Amor vincit omnia - omnia vincit Amor

Af Rune Engelbreth Larsen

---

Omnia vincit amor; et nos cedamus amori, hedder det med den romerske digter, Publius Vergilius Maro (70-19 f.v.t.) - »kærligheden besejrer alt, lad os bøje os for kærligheden« (10. Ekloge, 10,69). Det poetiske kærligheds-credo går igen kulturhistorien igennem, ofte i den proverbielle talemåde Amor vincit omnia - der betyder det samme som i Vergils ordstilling.

Amor er både kærligheden som begreb og navnet på en gud, der også kaldes Cupido (og i græsk mytologi hedder Eros). Han er søn af kærlighedsgudinden Venus og krigsguden Mars og fremstilles undertiden som en lille bevinget dreng (Amorin), der er bevæbnet med bue, pil og fakkel. Med disse våben skaber han den største fryd - og de frygteligste forviklinger.

Amors pileskud kan både forjage og fremkalde elskov, og han er derved - synes poeter gerne at istemme - mere magtfuld end selv de stærkeste guder. Apollon, der netop har patroniseret ham og pralet af sin egen styrke, får f.eks. ifølge Ovid dette modsvar af en selvbevidst Amor:

Sønnen af Venus svarede: »Alt kan du ramme med dit skud,       dig kan jeg ramme med mit! Og så dybt som dyrenes verden       står under guders, er du i hæder mindre end jeg er!« Ovid: FORVANDLINGER (I, 463-465)       Oversat af Otto Steen Due

I romanen Det gyldne æsel (2. årh. e.v.t.) fortæller Apuleius den pragtfulde historie om Amors egen forelskelse.

Om den billedskønne kongedatter Psyche har Apollons orakel i Milet spået, at hun ikke vil blive gift med »en dødelig brudgom«, men derimod med »et uhyre grumt, rædsomt lig slangernes æt«. Skæbnen synes ubønhørligt grusom, men da hun bliver ført bort af sin skjulte brudgom, er det imidlertid for at flytte ind i et eventyrligt slot i den skønneste lund, der er en guddom værdig. En usynlig røst byder hende velkommen som »herskerinde«, og om natten ligger brudgommen ved hendes side.

Der er kun dét aberdabei, at han altid forsvinder inden dagslysets første glimt, og at han kategorisk forbyder hende at se sit åsyn.

Jacques-Louis David: Cupido og Psyche (1817)

Psyches misundelige søstre forsikrer hende dog om, at den usynlige ægtemand må være et forfærdeligt bæst, og det lykkes dem at overtale hende til at forbryde sig mod sit løfte og tænde lys midt om natten. Her ser hun »den mildeste og blideste af alle skabninger, selve hin dejlige Amor«, men fortryllelsen er hævet, da hun spilder lidt lampeolie, og guden vågner.

Clodion: Amor og Psyche (1798)

Amor forlader den ulykkelige Psyche, som utrøsteligt vandrer fra sted til sted uden at genfinde sin ægtemand. Til sidst opsøger hun Venus, der møder hende med stejl uforsonlighed og som helt efter bogen sætter hende på en række umulige prøver.

I længden kan Amor dog ikke udholde adskillelsen og vender endelig tilbage til Psyche, og Zeus fatter så stor medlidenhed med hende, at han gør hende udødelig og byder de elskende at forblive sammen til evig tid.

Bag Amors mystiske påbud, søstrenes rænkespil, Venus' hårde prøver, Psyches fortvivlelse og de mange vanskeligheder røber fortællingen, at der kan gemme sig en smuk gud bag frygten for det skrækkeligste uhyre - og ud af foreningen af Psyche (der betyder sjæl) og Amor (der jo betyder kærlighed) undfanges barnet Voluptas (der betyder lystfølelse).

Et andet opsigtsvækkende udtryk for den sejrende kærlighed finder vi i Sangen om Aristoteles omkr. 1230. Her gør Amor så at sige Alexander den Store ukampdygtig, da kongen forelsker sig i en smuk indisk kvinde og derfor kun kan tænke på elskov:

Paa kamp og leding tænkte han ej;       At være hos hende kun tyktes ham godt.       For vist er elskov en mægtig drot,       Da den ævner den ypperste hersker i verden       At gøre saa ydmyg i al hans færden,       At aldrig sit eget en tanke han skænker,       Men glemmer sig selv og paa andre tænker. Henri d'Andeli: SANGEN OM ARISTOTELES       Oversat af Fr. Moth

Alexanders lærer, Aristoteles, som i denne middelaldersang faktisk kaldes for en »klerk« og repræsenterer den kirkelige moral, er yderst bekymret over kongens udskejelser, da felttoget står stille - elskov er ikke en tilstrækkelig værdig beskæftigelse. Da det lykkes ham at overtale Alexander til at vende sin elskerinde ryggen, fatter hun imidlertid en bittersød plan - hun forfører filosoffen så grundigt, at han er parat til hvad som helst.

