Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Politi

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

At tjene ordensmagten er samfundets ædleste hverv.

Få mennesker påhviler dagligt et ansvar så tungt, som påhviler den, der gør tjeneste under ordensmagten. Menneskekundskab, fordomsfrihed og retfærdighedssans af allerhøjeste kaliber samt grænseløs tålmodighed, overbærenhed og intelligens hører til betjentens fremmeste karaktertræk, om han skal kunne gribe ind i og afklare de mange forskelligartede situationer, hvor borgere kommer i konflikt med hinanden.

At vie sit liv til at beskytte sine medmenneskers private og fælles interesser udgør en ikke altid ubetydelig risiko, som betjenten og hans nærmeste tillige må være parate til at acceptere.

Sociale problemer og personlige frustrationer er skyld i mange konflikter, som betjenten ufrivilligt kan blive en ildeset og forhadt hovedperson i, alene i kraft af sit hverv. Men også politisk afmagt kan skabe voldsomme spændinger, og ganske uretfærdigt retter vreden sig til tider mod den udøvende magt i stedet for den lovgivende. Betjenten havner i rollen som verbal skraldespand eller korporlig lynafleder for en harme, der egentlig er møntet på politikerne.

Under disse betingelser, er der da næppe heller det menneske, som ikke har forståelse for, at selv repræsentanter for ordensmagten trods alt kan komme til at træde ved siden af i en presset situation og miste besindelsen, uanset hvor ædle karaktertræk betjentene så ellers måtte være udrustet med.

Det er kun menneskeligt.

Mange betjente oplever da også på nærmeste hold faretruende yderligheder, som de fleste ellers kun betragter på sikker afstand af en fjernsynsskærm. Hvem kan således ikke forstå aggressionen hos den betjent, som har måttet beskytte sig imod en regn af kasteskyts? Hvem kan ikke forstå ophidselsen hos den, som har set blodige tandstumper spredt ud over asfalten efter en kollega, der har fået sit tandsæt knust af en brosten? Og hvem kan vel fortænke et menneske med disse erfaringer i at komme til at fare mere ublidt frem under en anholdelse af stenkasterne?

Men at tjene ordensmagten er samfundets ædleste hverv.

Hvordan ordensmagten klarer paragrafferne, siger mere om samfundets tilstand end noget andet, for den udøvende magt opererer netop dér, hvor samfundet går op i limningen. Ordensmagten er således også samfundets spejl. Karakteren af sprækkerne såvel som af ordensmagtens evne og beføjelser til at udbedre disse afspejler det samfund, de er opstået i. Her står samfundet sin prøve, og på udfaldet skal det dømmes. Jo færre sprækker, og jo mere værdigt og samvittighedsfuldt magten udøves her, hvor modsætninger brager sammen i store og små dramaer, desto mere værdigt og samvittighedsfuldt udøves magten selvsagt også i det øvrige samfund.

Og omvendt.

Politiet har patent på legal, voldelig magtanvendelse, og at udstyre et korps med denne unikke magt tydeliggør kun yderligere, hvorfor den enkelte betjent er pålagt en så enestående grad af samvittighedsfuldhed.

Ethvert misbrug af denne magt er derfor af den allerstørste alvor. Magtmisbrug afføder en mistillid til politiet, og en mistillid til politiet er en mistillid til det samfund, hvis fællesinteresser politiet har fået til opgave at tjene. Hvor en begrundet mistillid til politiets samvittighedsfuldhed ikke kan overvindes af en endnu større begrundet tillid til samfundets basale retfærdighed eller evne og vilje til at forhindre og irettesætte magtmisbruget, men i stedet bliver mødt med yderligere magt, har samfundet ikke afkræftet, men begrundet og forstærket mistilliden yderligere.

Intet samfund kan være tjent med - eller i den yderste konsekvens overleve - en sådan udvikling. Det er en ond cirkel. Derfor er det selvfølgelig blandt samfundets og politiets vigtigste opgaver at undgå enhver form for magtmisbrug og deraf følgende begrundet mistillid.

Politiet er også i den henseende samfundets spejl.

De fleste kender den blanding af afmagt, frygt og uforløst aggression, der følger af blot at have været udsat for en uprovokeret, verbal trussel, uden at have været i stand til at besvare den - den efterladte brod forgifter og gnaver i sindet længe efter.

Hvor meget større er afmagten, frygten og den indestængte aggression ikke hos den, der er blevet udsat for en overdreven eller uberettiget magtanvendelse af den selv samme magtfaktor, som skulle være en upartisk beskytter? Og hvor meget mere uafrystelig er da ikke brodens bitterhed og vrede efter et voldeligt overgreb fra politiets side?

Plastichåndjern, som i timevis snører håndledene sammen, så fingrene bliver isnende følelsesløse. Ukontrollable politihunde, der borer deres tandsæt i kødet på vilkårlige demonstranter. Syge indespærrede uden lægetilsyn, der dør i detentionen. Anholdte i håndjern, som sparkes med hovedet i asfalten. Forfalskede politirapporter. Tidsubegrænset isolationsfængsling. Benlås.

Det sker i dagens samfund. Kun den blinde kan benægte det, og det kan ikke retfærdiggøres i ét eneste tilfælde. For nogle af ofrene kan frustrationen og mistilliden til samfundet kun lindres ved at give både politi og samfund tilbage med samme mønt.

Hvem kan således ikke forstå aggressionen hos det menneske, som har måttet beskytte sig imod politiets hunde og knipler? Hvem kan ikke forstå ophidselsen hos den, som har set blodige tandstumper spredt ud over asfalten efter en ven, der har fået sit tandsæt knust af knippelslag? Og hvem kan vel fortænke et menneske med disse erfaringer i at komme til at fare mere ublidt frem under en demonstration imod lovens håndhævere?

De vedholdende vidnesbyrd, der hober sig op om brutal politivold og voldsomme forhånelser kan ikke afvises af et korps, som har udviklet sig til en aktiv interesseorganisation, der i stigende grad kæmper for egne beføjelser og magtmidler. Oprustning med maskinpistoler og kraftigere håndvåben, hvis behov er blevet lige så lidt dokumenteret, som politikerne har stillet spørgsmålstegn ved deres anskaffelse.

Hvad kom så først, hønen eller ægget, kniplen eller brostenen? Svaret er ikke afgørende - konfrontationen og oprustningen er i sidste ende politikernes ansvar.

Afgørende er det imidlertid, at ingen med troværdigheden i behold kan hævde, at politiet er en neutral ordensmagt, der blot handler på samfundets og fællesskabets vegne. Politiet er blevet en dreven politisk magtfaktor med partipolitisk slagside af stærkt højreorienteret koncentrat. Bevæbnet til tænderne. Med et skarpt øje og et stort register for politiske og sociale detaljer.

Og altafgørende er det at konstatere, at intet samfund kan være tjent med en udvikling, hvor politiet får vanskeligere ved at efterleve hele essensen og ideen bag ordensmagten som samfundets mest samvittighedsfulde og apolitiske faktor overhovedet. Fortsætter denne udvikling, kan det ultimativt tvinge mennesker til at bekæmpe eksistensen af selv samme politi - for ordensmagtens skyld.

At tjene ordensmagten er samfundets ædleste hverv.

Rune Engelbreth Larsen
Leder i Faklen 18, januar 2001


LÆS OGSÅ: Rune Engelbreth Larsen gør selvkritisk status over egne humanistiske tilløb i 1990'erne: Humanistisk retrospekt, 1990-2000