Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Søren Kierkegaard og fortvivlelsesbegrebet

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

ESSAY: FILOSOFI / TEOLOGI

Søren Kierkegaard udgav Sygdommen til Døden under pseudonymet Anti-Climacus (A.C.) den 30. juli 1849. Et værk, der betegner kulminationen på Kierkegaards usædvanlig yderligtgående kristendomsforståelse, som den i særlig grad kommer til udtryk i forfatterskabets sidste år.

I forfatterskabets særegne opdigtning af deciderede forfatterskaber, indtager A.C. en særstilling som den kristne i "overordentlig" forstand, Et pseudonym Kierkegaard øjensynligt dels så som sit eget personlige ideal. jf. forordet til A.C.s indøvelse i Christendom: "Høres bør Fordringen; og jeg forstaaer det Sagte som sagt alene til mig" (SAMLEDE VÆRKER 16, 3. udg., Gyldendal 1962), og dels som sit kristne talerør par excellence.

Det er min overbevisning, som også ligger til grund for visse af de følgende betragtninger, at forfatterskabet nok afspejler en personlig udvikling hen imod en kristendom af stadig strengere udformning, men tillige at der med A.C. er tale om en art "konkluderende position" i forhold til kristendomsforståelsen, hvor forfatterskabets øvrige positioner enten er mere tentative eller forholder sig mindre ideelt til kristendommen.

I det mindste er det ikke fjernt fra hans egen forestilling, som den kommer til udtryk i Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, der er skrevet af S. Kierkegaard i 1848 samtidig med Sygdommen til Døden - altså i perioden hvor han med A.C. mente at være ved sit livsværks slutning.

I Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed skriver ban bl.a.: "Hele min Forfatter-Virksomhed forholder sig til Christendommen, til det Problem: at blive Christen" (S.V. 18, s. 81). At han ikke straks har kastet forfatterskabet ud på de "70.000 favnes dyb", at han ikke øjeblikkeligt har skrevet sine værker ud fra det i sandhed kristne, forklarer han retrospektivt på ganske enkel vis: "At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der." (S.V. 18, s. 96).

Sygdommen til Døden placerer sig med andre ord blandt forfatterskabets slutsten, de i specifik kristen henseende endegyldige fordringer til den enkelte, som Kierkegaard følte sig dem videregivet fra "Styrelsen". A.C, er eksponenten for kristendommen i en til den ur-kristnes eskatologisk grænsende tradition; det er ham og ingen anden af pseudonymerne så lidt som "S. Kierkegaard" (uafhængigt af, hvorvidt også dette navn tæller som pseudonym(1)), der forkynder en kierkegaardsk kristendom i mest radikal strid med kristenheden og det bestående.

En kierkegaardsk kristendom, fordi A.C. er forløberen for den Kierkegaard(2), der lægger sig ud med hele sin samtid i tidsskriftet Øieblikket (1854-55), hvis polemiske udfald ikke nødvendigvis betegner noget brud med forfatterskabets form eller indhold, men måske nærmere, som Brandes bemærker(3), den afgørende bedrift, det egentlige hjajdepunkt i hans produktion.

I Sygdommen til Døden møder vi en A.C., der kortlægger, hvad han ser som en grundfigur for den menneskelige udviklings potentiale - den bestandige tilværelse - i fortvivlelse, dens mulige overgang i forargelse (synd) som konstituerende for hele kristendommen. Udredningen heraf leder uafladeligt hen imod "helbredelsen", som i en vis forstand bliver genstand for A.C.s yderligere skridt op i idealitetens sfære I Indøvelse i Christendom; hvilken betragtning er søgt holdt for øje i det følgende.

- - -

"Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv. Mennesket er en Synthese af Uendelighed og Endelighed, af det Timelige og det Evige, af Frihed og Nødvendighed, kort en Synthese. En Synthese er et Forhold mellem To. Saaledes betragtet er mennesket endnu intet Selv." (S. 73).

Syntesen mellem eksempelvis det timelige og det evige består af to kvalitativt forskellige elementer og forholdet imellem dem. Isoleret set er syntesen intet "Selv", det er det først ved det, at de uforenelige elementer og deres indbyrdes forhold forholder sig til sig selv - og da stadig kun et "u-sluttet" selv.

Betegnende for de tre udtryk for syntesen, er, hvad man kunne kalde det "guddommelige" eller "overnaturliges" participeren heri (frihed, uendelighed og evighed), der således er konstituerende for den menneskelige eksistens i A.C.s kategorier. Afgørende er det, at syntesen er sat af noget fra det "naturliges" participeren (det nødvendige, endelige og timelige) forskelligt.

Der fremkommer en "u-sluttethed" i selvet ved det "overnaturliges" oversanselige prædikater, der ligesom transcenderer forholdet - heri befinder fortvivlelsens mulighed sig. Den er så at sige integreret i selvet i kraft af "det eviges" participeren i syntesen, hvorved noget i selvet peger ud over selvet; det viser, at skønt forholdet forholder sig til sig selv i en henseende, forholder det sig ikke til det udefrakommende, som har sat det, fordi der i en anden henseende er noget ("det evige"), som ikke forholder sig til sig "selv", ikke forholder sig til "evigheden".

