Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Lars Hedegaard er på vej i Folketinget - til højre for DF

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Ikke nok med at alting er rykket mod højre i dansk politik de seneste år, hvor nationalismen er stormet frem, men nu er Lars Hedegaard på vej i Folketinget for at repræsentere en fløj, der på det værdipolitiske felt sågar ligger til højre for Dansk Folkeparti.

De store partiers mangeårige og gradvise knæfald for Dansk Folkeparti har legitimeret og promoveret en yderligtgående nationalkonservatisme i en sådan grad, at dens værdipolitiske agenda allerede gennemtrænger eller presser og påvirker det store flertal af partier på Christiansborg.

Derfor er Hedegaards chancer for at blive valgt temmelig gode i mine øjne - hvilket jeg skal vende tilbage til. Men der er også andre potentielle nyskabelser på vej i dansk politik, vel også hjulpet på vej af politikerleden, der måske er mere udtalt end nogen sinde.

Tilbagevendende løftebrud, moralsk forfald, magtsyge og spin trækker sine spor i dansk politik, hvor mørklægning og ordskvalder er ved at blive gængs praksis. Det inviterer selvfølgelig flere til at udfordre de gamle partier.

Samtidig fører sociale nedskæringer og den dehumaniserende tilgangsvinkel til borgere uden for arbejdsmarkedet til voksende frustration i store befolkningsgrupper, og regeringens åbenlyse jubel over at være gået 'reform-amok' bidrager utvivlsomt også til, at vælgertilliden styrtdykker og fører til vælgerryk mod begge fløje.

Næsten halvdelen af vælgerne orker hverken at se Lars Løkke Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt som statsminister efter det kommende valg, viste en analyse for Altinget.dk i sommers. Alligevel vil vi utvivlsomt se folketingsvalget præsenteret på 'præsidentvalgets' præmisser af både Venstre, Socialdemokratiet og den samlede presse.

Men det er ganske enkelt ikke begejstring og tilslutning, der for alvor flytter stemmer fra den røde til den blå statsministerkandidat - eller i modsat retning. Det er FRAvalg.

For flere og flere handler det slet ikke om at stemme på den bedste statsministerkandidat, men om hvordan man FRAvælger den værste. Begejstringen eller 'tilslutningen' findes kun i dele af partiernes stadig snævrere medlemskredse.

Ikke underligt at der er flere alternativer, der forsøger at komme ind på Christiansborg. Ikke mindst Alternativet, der minder mere om De Radikales humanistiske rødder, end De Radikale gør, men som samtidig er nytænkende både i forhold til partiets kommunikation, organisation og politik.

Det antidemokratiske bureaukrati, som bliver nidkært opretholdt af 'gamle' partier, gør det imidlertid til en voldsomt tidskrævende og næsten umulig opgave overhovedet at blive opstillingsberettiget - medmindre man har en stribe kendte politikere i Folketinget i forvejen, så en maksimal eksponering og et flow af indtægter er sikret.

Opstillingsproceduren er imidlertid i sin essens dybt antidemokratisk, og slipper et nyt parti endelig igennem denne del af nåleøjet, er de etablerede partiers valgmaskiner smurt med millioner og atter millioner af skattekroner (udover de private bidrag), hvilket selvsagt gør det til en endnu mere ulige kamp.

Alternativet er nu halvvejs med indsamlingen af vælgererklæringer og har med en synlig Uffe Elbæk i Folketinget samt en usædvanlig kreativitet blandt græsrødderne en chance for at blive opstillingsberettiget inden næste valg.

Andre partidannelser får vanskeligt ved at nå bare perifert i nærheden af at komme på stemmesedlen. Det gælder også Nationalpartiet Danmark, der er seneste skud på stammen.

Havde det ikke været for de urimeligt tids- og omkostningskrævende opstillingsbetingelser, som et nyt parti næppe kan forestille sig omfanget af, før det er gået i gang, kunne de måske få en vis medvind blandt nogle af de vælgere, der er frustrerede over 'DF-iseringen' af dansk politik.

Nationalpartiet Danmark, der trods navnet er et forsøg på at vriste 'danskhedspatentet' ud af Dansk Folkepartis næver og vise, at der er andre danske farver og etniciteter end hvid og hvid, vil nok forsøge at appellere til den midterpolitiske »Nok er nok«-position.

Det var den, hvormed Gitte Seeberg skabte Ny Alliances gennembrud i 2007 - men ret hurtigt blev snigløbet af Anders Samuelsen & Naser Khader i fatal alliance med Lars Løkke Rasmussens tidligere rådgiver Ulla Østergaard, der kynisk og manipulatorisk marginaliserede Seeberg og manøvrerede partiet over i Foghs arme.

