Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Humanisme og relativisme

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Et menneske er ikke mere eller mindre menneskeligt – et menneske er et menneske, slet og ret. 

Også verden er menneskelig, for der er intet menneskeligt erfaret i verden, som ikke netop i sagens natur er oplevet, følt eller talt gennem mennesket. 

Men mennesket er forskelligt – karakteriseret, som hver enkelt er, af individuelle tilbøjeligheder, ideer, præferencer, ønsker og længsler. Og derfor er heller ikke verden mindre forskellig, for enhver erfaring og ethvert sprog er determineret også af forskellige individuelle træk, og der er ingen anden verden for den enkelte end den, der fremtræder gennem erfaringen og sproget. 

Intet Absolut, forstået som noget overindividuelt, entydigt objektivt, kan eksistere inden for en verden konstitueret af hvert enkelt menneskes varierende oplevelser, hvad enten et sådant hævdes som en absolut Guddommelighed, Virkelighed eller Sandhed – for verden selv er ikke absolut, men relativ til hvert enkelt menneske. 

Men ikke alene kan intet absolut eksistere inden for verden, ej heller kan det i nogen menneskeligt meningsfuld forstand eksistere uden for verden. Eksisterer noget sådant uden for verden, er det nemlig uden mulighed for nogen sinde at manifestere sig eller opleves som absolut, eftersom intet af det, der opleves, føles og tales af forskellige mennesker, er absolut, da ikke to forskellige mennesker nogen sinde oplever, føler eller taler i absolut enighed, men kun i relativ overensstemmelse. 

Mennesket er altså definitivt afskåret fra at erfare endsige påvirke noget som helst Absolut – stadig væk i betydningen af noget overindividuelt, entydigt objektivt – og tilsvarende er et hvilket som helst hypotetisk Absolut definitivt afskåret fra at erfare eller på nogen måde påvirke mennesket. 

Alt, hvad verden er, er, hvad mennesker oplever, føler og taler, og alt, hvad forskellige mennesker oplever, føler og taler, er og bliver forskelligt, foranderligt og flertydigt. Lige så vide grænser, der er for menneskelig oplevelse, følelse og tale, lige så vide grænser er der for menneskelighed og verden. Vi undslipper ikke relativismen. 

Intet er derfor mere absolut end konstateringen, at intet er absolut. Mindre paradoksalt kan relativismen næppe slutte, når vi begrebsliggør konsekvenserne af de menneskelige forskelle inden for et sprog, der som fælleskommunikerbart medium nødvendigvis må og skal tilstræbe en overindividuel funktion på tværs af disse forskelle. 

Alt dette betyder selvsagt ikke, at mennesker i al deres forskellighed ikke kan enes om eller konstatere tilstrækkelige fællestræk, til at f.eks. både videnskab, filosofi og religion kan udtrykke hensigtsmæssig og overensstemmende viden og handlen for større eller mindre fællesskaber. Men det betyder, at »sandhed« og »objektivitet« bliver pragmatiske størrelser, og det betyder, at hvor forskellige betragtere konstaterer forskellige, måske indbyrdes modstridende kendsgerninger, er det langtfra nødvendigvis givet, at de ikke alle kan have konstateret ret. 

Tolerance og medmenneskelighed er om ikke en logisk, så en nærliggende følge heraf. 

Humanisme og relativisme underbygger, komplementerer og bestyrker hinanden som skud på én stamme, som hjerte og hjerne, som to sider af samme sag med udgangspunkt, tyngdepunkt og endepunkt i en og samme konstatering af menneskelig forskellighed. 

Jo mere vi erkender, at mennesker altid er forskellige fra hinanden, desto mindre er vi fremmede for hinanden, for det er netop i den større forskel, at vi finder en større del af den menneskelighed, vi også selv er en del af. Ikke at uoverensstemmelse, konflikt og strid dermed ophører, men at vi ser medmennesker i stedet for fremmede, ikke bare, når vi ser venner, men hver gang vi ser mennesker, hvad enten det er mennesker, som vi forliges med eller strides med, elsker eller hader. Og at vi aldrig ser fjendskab på grund af forskellen i sig selv, for ingen grusomheder har nogen sinde været større end de begået mod udstødte medmennesker, som ikke har gjort andet end at tilhøre en minoritet, der ser anderledes ud, føler, tænker og taler anderledes end Herskeren, Systemet eller Flertallet. 

Heller ikke et flertalsdiktatur er mindre et diktatur end et enevældigt diktatur, hvad enten det så er kommet til magten ved valg eller vold. Enhver hersker, ethvert system og ethvert flertal, der ikke først og fremmest er forskellenes og derved minoriteternes beskytter, er heller ikke den enkeltes beskytter, for næppe noget menneske tilhører ikke i et eller flere forhold et eller flere mindretal. Det enkelte menneske er i sidste ende selv den mindste, men mest afgørende minoritet. 

Hver gang en forskel krænkes, krænkes en minoritet, og hver gang en minoritet krænkes, krænkes mennesket – og hver gang har Magten bevæget sig ad diktaturets vej, om så kun de første skridt. 

Hvor krænkes mennesket? Mennesket krænkes, hvor mennesket tvinges til andet end at dele samfundets frugter og respektere næstens integritet. Mennesket krænkes, når ét og bare ét menneske mod sin vilje får indskrænket den handlefrihed, som er alle andre til del, uden at samme menneskes handlefrihed har medført indskrænkelse i andres handlefrihed. 

Mennesket krænkes i Danmark. Her bor vi, her begynder vi. 

Når mennesket krænkes, må humanismen forsvare mennesket. Når tolerance og medmenneskelighed trænges i defensiven, må humanismen være offensiv. Når frihed til forskellighed slås tilbage, må humanismen slå igen. Og slår ord ikke til, må handling slå til. 

Humanismen begynder med ordet.

Rune Engelbreth Larsen
Leder i Faklen 10, januar 1999


LÆS OGSÅ: Rune Engelbreth Larsen gør selvkritisk status over egne humanistiske tilløb i 1990'erne: Humanistisk retrospekt, 1990-2000