Vi skal vende tilbage til dette, men her blot fastslå, at i det netop udviklede forhold denne synteses to sfærer imellem, befinder sig "Evighedens Fordring" om at udrydde selvets immanente fortvivlelse" "Var der intet Evigt i et Menneske, saa kunde han slet ikke fortvivle, men kunde Fortvivlelsen fortære hans Selv, saa var der alligevel ingen Fortvivlelse til" (s, 80), En fortvivlelse, der som det ganske "Selv", er fra Guds hånd (s. 75), nedlagt i kimform for at det kan vokse op og rasere det "u-sluttede selv", stille den enkelte fordringen om at blive sit sande selv, skabt af - og til for - Gud (s. 85).

"Dette er nemlig Formelen, som beskriver Selvets Tilstand, naar Fortvivlelsen ganske er udryddet: i at forholde sig til sig selv, og i at ville være sig selv grunder Selvet gjennemsigtigt i den Magt, som satte det." (S. 74). Hvad det egentlig vil sige gennemsigtigt at grunde i magten, der satte selvet, får lov at stå uafklaret til vi nærmer os afslutningen, og må således foreløbig blot betragtes som markerende den forløsende helbredelse.

I denne forbindelse bliver nok en syntese særdeles essentiel - betræffende bevidstheden, idet det skal vise sig at være af største betydning at skelne mellem "selv" og "bevidsthed".

Syntesen sjæl(bevidsthed )-legeme adskiller sig fra den første syntese, fordi den ene side, bevidstheden, allerede er at forholde sig til forholdet, idet den må være bevidsthed om noget, såvel som være sig bevidst som bevidsthed. På en art "kronologisk" vis kommer denne syntese først i forhold til den "selvet-fordrende" syntese. Mennesket er således to synteser, hvor bevidsthedssyntesen er forudsætningen for, at det kan blive bevidst om sin anden syntese (evighed-timelighed). Bevidsthedssyntesen skal forholde sig til den anden syntese, for først deri ligger muligheden at blive et helt - sandt - selv. Anderledes lader det sig næppe gøre at gennemføre A.C.s definitive distinktion bevidsthed og selv imellem, uden hvilken det kristent-psykologiske forløbs fremstilling ikke giver mening.

Til bevidstheden (om noget) hører refleksionen, der er nødvendig for at bringe en i stand til at erkende fortvivlelsen og selvet, men for at blive selvet, er den i sig selv ikke nok uden guddommelig medvirken, hvad vi vender tilbage til. Heri ligger yderligere en antydning af, at bevidsthed og refleksion er utilstrækkelige for beskrivelsen af det menneskeligt sande selv; at forholdets forholden sig til sig selv rummer mere i det sande selvs "sluttethed"(4) end i det fortvivlede, "u-sluttede" selv.

Med bestemmelserne af distinktionen selv/bevidsthed og den fra mennesket forskellige magts sætten af selvet, kan kortlægningen af facetter og stadier under fortvivlelsens forløb tage sin begyndelse og fastslå, at der netop må undersøges tre kategorier: Den "uegentlige fortvivlelse", fortvivlet ikke at være sig bevidst om sin fortvivlelse, og at man overhovedet har et selv; den "egentlige fortvivlelse"s to former: Fortvivlet ikke at ville være sig selv; fortvivlet at ville være sig selv,

Havde selvet sat sig selv, kunne der ikke være tale om fortvivlet at ville være sig selv. Nu, derimod, ligger det ikke i menneskets hænder alene, det er ikke suverænt betræffende sit sande selv; forholdets forholden sig til sig selv forholder sig kun til sig selv i videre betydning, når det fordobles, eller "sluttes" i forholdet til det, der satte det hele.

Den følgende kortlægning af fortvivlelsen tager altså udgangspunkt i, at mennesket består af bevidsthedssyntesen sjæl-legeme og den selvet-fordrende syntese evighed-timelighed, at menneskets selv er et deriveret forhold, "et Forhold, der forholder sig til sig selv, og i at forholde sig til sig selv forholder sig til et Andet" (s. 73), og at mennesket først bliver et selv i denne videre betydning (forholdende sig til sig selv og det "andet", der satte det) ved at gå igennem fortvivlelsen og ophæve den. Den kan imidlertid ikke ophæves erkendelsesmæssigt, kun troende (og troen er jo just en beslutning til forskel fra den rationelle slutning(5)); eller med dette endnu uafklarede udtryk: "Kun da er Selvet sundt og frit fra Fortvivlelse, naar det, just ved at have fortvivlet, sig selv gjennemsigtigt grunder i Gud." (S. 88).

Derfor lyder undertitlen da ogsa: "En Christelig psychologisk Udvikling ...". Det turde således være overflødigt at bemærke, at eksisterer troen (i A.C.s forstand) ikke, falder den psykologiske udvikling bort - emfasen ligger på "Christelig".