Den udspekulerede kvinde får Aristoteles ned på alle fire og rider ham som en hest, alt imens Alexander ser til, og alle må sluttelig må erkende filosofiens nederlag til elskoven. Det er et yndet motiv, der lige siden middelalderen har været vidt udbredt, bl.a. på forskellige brugsgenstande (i Danmark findes ridescenen sågar på kong Kristoffer II's gravmæle i Sorø Klosterkirke).

Aristoteles og Phyllis (ca. 1485)

De elskende kan atter få hinanden - og et godt grin over Aristoteles' ynkelige figur. Alexanders ord fra sangens begyndelse viser sig også at holde ved dens slutning: »Vil elskov leve, som andre det huer? Vist ikke! Den vandrer sin egen vej.« Amor vincit omnia.

Andre versioner af historien, f.eks. det anonyme tyske digt, Aristoteles und Phyllis, ender imidlertid med at moralisere fortællingen, så den bliver en skammelig advarsel mod det lumske kvindekøn - men Henri d'Andelis lille mesterværk er i særklasse.

I slutningen af det 13. århundrede springer italiensk litteratur for alvor ud og bringer derved varsler om renæssancen, der spirer i de italienske småstater i slutningen af det 14. århundrede og blomstrer i det 15.

Det helt store gennembrud, som dog snarere er en syntese af middelalderens tankestrukturer og kun i mindre grad et forvarsel om renæssancen, er Den Guddommelige komedie (ca. 1304-1321) af Dante Alighieri. Allerede som ni-årig er digteren blevet grebet af Amor, som han selvbiografisk skriver i La Vita Nuova (Nyt liv), der er affattet i 1293:

»Ecce deus fortior me, qui veniens dominabitur mihi. [Her er en Guddom, der er stærkere end jeg, og han skal tage Herredømmet over mig] (...) Fra den Tid, siger jeg, tog Amor Magten i min Sjæl, som saa øjeblikkelig hengav sig til ham, og som snart beherskedes saa stærkt og uimodstaaeligt af ham (ved den Magt, han fik over mine Forestillinger), at jeg ikke havde andet at gøre end at lyde hans Vilje i et og alt.« Dante: NYT LIV Oversat af Johannes Dam

Dantes fremstilling af Amor som en selvstændig guddom er metaforisk, men kærligheden og besættelsen af hans tilbedte Beatrice følger ham helt ind i hjertet af sin egen guddommelige komedie. Italiensk litteraturs klassiske treenigheds to øvrige kæmper, Petrarca og Boccaccio, har også hver deres udkårne muse, henholdsvis Laura og Maria (eller Fiametta, der betyder »lille flamme«).

Jacques-Louis David: Venus, Amor og de tre Gratier afvæbner Mars (1824)

Med Boccaccio får vi det sanselige og jordbundne folkeværk, Dekameron, hvor kærlighed og begær driver fortællingerne fra først til sidst, mens Petrarca skaber et af den euoropæiske poesis absolutte hovedværker med Il Canzoniere. Digtsamlingen indeholder 366 digte (ét for hver dag i et skudår).

»Amor er min kerne, jeg er skallen«, skriver han, og Laura er som solens ild, han lader sig opbrænde i:

Der findes visse dyr hvis blik tør møde       Den stærke sol og uden at ta' skade,       Mens andre ikke tåler lysvælds bade       Og ikke tør gå ud før aftenrøde;       Og andre som med blindt begær og glade       Tør styrte sig i ilden, se den gløde       Og må erfare at den lægger øde:       Og jeg, jeg hører til i den brigade. Petrarca: IL CANZONIERE       Oversat af Søren Sørensen

Desværre er Petrarcas kærlighed ikke gengældt, og han bebrejder melankolsk Amor, at guden ikke har gjort mod Laura, hvad han har gjort mod ham:

Jeg havde intet skjold mod Amors pile;       Fra syn til hjerte lå dem vejen åben,       Den samme rute kan min tåre finde.       At gennembore mig med sine våben       Er æreløst når han la'r buen hvile       I stedet for at rette den mod hende. Petrarca: IL CANZONIERE       Oversat af Søren Sørensen

I den italienske renæssance står Amor i centrum for epokens nøgletænkere og -kunstnere, især de platonisk inspirerede. For Marsilio Ficino er kærligheden verdens centrale og universelle princip: Amor nodus perpetuus et copula mundi (kærlighed er verdens uforgængelige knude og lænke).