(Alt sammen dokumenteret i Christoffer Guldbrandsens fremragende dokumentarfilm om Ny Alliances storhed og fald: »Dagbog fra midten«)

Men det kræver nok en Gitte Seeberg at reaktivere denne position, og den markante 'indvandrerprofil', som Nationalpartiet Danmark bliver tilskrevet, fordi stifterne bl.a. er stiftet af tre brødre med pakistanske rødder, har allerede mødt den danske virkelighed på de sociale medier og i online-debatten. Her trives flere steder et ekstremt udbredt og skræmmende råt had mod borgere med indvandrerbaggrund i almindelighed og muslimer i særdeleshed.

Lars Hedegaard er en tredje nyskabelse blandt potentielle nye ansigter på Christiansborg, og han er smart nok sprunget helt udenom de antidemokratiske opstillingsprocedurer og tager i stedet chancen som løsgænger.

Så kan man nøjes med 150 stillere og skal ikke spilde en kvart million kroner og titusind arbejdstimer på at samle vælgererklæringer, som det kræves af et parti. Til gengæld skal han have omkring 20.000 personlige stemmer i kun én storkreds for at blive valgt ind som løsgænger, og det er sjældent set.

Jeg tror dog som nævnt, at Hedegaard har en pæn chance. Han er et kendt ansigt og offer for en afstumpet attentatmand, hvilket af forståelige grunde bliver gentaget igen og igen efter Tyrkiets bizarre håndtering (eller mangel på samme) af sagen. Som tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet og en af de mangeårige spydspidser i den efterhånden frembuldrende antimuslimske 'bevægelse' herhjemme, står han ekstremt stærkt på den nationalistiske fløj.

Nu er Dansk Folkeparti meget tæt på at (kunne) komme i regering, og selv om det i givet fald vil blive den mest indvandrerfjendtlige regering i Europa, vil det langtfra være tilstrækkeligt for alle i og omkring Dansk Folkeparti. Partiet vil blive meget mere sårbart over for intern opposition, også selv om man 'kun' bliver blåt støtteparti - forventningerne vil være endnu større til en endnu mere kold og uforsonlig værdipolitisk linje end i nullerne.

Her fremstår Hedegaard mere kompromisløs end selv Kjærsgaard og Thulesen Dahl. Og Hedegaard kan såmænd blive mere og flere end Hedegaard på længere sigt, hvis det lykkes ham at komme i Folketinget ved det førstkommende valg.

I lighed med kun enkelte andre politikere vil han stå fast på sine principper og standpunkter. Han kan ikke købes i en politisk studehandel eller kaldes til 'orden' som andre rygradsløse politikere i de fleste etablerede partier. Han kommer heller ikke til at sige ét før et valg og noget andet efter - hvilket desværre er en egenskab, der er hårrejsende mangel på i de nuværende regeringspartier.

Lad os bare se i øjnene, at det er på den nationalistiske fløj, vi finder nogle af de mest karakterstærke politikere i dansk politik i dag, og Hedegaard er en af dem.

Tænk hvis der fandtes flere politikere i f.eks. Socialdemokratiet, der turde stå mindst lige så engageret på en genuin humanistisk politisk linje, som f.eks. Hedegaard står engageret og umisforståeligt for en utilsløret antihumanistisk linje?

Måske ville det betyde en forskel frem for den evindelige halvhjertethed, hvormed Thorning-Schmidt og tidligere Søvndal har underprioriteret kritikken af Dansk Folkeparti, mens de er luntet længere og længere i samme retning og dermed blot har legitimeret og promoveret partiet? Troen på, at man kunne vinde 'sine' vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti ved at nærme sig deres position, er slået fatalt fejl år efter år, valg efter valg efter valg.

Nu har Dansk Folkeparti vokset sig så store, at der oven i købet kan være plads til en endnu mere nationalistisk og endnu mere antimuslimsk position i Folketinget.