- - -

Fortvivlelsens mulighed er integreret i selvet i kraft af "det guddommeliges" participeren i syntesen, "det evige" peger ud af selvet og viser derved at det overordnede forhold er "u-sluttet".

På sin vis melder fordringen sig således bestandigt fra øjeblik til øjeblik som følqe af det evige i selvet. Fortvivlelsens mulighed er resultat af forholdet, en mulighed der hvert eneste øjeblik melder sig som et misforhold, der kun vedbliver, ved at man bestandigt undlader at nægte muligheden. Det evige indgår i syntesen, hvorfor man ikke kan adskille sig fra det. "Intet er umuligere; han maa i ethvert Øieblik, hvor han ikke har det, have kastet eller kaste det fra sig - men det kommer igjen, det er, hvert Øieblik han er fortvivlet, paadrager han sig det at fortvivle." (s. 76).

"Evighedens Fordring" til mennesket er at blive et selv, og vedblivende at ville være dette selv, Selvet som sådan kan det egentlig ikke blive af med, men det kan fortvivle og fortabes bestandigt fra øjeblik til øjeblik.

Den kristne fordres et kolossalt mod i den forstand, at han skal regne legemlige lidelser, jordiske tab og endog døden for intet (for i kristendommen er døden ikke det sidste). Modet til sådanne farer får han ved at frygte den større fare, det "end Forfærdeligere" (s. 70); fortvivlelsen - sygdommen til døden.

Overfor denne selvets sygdom gives intet håb i livet, hvorfor man så meget desto værre tvinges til at håbe på døden, som er et definitivt fordrevet håb, i og med at fortvivlelsen retter sig mod det evige. I den forstand bliver "Fortvivlelsen den Haabløshed end ikke at kunne døe" (s. 77) - at "dø døden". Menneskeligt talt findes legemlige (fysisk) dødelige sygdomme, men "Christeligt forstaaet er Døden ingenlunde det sidste af Alt" (s. 69), men en gennemgang til livet (s. 77) - evigheden. Fortvivlelsen. er derimod selvets sygdom, af denne kan man end ikke dø (fysisk), og derfor er helbredelsen at "afdøe" (s. 68), idet man nægter fortvivlelsens mulighed og dennes fald i det jordiske, forgængelige. Kun for fortvivlelsen er døden det sidste, men i denne dunkle "afdøe"-forstand, at den netop er det sidste af faldet i det udvortes - begyndelsen på livet i det indvortes(6).

Fortvivlelsen er en afmægtig selvfortærelse; afmægtig, idet den netop ikke kan fortære selvet, som dog synes skyldig i fortvivlelsen. At man ikke kan blive af med sig selv (selvet) er grunden i al fortvivlelse, også for den, der fortvivlet vil være sig selv, fordi han kun fortvivler, da det "sig selv", han vil være, ikke er sit sande selv. Han kan ikke komme af med sit selv, og han kan ikke egenhændigt blive sit sande selv, for i disse kategorier er det sande selv netop selvets grunden i Gud.

For A.C. er al fortvivlelse begrebsligt set bevidst, om end det ikke gælder, at enhver fortvivlet er sig sin fortvivlelse bevidst; der består en kvalitativ forskel på den, der er ubevidst om sin fortvivlelse og den, der er bevidst derom. Det er kun det overordentligt sjældne individ, som i streng forstand ikke er fortvivlet; fortvivlelsen måtte han gennemgå for at nå det sande selv, "Fortvivlelse er nemlig, just fordi den er heelt dialectisk, den Sygdom, om hvilken det gjælder, at det er den største Ulykke aldrig at have havt den - en sand Guds Lykke at faa den, om den end er den allerfarligste Sygdom, naar man ikke vil helbredes fra den." (S. 85).

- - -

Menneskets selv er det i syntesen, der forholder sig til sig selv, dette er "givet", men at få dette forhold til at forholde sig til magten, der satte det, er opgaven, selvets immanente fordring - selvet er først sig selv, det sande selv, nar det i denne forstand er "sluttet". Selvet skal "vorde" sig selv, gennemgå fortvivlelsen og dernæst forholde sig til Gud (s. 88).

Isoleret og abstrakt set er misforholdet - fortvivlelsen - at det ene af syntesens elementer opprioriteres på bekostning af syntesen elementerne imellem.

Overordnet og lidt forenklet betyder det, at enten udelukker "det overnaturliges" participeren i syntesen "det naturliges", derved at selvet løber løbsk i det uendelige, vorder uden at vorde sig selv - bliver en ren bevægelse bort fra sig selv. Eller - omvendt - selvet fortabes i stilstand og fatalistisk trivialitet, ophører helt at "vorde" under "det naturliges" eneherredømme.

Syntesens "sfærer" skal forholde sig til hinanden som ind- og udånden, misforholdet er kvælning. Selvets udvikling er en bevægelse bort fra sig selv i det ubegrænsede og en ubegrænset tilbagekomst i det begrænsede, en bevægelse på stedet.