Dante Gabriel Rosetti: Dantis Amor (1860)

På dette tidspunkt i slutningen af 1400-tallet reintroducerer Ficino og Pico della Mirandola magi som en mere eller mindre integreret del af deres filosofi, og kærlighed og magi synes nærmest uadskillelige. Pico ser universet som én stor magisk kærlighedsakt: »At udvirke magi er intet andet end at ægte verden,« skriver han i hovedværket, 900 Conclusiones.

Andetsteds bemærker han: »Ligesom bonden vier elmen med vinstokken, således vier magikeren himmel og jord og bringer det nedre i berøring med kraften fra den højere verden.«

I det sælsomme skrift, Hypnerotomachia Poliphili (Poliphilos elskovskamp i en drøm), som muligvis er færdigskrevet af en Francesco Colonna i 1467 (udgivet i 1499), må hovedpersonen vælge mellem tre porte for at nå sin elskede - og han fravælger med rette både Gloria Dei (Guds ære) og Gloria Mundi (verdens ære) til fordel for Mater Amoris (kærlighedens moder).

Ligesom det kendes fra forskellige lovprisninger af antikkens modergudinde(r) bliver kærligheden nærmest betragtet som en kraft, der konstituerer og opretholder verden.

Botticelli: Primavera (ca. 1481-82)

Netop Venus og Amor er de vigtigste aspekter og aktører i Botticellis berømte renæssancemaleri, Primavera (billedet kan ses i høj opløsning her). Venus er omdrejningspunktet, og Amor, der svæver øverst med spændt bue, er så at sige den katalysator, som får værket til at dreje rundt.

Amors rolle i renæssancen behandles mere udførligt i Renæssancen og humanismens rødder (2006), der bl.a. analyserer specifikke aspekter af Primavera med relevans for nærværende sammenhæng - Amor som filosofisk princip og dynamik:

Primavera afbilder otte skikkelser under Cupido (fra venstre mod højre): Merkur, de tre Gratier (Aglaia, Eufrosyne og Thaleia), Venus, Flora, Chloris og Zephyr. Foråret kommer poetisk ind i verden med vestenvinden i skikkelse af Zephyr, der beånder (eller snarere forgriber sig begærligt på) Chloris, som dernæst transformeres til Flora - en scene, som kan stamme direkte fra Ovids Fasti. Ovid lader her Flora berette, hvorledes hun i skikkelse af Chloris tidligere er blevet jaget og voldtaget af Zephyr, men at han gør udåden god igen ved at ægte hende. En inspirationskilde kan også være digteren Angelo Poliziano (1454-1494), en ven af både Lorenzo dei Medici, Botticelli, Ficino og Pico. F.eks. synes han i værket Rusticus (1483) at lade Venus inkarnere Gratierne og selv blive til Gratia: »Venus kommer, fulgt af de små kærlighedsguder; og Flora bereder sig på søde kys til sin løsslupne ægtemand (Zephyr). Midt iblandt dem danser Gratia med løst hængende hår, blottede bryster og vekslende trin på jorden.« Edgar Wind præsenterer en tolkning, der netop tager udgangspunkt i værkets tilknytning til kredsen omkring Ficino og det platoniske akademi i Firenze, og han ser en nøgle til billedet i den neoplatoniske sammenknytning mellem Venus og de tre Gratier, der muligvis også antydes i Rusticus. Ifølge platonisk teologi udfolder enhver gud sig i form af en triade, og som Pico udtrykker det nogle år efter Botticellis Primavera, må man erkende »adskillelsen af Venus' enhed i Gratiernes treenighed«. (...) Denne tætte samhørigheds trehed afspejles ifølge Wind også i billedets anden figurgruppe (bestående af Zephyr, Chloris og Flora), hvorved de to tableauer til højre og venstre for Venus tilsammen udfolder »to på hinanden følgende faser af én sammenhængende teori om kærlighed« (Pagan Mysteries in the Renaissance). Zephyr og Merkur repræsenterer gensidigt supplerende (ikke gensidigt udelukkende) aspekter af kærligheden, henholdsvis den jordiske og den transcendente. Zephyr kaster sig begærligt over Chloris og legemliggør kærligheden, der trænger ned i verden, mens Merkur med sin stav peger mod skyerne (der lidt pudsigt trænger ind under trækronerne). Merkur er ifølge Boccaccio netop interpres secretorum, hemmelighedernes fortolker/mellemmand, der svarer til Hermes i græsk mytologi, men omdrejningspunktet er og bliver Venus, mens den, der sætter hele maskineriet i gang (kærlighedens cyklus), er Cupido. Sammenfattende skriver Wind: »Kyskhedens Gratie, der ses bagfra, kigger i hans [Merkurs] retning, fordi det er den transcendente kærlighed - amore divino - i hvis retning hun drives af flammen fra Cupido, der har bind for øjnene. (...) Hvis platonisk kærlighed kun skulle forstås i den populære, snævre forstand, hvor det betyder en fuldstændig frigørelse fra jordiske lidenskaber, ville Merkurs ensomme skikkelse være den eneste platoniske elsker i billedet. Men Ficino kendte sin Platon for godt til ikke at forstå, at efter at have skuet det hinsides, forventedes elskeren at vende tilbage til denne verden og påvirke den i kraft af sin afklarede passions styrke. Maleriets komposition er derfor ikke fuldt ud forstået, lige så lidt som Merkurs rolle er helt begrebet, før han og Zephyr betragtes som symmetriske figurer. At vende sig bort fra verden med Merkurs distance og at genindtræde i verden med Zephyrs voldsomhed er kærlighedens to, komplementære kræfter, hvis beskytter er Venus, og hvis agent er Cupido ...« (Pagan Mysteries in the Renaissance). Rune Engelbreth Larsen: RENÆSSANCEN OG HUMANISMENS RØDDER, s. 252f (let redigeret)

Naturligvis inspirerer Amor også højt mod nord - ikke mindst Danmarks største renæssancetænker, astronomen Tycho Brahe (1546-1601). På Øresundsøen Hven bygger han slottet Uraniborg, der konstrueres ud fra omhyggelige kosmologiske og matematiske ideer som et andet verdenscentrum.

Bygningen er siden jævnet med jorden, men var fuld af latinske inskriptioner og mytologiske referencer i bedste renæssancestil, og ud over de astronomiske studier udførte både han og hans søster, Sophie Brahe, alkymistiske eksperimenter med henblik på at fremstille medicinske eliksirer.

Et epigram, som han skriver sammen med sin søster, lyder:

Juno er svag for rigdom, men forkaster ikke kærlighed,       Calliope fremsynger sine vers i higen efter kærlighed,       Urania, der gransker himlen grubler over kærlighed.       Hvem skulle tro en lille en som Amor helt alene       kunne besejre tre så mægtige gudinder?       - og når gudinder bøjer sig for kærligheden, må også I             give efter for den, dødelige. Oversat af Peter Zeeberg

En anden af titanerne i dansk kulturhistorie, H.C. Andersen, beskriver Amor på en helt særlig måde i eventyret, Den uartige dreng (1835). Her advarer en gammel digter forgæves mod den slemme gud:

»Alle de gode Børn, Piger og Drenge, han fortalte det til, toge sig saadan i agt for den slemme Amor, men han narrede dem alligevel, for han er saa udspeculeret! Naar Studenterne gaae fra Forelæsninger, saa løber han ved Siden af dem, med en Bog under Armen og og en sort Kjole paa. De kunne slet ikke kjende ham, og saa tage de ham under Armen og troe, det er ogsaa en Student, men saa stikker han dem Pilen ind i Brystet. Naar Pigerne gaae fra Præsten, og naar de staae paa Kirkegulvet, saa er han ogsaa efter dem. Ja, han er alle Tider efter Folk! Han sidder i den store Lysekrone paa Theatret og brænder i lys Lue, saa Folk troe, det er en Lampe, men de mærke siden noget andet. Han løber i Kongenshave og paa Volden! ja, han har engang skudt Din Fader og Moder lige ind i Hjertet! Spørg dem kun ad, saa skal Du høre, hvad de sige. Ja, det er en slem Dreng, den Amor, ham skal Du aldrig have noget med at gjøre! han er efter alle Folk. Tænk engang, han skjød endogsaa en Piil paa gamle Bedstemoder, men det er længe siden, det er gaaet over; men saadan noget glemmer hun aldrig. Fy, den slemme Amor! Men nu kjender Du ham! veed, hvad han er for en uartig Dreng!« H.C. Andersen: DEN UARTIGE DRENG

