Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Morten Østergaards populisme øger klapjagt på ledige

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Danmarks Radio producerede i 2013 en 'dokumentar-serie' med titlen »Aktion socialt bedrageri«, som jeg uden at tøve vil klassificere som politisk propaganda. Der blev i den grad vildledt omkring 'socialt bedrageri', og serien bidrog derved til at intensivere den igangværende klapjagt på de ledige, der var blevet reaktualiseret af regeringen i efteråret 2011.

Det var dengang daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og daværende socialminister Karen Hækkerup lancerede et koordineret regeringsangreb på 'selvforskyldt ledighed' og de lediges »krævementalitet«.

Siden er det kørt slag i slag med grænseoverskridende overvågning af lediges seksualvaner, medicineringskrav, lorteopsamling og social adfærdskontrol, hvilket Danmarks Radio valgte at stille sig mere eller mindre ukritisk til rådighed for i den pågældende serie.

Vi fik således at vide, at der blev begået socialt bedrageri for »en halv storebæltsbro« om året - et absurd overdrevet gæt, som intet som helst havde med virkeligheden at gøre, hvilket jeg har dokumenteret i min bog Ledighed og ledighad.

Siden har Danmarks Radio promoveret den højreekstreme erhvervsguru Asger Aamunds ledighedsindpiskning i tv-serien »Asger og de langtidsledige«, og i den nye tv-serie »Den dag de fremmede forsvandt«, møder vi så dagpengemodtagere, som takker nej til et jobtilbud.

Moralen er klar: De ledige er nogle nassere, der bare kan komme op af hængekøjens driverliv og bestille noget.

De Radikales nye leder Morten Østergaard har straks grebet bolden og er gået i populistisk Kjærsgaard-mode. Ganske vist er det ikke for at ramme muslimerne, at han forvrider enkeltsager for at kræve proportionsforvrængende stramninger, men 'blot' for at ramme de ledige.

Fordi han i et DR-program har set dagpengemodtagere takke nej til et job, farer han op af æsken med rabalder mod hele dagpengesystemet på forsiden af Jyllands-Posten - præcis som Pia Kjærsgaard, når hun i en eller anden sammenhæng har set nogle muslimer gøre et eller andet, hun ikke bryder sig om, og straks indtager avisforsiderne for at kræve stramninger af udlændingeloven.

Østergaard er ikke et hak bedre, når han melder følgende ud: »Hvis man siger nej til et arbejde, der bliver tilbudt, så synes jeg, at alting hører op.« (Jyllands-Posten, 27.11.2014).

Hører »alting op«? Fordi nogle dagpengemodtagere siger nej tak til et jobtilbud?

Gu' gør det da ej. Det er skinbarligt populistisk hysteri. Ingenting »hører op«, fordi ikke alle ledige vil gøre hvad som helst når som helst for hvem som helst. Men sådan er de populisitske jagtmarker åbenbart ved at blive fordelt, så der også bliver nogle hektar, De Radikale kan boltre sig på. Helt i tråd med den tåkrummende jubel, der udspillede sig på partiets landsmøde over at »stå fast« over for titusinder, der er faldet ud af dagpengesystemet.

Men hvad Østergaard & Co. ikke vil se i øjnene, er, at hundredtusinder er uden for det rigtige arbejdsmarked (også i den arbejdsdygtige alder), og at hundredtusinder vil fortsætte med at være uden for arbejdsmarkedet, UANSET hvad vi gør - og derfor også uanset om hver eneste dagpengemodtager siger ja til hvert eneste jobtilbud eller ej.

Ser man på gennemsnittet over de foregående fire årtier, er det således ekstremt iøjnefaldende, hvor små udsvingene er i forhold til, hvor mange der er på arbejdsmarkedet.