Disse overvejelser er for A.C. uafhængige af, hvorvidt fortvivlelsen er bevidst, men er blot en abstrakt karakteristik af misforholdet. For selvets specifikke udvikling, dets vorden, er imidlertid bevidstheden afgørende.

"Bevidsthedens Grad er i Stigen, eller i Forhold til som den stiger, den bestandigt stigende Potentsation i Fortvivlelsen; jo mere Bevidsthed, jo intensivere Fortvivlelse." (S. 98). Det til den rene bevidstløshed grænsende bevidsthedsminimum er den "u-egentlige fortvivlelse", den totale uvidenhed om sin fortvivlelse, mens den anden ende af skalaen udgøres af den absolutte fortvivlelse, bevidsthedsmaksimum, den ultimative synd - djævelens. Her imellem ligger så et næsten skematisk forløb af fortvivlelsens grader og kategorier, som skal skitseres i det følgende, og som afslutningsvist er søgt fremstillet i diagramform.

Den "uegentlige fortvivlelse" er den almindeligste i det, som kristendommen kalder "verden": "Hedenskabet og det naturlige Menneske i Christenheden, Hedenskabet som det historisk var og er, og Hedenskabet i Christenheden, er netop den Art af Fortvivlelse, er Fortvivlelse, men veed ikke af det." (S. 101).

Hedenskabet mangler på sin vis ånden (selvet), men er bestemt i retning hen mod ånden, mens hedenskabet i kristenheden er bestemt i retning bort fra ånden. Denne særlige pointe (der krediteres V. Haufniensis) spiller en interessant rolle, når vi kommer til A.C.s kobling af fortvivlelse og synd. "Manglen" af ånden skal her forstås som det kontinuerlige, øjeblikkelige tab, idet heller ikke hedninge kan blive af med selvet - ånden er snarere "drømmende", som Haufniensis anfører det (S.V. 6, s. 135).

Således forstået skabes en vis konsistens også med S. Kierkegaards bestemmelse i Kjerlighedens Gjerninger, der kalder fortvivlelsen "Manglen af det Evige" (S.V. 12, s. 45).

Den "egentlige fortvivlelse" - bevidstheden om fortvivlelsen - findes i to kategorier, "Svaghedens-" og "Trodsens-", skønt forskellene blot er relative i den forstand, at ingen fortvivlelse hverken er ganske uden trods eller svaghed.

Den mildeste fortvivlelse og mindste bevidsthed er at finde i umiddelbarheden; den ureflekteredes tilværelses rystelse af et udvortes tryk, der betegner overgangen fra uegentlig- til egentlig fortvivlelse. Der er her bevidsthed om fortvivlelsen og dens "jordiske" årsag, samt en beskeden bevidsthed om selvet der under stigende refleksion gradvist intensiveres.

På et hvilket som helst "trin" kan fortvivlelsen blive stående, ophøre kan den ikke (uden at den enkelte bliver sit sande selv), dog kan man indbilde sig dens ophør og således blot synke tilbage i den rene umiddelbarhed eller uegentlig fortvivlelse. Frelsen kræver imidlertid en nødvendig fremadskriden (i det mindste så længe man befinder sig under "svaghedens fortvivlelse"), en nødvendigt stigende bevidsthed, refleksion og fortvivlelse.

Overgangen til en højere grad af fortvivlelse indtræffer, hvis fortvivlelsen over noget jordisk resulterer i fortvivlelse over det jordiske (in toto), og der derved gøres et "væsentligt Fremskridt i Bevidsthed om Selvet" (s. 116). Heri ligger "omvendelsen", der skønt stadig "svaghedens fortvivlelse" nu dog tillige er fortvivlelse over sin svaghed. Fra at have fortvivlet over noget - eller alt - jordisk fortvivles nu over sig selv, hvilket samtidig er fortvivlelse om det evige. "Man fortvivler over Det, som sætter En fast i Fortvivlelsen: over sin Ulykke, over det Jordiske, over Tabet af sin Formue osv.; men om Det, der, rigtigt forstaaet, løser En ud af Fortvivlelsen: om det Evige, om sin Frelse, om egen Kraft osv. I Forhold til Selvet siger man baade: at fortvivle over og om sig selv (...) Betingelsen for Helbredelsen er altid denne omvendelse." (Note, s. 116).

Fortvivlelsen om det evige er større bevidsthed om, at fortvivlelse er at have tabt det evige og sig selv, hvorfor netop frelsen er betydeligt nærmere end tidligere. Her må igen erindres om A.C.s finurlige udredninger, ifølge hvilke dette tab altså ikke er en enkeltstående begivenhed, men det i øjeblikket gentagne tab. "Øieblikket"s centrale stilling i disse antydninger bliver et vigtigt led med tråde til andre pseudonymer, når sygdommens "helbredelse" kommer på tale.

