. december 2012, og hvad kan dét vel betyde andet end den kosmiske ende på en æra, hvis punktum får faretruende følger for menneskeheden?

Fra mainstream 2012 til mayaernes 2012

Ligesom årtusindskiftet var genstand for et sandt bombardement af foruroligende forudsigelser om alt fra et globalt computersammenbrud til dommedagslignende scenarier, er 2012 ved at blive det nye knudepunkt for populærkulturelle bøger og websites, der tager forskud på løjerne.

Der er dog også dem, der snarere forventer et forløsende spirituelt epokeskift efter 2012, og for hvem mayaernes kalender synes at gå op i en højere enhed med alt fra usædvanlige astronomiske konstellationer og korncirkler til Nostradamus' lige så berømte forudsigelser. Men katastrofeforventningerne er de mest sensationelle og er allerede genstand for stor bevågenhed.

Mayakulturen går tilbage til et par årtusinder før vor tidsregning, og den klassiske glansperiode strækker sig fra ca. 250 til 900, mens det store kollaps kom under spaniernes indtog. Det var en avanceret kultur, og mayaerne havde andre kalendere end den, der nu er ved at udløbe, men langtællingen rummer det store epokale perspektiv, der spænder over årtusinder. Oversat til vor egen tid strækker dens epoke sig fra den 11. august 3114 f.v.t. til den 21. december 2012 (plus/minus et par dage). Den længste tidsenhed er en såkaldt baktun, der svarer til et forløb på 144.000 døgn, dvs. godt og vel 394 år, og langtidskalenderen opregner præcis 13 baktuner, hvoraf den sidste altså nærmer sig sin afslutning.

Men hvad så, kunne man spørge? Ja, i modsætning til de mange fantasifulde teorier og den stort anlagte Hollywood-film er det mest sandsynlige svar i virkeligheden ikke særlig opsigtsvækkende. Efter alt at dømme har tanken såmænd blot været den, at kalenderen simpelthen begynder forfra efter den 13. baktun – ligesom vore egne kalendere gør det, når de løber tør for datoer.

Når den 31. december er udløbet, træder vi heller ikke ind i et tids-vakuum eller forventer dommedag efter midnat, men åbner en ny kalender, der begynder den 1. januar. Igen.

Selv om udløbet af et tidsrum på over fem tusind år selvfølgelig er markant i enhver kulturhistorisk sammenhæng, henviser mayaerne kun enkelte steder til afslutningen på den 13. baktun, og intet tyder overbevisende på, at dette kan relateres til en forestilling om verdens undergang.

Især i de senere år har maya-eksperter da også gang på gang afvist den populære forbindelse mellem kalenderens udløb og diverse apokalyptiske teorier (som i sidste ende er langt mere influeret af vestlige og mellemøstlige traditioner), ligesom der heller ikke er nogen af den moderne tids mayaer, der tillægger 2012 en sådan betydning.

»Andre gange siger min hjerne nej«

Fortællinger om verdens undergang skræmmer og fascinerer os. De minder os måske om, at intet samfund er så sikkert og evigt, at ikke en naturkatastrofe, revolution eller krig kan vende op og ned på det meste. At en meteor sågar kan udslette store dele af livet, som vi kender det, eller lægge hele planeten øde.

Måske har vi i virkeligheden godt af at blive mindet om, at livet er skrøbeligt, at alting kan ændre sig på et splitsekund, og at det hele kunne være radikalt anderledes. På godt og ondt. Ellers glemmer vi måske også at værdsætte de helt centrale ting i tilværelsen, de nære og intense følelser og oplevelser, fordi vi i dagligdagenes ensartede kontinuitet tager så meget for givet.

Måske er det det, der får så mange til at valfarte i biograferne, når verden går mere eller mindre under på det store lærred? Ved siden af de spektakulære og realistiske effekter, selvfølgelig.

Men ét er at tage historiske fakta og populærkulturelle myter og blande dem efter forgodtbefindende i et litterært eller filmisk drama. Det kan der komme vedkommende og selvstændige fortællinger ud af i en kunstners hænder. Mere problematisk bliver det, hvor grundlaget også uden for kunstværkets egne rammer serveres som et faktuelt fundament, hvad enten der er tale om en potentiel Hollywood-blockbuster eller f.eks. en international bestseller som Dan Browns Da Vinci Mysteriet (2003), der inkorporerede en række sensationelle teorier og »fakta« om Jesus og Maria, som forskningen i mange tilfælde allerede havde afvist.

Filminstruktør Roland Emmerich synes at have endnu lettere ved at se stort på de saglige kilder, når han tager internet-virakken omkring det påståede skæbneår 2012 alvorligt og tilsyneladende ikke tillægger hverken mayaernes eller forskernes indvendinger videre vægt.

Efter en pressevisning af dele af filmen i august udtalte han i hvert fald til Ekstra Bladet: »Jeg har altid været interesseret i mayaernes kalender, der forudsiger verdens undergang. Det er fascinerende, at en civilisation for 1.500 år siden havde en eksakt dato for, hvornår jorden vil gå under. Nogle gange tror jeg på det. Andre gange siger min hjerne nej, hvorfor skulle jeg tro på det?«

Man kunne spørge Emmerich, om han finder alle sine fakta via tilfældige Google-søgninger, som trailere til filmen opfordrer folk til at foretage på søgeordet »2012«, for i realiteten er begge præmisser for hans film forkerte: Mayaernes kalender forudsiger ikke »verdens undergang«, og mayaerne havde slet ikke en »eksakt dato« for en sådan begivenhed.

Hvad der virkelig sker den 21. december 2012 får vi jo nok ikke svar på før den 21. december 2012.

En eller anden katastrofe er der næsten altid at pege på et sted i verden på et givet tidspunkt, men om det ligefrem bliver verdens undergang er måske knap så sandsynligt.

Til gengæld er det ganske ubetvivleligt, at 2012 bliver en indbringende forretning for Hollywood – og dét allerede i løbet af 2009, hvor Emmerichs storfilm begyndte sit indtog på biograflærreder verden over.

Rune Engelbreth Larsen
En stærkt forkortet version af essayet er bragt i Politiken, 26. november 2009