Til trods for, at der i denne periode har været vidt forskellige regeringer med vidt forskellig beskæftigelsespolitik såvel som adskillige kriser og konjunkturudsving, og til trods for at dagpengeperioden er barberet ned fra over otte år til kun to år, er udsvingene stadig meget små, når man ser på gennemsnittene af beskæftigelsesandelen pr. tiår:

Gennemsnit 1971-1980: 49,33 procent
Gennemsnit 1981-1990: 50,21 procent
Gennemsnit 1991-2000: 49,61 procent
Gennemsnit 2001-2010: 50,96 procent

Tallene viser, at uanset HVILKEN regering, uanset HVILKET tiår, så er det nu engang sådan, at omtrent halvdelen af hele den danske befolkning (fra spæd til olding) er på arbejdsmarkedet, og at halvdelen ikke er. Og går vi endnu længere tilbage, var beskæftigelsesandelen tilmed lavere.

Det betyder, at i det store billede er det inderligt ligegyldigt for samfundsøkonomien og sammenhængskraften, om der er en lille procentdel, som af og til takker nej til et jobtilbud, og det betyder, at når vi tvinger flere IND på arbejdsmarkedet, vil det reglen blot presse andre UD i sidste ende.

At smide nogle dagpengemodtagere i gabestokken, fordi de takker nej til et job, er ganske enkelt vildledende populisme af værste skuffe. Der er IKKE et overhængende problem med manglende arbejdslyst i det danske samfund, hvor beskæftigelsesfrekvensen er betydeligt højere end gennemsnittet i EU. Og hvor der i øvrigt ifølge en opgørelse fra 2012 udføres sammenlagt 350 millioner timers frivilligt ulønnet socialt arbejde om året af 1,8 millioner danskere.

Så nej, det er heller IKKE altid spørgsmålet, om hvorvidt »det kan betale sig«, der er udslagsgivende for, om man udfører et arbejde.

Men Østergaard er i fuld gang med at begrave De Radikales socialliberale arv, hvormed partiet gennem det 20. århundrede har bidraget til at skabe et solidarisk velfærdssamfund, der sikrede frihed, trivsel og tryghed for ledige og sørgede for, at arbejdsløse ikke behøvede flytte fra hus og hjem eller underkaste sig et hvilket som helst krav i jobbets hellige navn.

Dermed sikres jo netop også gode arbejdsvilkår og rimelig løn for dem, der ER i arbejde, fordi man ikke behøver være direkte panikslagen over udsigten til arbejdsløshed og således står stærkere, når man stiller krav til rimelige arbejdsforhold.

Det vanskeliggøres til gengæld i stigende grad i dag, bl.a. takket være Østergaard.

For når ledige TRUES med underkastelse, tvang, overvågning, hetz og forargelse, griber frygten også om sig blandt lønmodtagere, der presses til at sælge deres arbejdskraft billigere og billigere og til ringere og ringere arbejdsvilkår for at minimere truslen om ledighedens stigmatisering.

Befolkningen skal tvinges til en arbejdsmoral, ifølge hvilken ledige skal sige ja til alt og gøre alt.

Dét er det nye formål med overførselsindkomsterne: Ledige får en stadig mere beskeden check for at underkaste sig hvad som helst. Ikke fordi vi vil sikre en vis levestandard, så ledige via et vist forbrug også kan bidrage til at holde andre i arbejde. Og ikke for at sikre et samfund uden sociale vrag og fattige.

Nej, men derimod for at underkaste de ledige, så lønningerne presses ned, og vi får en arbejdsstyrke, som vil gøre så meget som muligt, så tit som muligt for så lidt som muligt.

Det er dét, der ligger bag Østergaards proportionsforvrængende populisme. Arbejdsudbuddet skal være større, så lønniveauet falder.

Det danske samfund skal ikke længere karakteriseres af et TRYGHEDSssystem med udstrakt frihed og solidaritet, men derimod af et TRUSSELSsystem med hårdkogt adfærdsregulering og tvang.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 5.12.2014