Fortvivlelsen er nu en fortvivlelse over sin fortvivlelse, stadig under svaghedens form ikke at ville være sig selv, idet man nu ikke vil vedkende sig sit selvs svaghed. Der er tale om det "indirekte-direkte modtryk" fra selvet (s. 117), hvor trykket endnu blot er foranlediget af - og reaktion p - det udvortes (tryk),

Mere modtagelig for helbredelsen end nogen sinde før, værger man sig i en indesluttet modstand mod sit uacceptable selv. På sin vis er man gået præcis den rette vej, for "det er jo just ad den Vei Du skal, Du skal gjennem den Fortvivlelse om Selvet til Selvet" (s. 120). Men kendetegnende for hele "svaghedens fortvivlelse" er dens karakter af lidende afstand til selvet, fortvivlelsens og refleksionens stadige afsæt i det udvortes - "manglen" af det evige, selv om bevidstheden om det evige og selvet, er stigende, og den lidende gradvist bliver handlende.

Går man der derimod videre i større bevidsthed og refleksion, indtræder trodsen som en omslåen fra svaghedens afstandtagen til selvet til den fortvivlede insisteren på at være sig selv - med grundantagelsen in mente, at al fortvivlelse som nævnt er ikke at ville være sit (sande) selv. Fortvivlelsen er sig bevidst som handling, den er et indvortes tryk direkte fra selvet (s. 122).

Der kan kun være tale om fortvivlet at ville være sig selv i denne forstand, når der er fuld bevidsthed om det evige, om selvet, Fortvivlelsen er her ved hjælp af det evige, som man misbruger, bilder sig ind at råde suverænt over.

"Men just fordi den er Fortvivlelse ved Hjælp af det Evige, ligger den i en vis Forstand det Sande meget nær; og just fordi den ligger det Sande meget nær, er den uendelig langt borte. Den Fortvivlelse, der er Gjennemgangen til Troen, er ogsaa ved Hjælp af det Evige; ved Hjælp af det Evige har Selvet Mod til at tabe sig selv for at vinde sig selv; her derimod vil det ikke begynde med at tabe sig selv, men vil være sig selv." (S. 122)- I trodsen er man i højeste grad bevidst, men i en fortvivlet forstand, i en megalomanisk selvtillid bliver ens selvforståelse grænsende til konkurrence med Gud - hvorfor da også djævelen er bevidsthedens og trodsens maksimum.

Selvet (der dog ikke er et selv i sand forstand) vil konstruere sig selv, have æren af sin eksistens; evighedens fordring vil trodsen ikke høre af, fordi hele dens selvskabte identitet er den personificerede indvending herimod. Den egentlige hjælp, der er at hente i troens vej til selvet gennem det allerede antydede "selvtab", ville være undergangen for dette "dæmoniske selv", fordi det ville berøve dets (om)formning af sig selv og sin tilværelse såvel som dets identifikation dermed (s. 128).

- - -

Herefter transformeres begrebet fortvivlelse på sin vis, idet A.C. først efter kortlægningen af fortvivlelsens udvikling har kunnet slutte, hvori Guds (aktive) "rolle" består for menneskets "Selv-vorden" ved at undlade - eller højst antydningsvis - at bestemme denne. "Malestokken" har været mennesket selv, i den forstand at Guds placering nærmest har vist sig ved sit fravær.

Analysen tager nu sit afsæt i begrebet "synd", der tentativt defineres: Med forestillingen om Gud fortvivlet at ville eller ikke at ville være sig selv (s. 131). Dermed bliver selvet nu et menneskeligt selv, hvis målestok er Gud. Målestokken er, "hvad Det er, lige over for hvilket det er Selv (...) og Det, der qvalitativt er dens Maalestok, er ethisk dens Maal" (s. 131). Ved ikke at være det, som er selvets målestok og mål i "Frihedens Verden", ses det, hvilket selvskyldt svælg, der består mellem Gud (målestok) og menneske, hvorfor Gud er den dømmende part.

For A.C. er det væsentlige ikke beskrivelsen af de specifikke synder, men indkredsningen af det net, der definerer syndens former, hvor alfa og omega er, at synd altid er synd for .Gud. Dette kræver imidlertid en bevidsthed om at "være til for Gud" (s. 134), for at der kan være tale om egentlig synd. Synden er en position, der først kan indtages for individet med tilstrækkelig bevidsthed til at tro paradokset i Guds overordentlige fordring, "begribes" kan det ikke (s. 150). Selv synden skal altså troes, og ikke den enkelte synd, men tilstanden "synd" er i sig selv intensiveringen, "Potentsationen" af synden (s. 159). Kort: fortvivlelsen er synden - når den er bevidst om Gud.

Det etiske mål for selvets udvikling er at komme ud af fortvivlelsen, helbredes fra sygdommen til døden - på opfyldtheden af denne fordring dømmer Gud den enkelte. Der er altså ikke tale om noget etisk katalog over synderne, der er på sin vis kun en synd, et eneste uetisk forhold: Ikke at tro.

Der kan ikke være tale om decideret synd før den trodsen, der ligger hier, ved det at man her er bevidst om sit selv og dets fordrede forhold til Gud - synden er en bevidst nægtelse af at tro. En bevidst nægtelse, der i lighed med sin modsætning - troen - kræver at være meddelt en gennem en åbenbaring fra Gud.