Det må forekomme nogen naiv-romantisk og arkaisk at gøre kærlighed og kildevand til livets brønd, men er ikke et kærlighedsrigt liv i fattige kår at foretrække for et kærlighedsløst liv i materiel velstand?

Kærligheden kan få os gennem ild og vand, hvad enten der er tale om kærligheden til et andet menneske, til flere mennesker eller til en sag - og den, hvis sag er tabt, er aldrig selv fortabt, hvor kærligheden er bevaret.

Hvis du ikke tror det, har du nok ikke mødt Amor. Spørg blot Christian Winther, der gør ham til gudernes konge i digtet Amor Rex (1849):

Hvem er blandt alle Guder,        Den største vel i Magt?        Hvis Vælde sig bebuder        I al Naturens Pragt?        Det er den lille Herre,        Der ager frem saa tryg        Med Duer for sin Kærre,        Med Vinger paa sin Ryg.        (...)        Kort, Alt hvad Verden eier,        Der troer sig frank og frit,        Han ved en evig Seier        Har evig gjort til Sit;        Hvert Hjerte faaer han lænket,        Hvor han sin Piil har skudt;        Han hersker uindskrænket,-        Hans Magt er absolut. Christian Winther: AMOR REX

Caravaggio: Amor vincit omnia (1601-03)

Omnia vincit amor; et nos cedamus amori (kærligheden besejrer alt, lad os bøje os for kærligheden). Eller bukke under uden. Amor vincit omnia er det universelle kulturhistoriske credo, som implicerer, at det i sidste ende er kærligheden, der definerer os. Den eller dem eller det, vi elsker - og den eller dem, vi elskes af.

Det er den elskede ægtefælle eller kæreste, familien, den betroede ven, eller måske den attråede kunst, sag eller idé, der fortæller det vigtigste om os hver især. Eller det er et sort hul - dét menneske eller den sag, vi elskede, men gav slip på.

Der er jo en hel psykologi gemt i H.C. Andersens tidligere citerede afslutningsord fra Den uartige dreng: »Fy, den slemme Amor! Men nu kjender Du ham! veed, hvad han er for en uartig Dreng!«

Kærligheden hersker, hvad enten vi bøjer os for den eller ej - det er den mistede eller fortrængte kærlighed, der udhuler indefra, hvis ikke det er den udlevede kærlighed, der opfylder os og bliver livets omdrejningspunkt.

Så lad os slutte med Shakespeares opbyggelige ord i form af et lille uddrag af Love's Labour Lost (ca. 1594), hvor Berowne (muligvis baseret på Giordano Bruno) priser kærligheden, som den for ham læres gennem kvindens øjne.

But love, first learned in a lady's eyes,     Lives not alone immured in the brain;     But, with the motion of all elements,     Courses as swift as thought in every power,     And gives to every power a double power,     Above their functions and their offices.     It adds a precious seeing to the eye;     A lover's eyes will gaze an eagle blind;     A lover's ear will hear the lowest sound,     When the suspicious head of theft is stopp'd:     Love's feeling is more soft and sensible     Than are the tender horns of cockl'd snails;     Love's tongue proves dainty Bacchus gross in taste:     For valour, is not Love a Hercules,     Still climbing trees in the Hesperides?     Subtle as Sphinx; as sweet and musical     As bright Apollo's lute, strung with his hair:     And when Love speaks, the voice of all the gods     Make heaven drowsy with the harmony.     Never durst poet touch a pen to write     Until his ink were temper'd with Love's sighs;     O! then his lines would ravish savage ears,     And plant in tyrants mild humility.     From women's eyes this doctrine I derive:     They sparkle still the right Promethean fire;     They are the books, the arts, the academes,     That show, contain and nourish all the world;     Else none at all in aught proves excellent. William Shakespeare: LOVE'S LABOUR LOST

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, februar 2007

---