Og Hedegaard er en politiker i kamp - bogstavelig talt, hvilket da også fremgår af flere af hans udmeldinger det seneste tiår. Her er hans 'profeti' (fra 2004), der fortæller noget om, hvilken politisk virkelighed han vil bidrage med på Christiansborg:

»Islams efterhånden massive tilstedeværelse i Danmark betyder, at velfærdsstaten står over for sin afvikling. Demokratiet vil blive afløst af etniske og religiøse konflikter, og selve enhedsstaten vil vige til fordel for parallelsamfund med forskellige værdinormer, politiske systemer og retsopfattelser. Medmindre dansk politik ændrer afgørende retning, vil fremtiden - og jeg taler om den umiddelbart forestående fremtid - blive præget af kampe om den territorielle kontrol. Konkret kommer kampen til at dreje sig om, hvem der omringer hvem, og hvem der kan kontrollere den fysiske kommunikation mellem de vigtigste befolkningscentre. Dele af den gammeldanske befolkning, der ikke har mulighed for eller penge til at nå over på dansk-kontrolleret område, vil ikke have anden mulighed end at konvertere til islam - fordi alternativet vil være endnu værre. Det er sådan, jeg ser den danske - og i øvrigt europæiske - fremtid. Efterhånden vil det gå op for flere og flere, at det har været det egentlige tema for den danske historie, siden den muslimske indvandring startede for godt 30 år siden. Og denne historie vil sætte sig igennem bag om ryggen på alle andre end de imamer og islamiske missionsselskaber, hvis plan om verdenskontrollen ikke har ændret sig en tøddel siden Muhammeds dage.« (Tidehverv 2004, s. 206f).

En surrealistisk absurditet, men en opfattelse, der utvivlsomt deles af en del i den ekstremt polariserede debatvirkelighed i dagens Danmark.

Og den krigeriske konfrontationstænkning, som gennemsyrer citatet, har Hedegaard ingenlunde lagt bag sig. Seks år senere udtalte han: »Indtil islam er reformeret, er jeg bange for, at jeg er nødt til at sige, at det bliver evig krig, indtil én af os vinder. Eller indtil vi overgiver os.« (Tale til International Free Speech Society, Canada; 3.10.2010).

Karakteristisk nok handler hans »valgprogram«, der er offentliggjort i sin helhed af Jyllands-Posten, også alene om kampen mod islam. Der findes intet andet i Hedegaards univers.

Og skulle der endelig være noget i Hedegaards valgprogram, der for en sætning eller to SER UD, som om det handler om noget andet (f.eks. folkeskolen eller EU), så vender han lynhurtigt tilbage til kampen mod islam.

Kernen er: »Islam tillader ikke muslimer at smelte sammen med vantro befolkninger eller støtte stater, der domineres af ugudelige (læs ikke-islamiske) regeringer. Islams magthavere kræver, at muslimer i vantro lande tværtimod opbygger parallelsamfund, hvor Muhammeds grusomme og uforanderlige lov, shariaen, skal gælde. Derfor har vi nu stadigt flere områder i Danmark, hvor statsmagten har mistet kontrollen.« (Jyllands-Posten, 16.10.2014).

Hedegaard kan åbenbart tale kategorisk og absolutistisk på vegne af hele islam og ALLE muslimer. Han er den antimuslimske kalif, der pudsigt nok kan diktere, hvad alle muslimer bør og skal, og derved ligner han påfaldende de mest yderligtgående islamistiske kræfter i deres opfattelse af islam.

Bare synd, at alle andre muslimer skal være gidsler i denne kamp mellem uforsonlige antimuslimer og uforsonlige islamister, der begge insisterer på deres patent på islam.

Hedegaard repræsenterer som nævnt et alternativ, der værdipolitisk ligger til højre for Dansk Folkeparti, og den position er ikke afsøgt til et folketingsvalg før. Men man skal ikke læse meget rundt omkring på nettet for at konstatere, at der er flere og flere på den nationalistiske fløj, der mener, at Thulesen Dahls & Co. er alt for 'pæne'.

Ja, dertil er vi kommet i dagens Danmark. En voksende skare finder, at Dansk Folkeparti ikke er yderligtgående nok over for landets muslimer.

Så mon ikke Hedegaard har en chance for at æde 20.000 af først og fremmest Dansk Folkepartis og Venstres stemmer i Sjællands storkreds, hvor han stiller op? I et politisk klima, hvor had mod muslimer i forvejen driver ned over siderne i debatter på internettet? Og hvor 'Den Korte Avis' med Ralf Pittelkow og Karen Jespersen spreder usaglig manipulation af værste skuffe for tusinder online hver eneste dag?

Jo, Lars Hedegaards nationalistiske og antimuslimske projekt har desværre en chance for at komme i Folketinget, hvor han vil forstærke Dansk Folkepartis bestræbelser på at underminere resterne af Danmark som et åbent, humanistisk ligebehandlingssamfund.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 22.10.2014