Skønt det ikke forklares præcis, i hvilken forstand "åbenbaring" forstås, er det nærliggende, at den i hvert fald ikke kan sted i umiddelbarheden (hvori "omvendelsen" ikke er indtrådt); det er for så vidt op til mennesket bevidst at stille sig i en for åbenbaringen "modtagelig position", kunne man sige. Åbenbaringen, der er meddelelsen af troen og muligheden for valget eller fravalget deraf, må således ligge i indesluttethedens fortvivlelse over sin svaghed.

Det menneskelige valgs enten-eller i denne fremstilling, er da det bevidste valg enten at tro paradokset, hvilket er at "slutte" selvet i forholdet til Gud, at ens selv bliver sig selv, det individuelle sande selv, der vil følge "hvert det mindste Guds Vink om, hvad hans Villie er med dette Selv" (s. 135), eller at forarges. For i A.C.s opfattelse af synden befinder sig "Forargelsens Mulighed" (s. 136), idet der af mennesket fordres noget så overordentligt , at selv dets synd er lige over for Gud. Forargelsens mulighed betinger kristendommen - kristen bliver man kun ved bevidst at renoncere på denne, ved bevidst at tro.

Kun efter åbenbaringen gives altså tro eller forargelse - fortvivlelsens ophør ved overtagelsen af det sande selv eller dens potensation i trods. Kun herefter er Kristi ord, som A,C. og Kierkegaard ofte med forkærlighed citerer, definitive: "Salig den, som ikke forarges på mig." (Matt, 11,6). Saligheden er troen, forargelsen synden.

Den endelige definition på synd inkluderer således åbenbaringen: "Synd er, efter ved en Aabenbaring fra Gud at være oplyst om hvad Synd er, for Gud fortvivlet ikke at ville være sig selv, eller fortvivlet at ville være sig selv." (S. 148).

Dette bringer os tilbage til den tidligere nævnte pointe, at selvet hos hedningene ligesom ligger drømmende (bestemt i retning mod ånd - mod Kristi komme), strengt taget kan de ikke siges at have syndet, da de ikke har handlet med Gud som målestok. Selv i kristenheden er synden en stor sjældenhed (i lighed med troen), eftersom så få bliver sig bevidst om at være bestemt i retning af ånd, da den grad af bevidsthed, det kræver, er såre sjælden - endog kristenheden er for "aandløst" til at kaldes synd (s. 155).

En iagttagelse, der peger frem mod Kierkegaards pointering i Øieblikket, at vejen (Kristus(7)) er trang og porten snæver, "og kun faa De, som finde den" (S.V. 19, s. 191; Matt, 7,14).

Kristenhedens regulære blasfemi ligger i det forhold, at man skulle kunne fødes kristen, at det at være kristen er reduceret til noget så simpelt, som det at være dansk. Tværtimod er dette selve fordringen til den enkelte, "Prøven"(8). Alligevel fødes ingen dog så åndløs, at det er livets skyld, at majoriteten dør end uden at have været sig fordringen eller fortvivlelsen bevidst (s. 153).

Efter først at have udviklet fortvivlelsen i bogens del I, koblede A.C. fortvivlelsen med synden i trodsens fortvivlelse og har således på den ene side kunnet fortsætte uddybningen af trodsen, og på den anden side transformere begreberne og kortlægge syndens forløb i del II.

Her er tale om den intensiverede bevidstheds eskalerende synd, der først gennem målestokken Gud ¨åbenbarer synden (og troen), da synden altid er for Gud. Gående endnu længere fortvivles om syndernes forladelse i bevidstheden om at være synder, idet målestokken bliver Kristus (s. 163). Svagheden og trodsen ombyttes her, idet synderen i trodsen ikke vil være sig selv (identificeret som synder), mens synderen i svagheden vil være sig selv (og ikke vil identificeres som synder). Trodsen er altså stadig bevidsthedens højere gradiation, der ved sig selv syndig.

Målestokken Kristus implicerer nye dimensioner af forargelsen i spændingsforholdet omkring Kristus som Gud-menneske, hvorved den ultimative forargelse bliver benægtelsen af kristendommen, den eventuelt rationalistiske nægtelse af at Kristus var den, som han hævdede at være (s. 179).

Det er måske nu lidt klarere, hvad det vil sige "gennemsigtigt at grunde i Gud". Som flere gangs antydet af A.C. ligger det heri, at vejen til selvet går gennem selvtabet, selvfornægtelsen, fordi det sande selv først er i den bevidst villede overtagelse af Guds vilje med sit selv.

Denne "slutten" af selvet melder sig potentielt og bortkastes hvert eneste øjeblik i fortvivlelsen, for menneskets vilkår er at leve i timeligheden med selvet havende det evige i sig. Hvert øjeblik stilles da opgaven at blive sit sande selv, og som tabet heraf ikke er enkeltstående, men bestandigt fra øjeblik til øjeblik, således også overtagelsen, troen.

Leve (fysisk) i det evige kan mennesket ikke, men stræbende herefter med Gud som målestok kan det bestandigt "afdøe" fra det timelige i det timelige.

På denne led bliver øjeblikket, som Haufniensis konkluderer i Begrebet Angest "Evighedens Atom" i timeligheden. Øjeblikket er der hele tiden, om end det på sin vis første gang afgørende er der, når "Aanden er sat"(9), i A.C.s kategorier ville dette være "lig" (skønt ikke direkte oversætteligt) åbenbaringens øjeblik.

Hos et tredje Kierkegaard-pseudonym, J. Climacus er åbenbaringen (Guds meddelen af sit paradoks: sig selv) tillige betingelsen for at blive troende, den er kollisionen mellem forstanden og paradokset(10); en "ulykkelig kollision" uden forståelsen dem imellem resulterer i forargelse; "lykkelig kollision" i fælles forståelse af forskelligheden er den lidenskabelige bevægelse, troen,. springet ud over forstanden. Et spring der i Sygdommen til Døden ikke nævnes, men som tydeligt tegner sig som et spring bort fra bevidstheden, eller rettere, det frivillige fravalg af bevidsthedens højere potens (forargelsen) til fordel for den frivillige overtagelse af Guds vilje med ens selv.

Vilje og erkendelse er adskilte i den forstand, at man kan erkende en ond handling som ond, syndig, og alligevel begå den (modsat Platon) - ja, at "synden" først derved er en synd. Det, der er erkendt som "godt", må udføres i handling straks (s. 146), fordi viljen har den "lavere Natur" under sig, den kvier sig og trækker ud. I idealiteten udføres det erkendte gode altid straks, idet Guds vilje med selvet er det gode, der må påtages hvert eneste øjeblik,

- - -

Sygdommen til Døden handler om den for A.C. mest - eneste væsentlige opgave i livet - at blive kristen. Og så, når man gennemsigtigt grunder i Gud? Så vedblive at være det. I mange henseender bliver dette problematikken for Kierkegaard, som han lader A.C. træde endnu højere op ad idealitetens trappe og efterlader tidligere pseudonymer som længst forcerede trin. Kristus er bogstaveligt talt blevet vejen, Kristi liv det altafgørende(11), og Kierkegaard bliver i sin selvforståelse en "Meddiscipel", hvis opgave det er at modarbejde kristenhedens "Kjellingestreg"(12) og revidere bestemmelsen "at være kristen"(13).

Indøvelse i Christendom er et komplement til Sygdommen til Døden; skønt dens radikale skridt ud af beundringen også er en videreudvikling. Sammen tegner de for mig at se billedet af A.C. som den mest tungtvejende blandt pseudonymerne i forhold til bestemmelsen og vurderingen af kristendomsforståelsen forfatterskabets værker imellem. I overensstemmelse med Indøvelse i Christendom, der fastslår, at den sande kristne ikke er en beundrer men en efterfølger (14), glider Kierkegaard med A.C. ind på den overordentliges plads: Efterfølgerens .

Som Kristus kæmpede imod den herskende tro, Jødedommen for at formidle sandheden i kristendommen, bliver Kierkegaards analoge kamp striden mod sin tids herskende tro (kristenheden) for at genindsætte kristendommen.

Kristendommen er i forfatterskabets sidste værker blevet identisk med en afdøen fra det jordiske, et had til verden, en indesluttet og ensom kamp for at blive sig selv, påtage sig den lidendes kamp for at blive kristen. Kierkegaard ender således sit liv med den voldsomme kirkestorm, for mig at se ikke i uoverensstemmelse med forfatterskabet, som Johannes Sløk konkluderer(15), men afgjort i overensstemmelse hermed, når det betragtes som en udvikling af positioner i retning af A.C.s definitivitet.


DIAGRAM

...

Diagrammet tager udgangspunkt i det udvortes tryk, der gør én bevidst om sin fortvivlelse, hvorfor den "uegentlige fortvivlelse" tænkes venstre herfor. Forholdet mellem "kurvens" stigning og fald er blot en anskueliggørelse af retningen henholdsvis mod og væk fra helbredelsen, troen.

Betingelsen for at blive "selvet gennemsigtigt grundende i Gud" er "omvendelsen" til fortvivlelsen om det evige (S.V. 15, s. 116). I den indesluttede fortvivlelse over sin svaghed må da åbenbaringen (om tro/synd) finde sted, efter hvilken man enten foretager det troende spring, helbredes, eller forarges og bevidst synder i trods.

"Teknisk" set må det tages for givet - skønt det ikke ekspliciteres - at synderen selvfølgelig på et hvilket som helst tidspunkt kan tilgives og blive troende, hvorfor springet potentielt strækker sig fra indesluttetheden og helt ind i trodsens fortvivlelse.

"Det dæmoniske selv" (s. 126-127) refererer til den højest potenserede bevidsthed og synd, hvis maksimum er djævelen. I dette felt placerer sig også "digter-eksistensen" (s.131-132), den måske mest "eksklusive" fortvivlelse: "er Pælen i Kjødet Udtrykket for, at han skal bruges til det Overordentlige, er det for Gud ganske i sin Orden med det Overordentlige, han er blevet? eller er Pælen i Kjødet Det, han skal ydmyge sig under, for at nå det almene Menneskelige?" Denne fortvivlede i "n'te potens" afspejler givetvis Kierkegaards eget dilemma præcis med Sygdommen til Døden; alt er kortlagt, han er ikke ganske sikker på, hvor han selv står. Efter Indøvelse i Christendom og Øieblikket har han derimod sagt det almene Menneskelige definitivt farvel og er blevet "Efterfølger".

Rune Engelbreth Larsen
1992 / Humanisme.dk 2002


NOTER

1) Jf. Johannes Sløk: Kierkegaard - humanismens tænker.

2) A.C.s udfald mod kristenheden (kirken, præsterne - den "kristne kultur") i Sygdommen til Døden ("misbruget" af kristendommen, S.V. 15, s. 153-154; note 2, s. 178) og Indøvelse i Christendom (den sande kristendoms kirke kan kun være "stridende" med verden, S.V. 16, s. 208-211). Central er kategorien "afdøen" (S.V. 15, s. 68: "Kjerlighed til Gud er Had til Verden" S.V. 16, s. 209), hvilket bliver "Øieblikket"s kardinalpunkt (kristenheden er det "modsatte" af kristendom, S.V. 19, s. 114; "Selvhadet", "afdøen" jf. s. 163, "Du skal elske din fjende, da Gud er din Dødsfjende", "Du maa døe, afdøe" s. 176). Grænsende til det eskatologiske opgør med og ophør af verden ("fysisk" forstået).

3) Georg Brandes om Kierkegaard: "Han var ved Opdragelse, ved Pietet, ved Livsskjæbner indelukket i den bestaaende Kirke som den, der i et Fængsel er indesluttet ved den ene Krands af Fængselsmure omkring den anden. Han kjæmpede sig dog igjennem dem alle og trængte ud i Dagslyset. Det er denne Bevægelse, Bladartiklerne i Sandhedsvidnestriden og særlig Tidsskriftet Øieblikket betegner, og derfor vil Øieblikket blive staaende i Literaturen som det korteste Resume af hvad han tænkte og vilde, som hans Livs egentlige og afgjørende Bedrift" (Udvalgte Skrifter, Tiderne Skifter 1985, Bd. 3, s. 176).

4) Selv bruger Kierkegaard ikke her udtrykket "sluttet" i denne forbindelse, men en enkelt gang i nærmest modsat henseende (s. 160). Jeg har alligevel valgt at benytte det i forsøget på at anskueliggøre selvets kendetegn før og efter fortvivlelse.

5) J. Climacus' bestemmelse i Philosophiske Smuler: "Troens Slutning er ingen Slutning men en Beslutning, og derfor er Tvivlen udelukket" (S.V. 6, s. 76).

6) A.C. bestemmer i Indøvelse i Christendom betingelsen for at blive kristen: "Den første Betingelse for at blive Christen er at blive ubetinget indadvendt. Saaledes uendelig indadvendt har den indadvendte aldeles Intet med noget andet Menneske at skaffe" (S.V. 16, s. 210).

7) "Christus var Sandheden [personificeret], var Veien, eller var Veien i den Forstand, at Sandheden var Veien" (S.V. 16, s. 196).

8) "Dette er den Prøve: at blive og vedblive at være Christen, en Lidelse, med hvilken ingen anden menneskelig Lidelse kan sammenlignes i Smerte og Qualfuldhed" (S.V. 16, s. 186).

9) Jf. Begrebet Angest (S.V. 6, s. 176-177).

10) "Hvorledes bliver da den Lærende Troende eller Discipel? Naar Forstanden er entlediget og han faaer Betingelsen. Naar faaer han Betingelsen? I Øieblikket. Hvad betinger denne Betingelse? At han forstaaer det Evige. (...) I Øieblikket faaer han Betingelsen og han faaer den af hiin Lærer selv [Gud]. Al Fablen og Udbasunen om, at han, skjøndt han ikke fik Betingelsen af Læreren, dog var snu nok til at opdage Gudens Incognito (...) - det er Kjellingesladder" (S.V. 6, s. 60).

11) Til forskel fra f.eks. Philosophiske Smuler: "'Vi have troet at Guden Anno det og det har viist sig iblandt os, og er derpaa død' - det er mere end nok" (S.V. 6, s. 93).

12) Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (S.V. 18, s. 126 og s. 168).

13) Øieblikket nr 10 (S.V. 19, s. 318-322).

14) "Beundreren" af Kristus er en Judas, "Efterfølgeren" er den sande kristne (S.V. 16, hhv. s. 228 og 236). I Sygdommen til Døden kalder A.C. dog beundring for "lykkelig selvfortabelse" (S.V. 15, s. 139), hvori ligger det sidste trins forskel på de to værker af A.C., hvis kristendomsforståelse i Indøvelse i Christendom når samme radikalitet som Øieblikket.

15) Johannes Sløk: Da Kierkegaard tav, s. 123 (Hans Reitzel, 1980).