Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Er Naturstyrelsens top på naturens side?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Der er ét begreb, som mere end noget andet er altafgørende, når det handler om at forbedre naturens ringe tilstand i dag, og det er biodiversitet. Forenklet: Livets og levestedernes mangfoldighed. Eller med et mere poetisk ord: Artsrigdom.

Artsrigdommen styrtdykker både globalt og nationalt, og det har vi forpligtet os til at gøre noget ved inden 2020, men indtil videre går det fortsat kun den gale vej.

De foregående ministre har ellers talt pænt og meget om biodiversitet, både Karen Ellemann og Ida Auken, der begge var temmelig præsente i den naturpolitiske debat - men ikke gjorde noget, der ændrede de nedslående udsigter.

Miljøminister Kirsten Brosbøl har hidtil ikke været ret nærværende i den naturpolitiske debat, men til gengæld er hun begyndt at tage forskningen alvorligt - og handle.

En undersøgelse fra 2012 fra DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, viser, at spredning af gødning kan have ført til et tab på næsten halvdelen af alle arter på f.eks. ferske enge - til trods for, at de er beskyttede ifølge naturbeskyttelsesloven som såkaldt §3-natur. Helt absurd er det faktisk alligevel tilladt at smide både gylle og gift på en del af disse 'beskyttede' arealer - men denne absurditet vil miljøministeren nu gøre op med.

Der er således et meget tiltrængt forslag til et forbud på vej mod sprøjtegifte og gylle på de pågældende naturområder, hvilket vil betyde, at de faktisk bliver beskyttet, ikke kun af navn, men også af gavn.

Eller som Brosbøl siger i en pressemeddelelse: »Når arter uddør, kommer de ikke igen. Derfor er det soleklart, at hvis vi skal nå målsætningen om at standse tabet af både insekter, planter og dyr, så må vi turde tage nogle skridt, der gør en forskel.« (Miljøministeriet, 6.10.2014).

Lad os håbe, at dette er første af mange nødvendige skridt for at løfte naturtilstanden herhjemme.

Et væsentligt tiltag, der også kunne gøre en meget stor og meget tiltrængt forskel, ville være at gøre en aktiv indsats for den trængte skovnatur. Skovenes artsrigdom har det miserabelt i Danmark, fordi næsten hele landets skovareal er underlagt skovproduktion. Det vil sige, at motorsaven regerer stort set overalt, også på statens 120.000 hektar (1.200 kvadratkilometer) skov.

Det altoverskyggende formål med statsskovene er nemlig at producere tømmer, og det betyder, at træerne i reglen står tæt og ensformigt i mørke skove, hvor også naturlige vådområder drænes, så store maskiner lettere kan komme frem og fælde løs. Kun i meget ringe omfang får træer lov til at blive gamle og forfalde naturligt, selv om det netop er dét, der kendetegner naturlig skov og skaber grundlag for et stort antal arter.

Men ødelæggelsen af skovnaturens artsrigdom er i dag så fatal grad, at forskere ved DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet har vurderet de danske skove til at være i 100 procent »stærkt ugunstig« tilstand.

Naturstyrelsens top - der skulle være naturens ven og dermed også skovenes ven - er desværre i udtalt grad på motorsavens side i denne sag og er dermed én af de væsentligste trusler mod dansk natur og artsrigdom. Det er nøjagtig så trist, som det lyder: Den danske stat forringer enorme naturarealer i Danmark. Dagligt. Året rundt.

Naturstyrelsen - og dermed staten og Miljøministeriet - kunne i stedet beslutte at droppe al skovdrift i samtlige statsskove, så de blev omlagt til urørt skov. Det vil sige, at træer får lov til at blive gamle og forfalde på helt naturlig vis, og at man genetablerer de naturlige vandforhold ved at tilkaste grøfter og standse dræning (bortset fra de steder, hvor der er publikumsadgang via stisystemer).

Det har adskillige forskere slået til lyd for flere gange, hvilket jeg bl.a. har skrevet om for nylig:

At omlægge statsskovene til urørt skov vil kunne ske over en årrække på f.eks. 10-20 år, i hvilken overgangsfase der bl.a. skulle fældes en del ikke-hjemmehørende træarter og tyndes ud i de mørkeste skovområder for at skabe mere lysåben naturskov. Det ville kunne organiseres og tilrettelægges, så man ikke behøver at fyre en eneste skovarbejder, for eventuelt færre ansatte kunne ske ved naturlig afgang.

Der ville i samme overgangsperiode være behov for at slippe flere græsædere løs i skovene, hvorfor nogle medarbejdere også ville få en anden jobfunktion end i dag, fordi fritgående heste, kvæg, vildsvin og f.eks. europæisk bison (som i dag er udsat to steder i Danmark: i Almindingen på Bornholm og ved Vorup Enge syd for Gudenåen ved Randers) skaber mere naturlig skov.

Hvis der er noget, dansk skovnatur mangler, er det en større bestand af fritgående planteædere, der varierer skovnaturen og skaber grundlag for at bevare mange flere skovarter. Naturen skal med andre ord være lidt mere vild for at blive mere naturlig og meget mere artsrig - og så vil den også efter en etableringsfase i meget vid udstrækning blive til natur, der kan klare sig selv på naturens og artsrigommens egne præmisser.

En af de største barrierer for at gøre dette er imidlertid Naturstyrelsens top, der undslår sig med det 'argument', at den statslige skovproduktion tjener 100 mio. kr. hjem til staten årligt. Nu kunne man let mene, at 100 mio. kr. årligt er en meget lille pris for at få store dele af dansk natur på fode igen - men sagen er oven i købet, at det langtfra er givet, at staten tjener 100 mio. kr. årligt på skovdrift. Det vender vi tilbage til.

Men Naturstyrelsens vicedirektør Peter Ilsøe forsvarer sig med, at man som statslig myndighed på naturområdet har til »opgave at efterleve politisk besluttede retningslinjer«, hvorfor det er politikerne, der skal adresseres.

Det er jo rigtigt, at Naturstyrelsen blot skal gøre, hvad politikerne siger, men der er tre forhold at bemærke til Ilsøes udlægning her.

For det første glemmer han, at politikerne (og offentligheden) jo i vid udstrækning er afhængige af de informationer, som ikke mindste Naturstyrelsens top viderebringer. Det vil sige, at påstanden om et økonomisk overskud på statslig skovdrift lægger en dæmper på politikernes ønske om at løfte skovnaturens tilstand fra den eksisterende miserable, fordi det tilsyneladende 'koster' noget.

For det andet er det helt misvisende, når Ilsøe hævder om urørt skov: »Det vil ikke være gavnligt for friluftslivet, og det vil i øvrigt heller ikke være entydigt gavnligt for naturens variation.«

Urørt skov er entydigt gavnligt for naturens variation - når og hvis man forstår, at urørt skov selvfølgelig ikke blot vil sige at standse al skovhugst i morgen og så lade statsskovene sejle deres egen sø. Som nævnt ovenfor skal der først rettes op på skovdriftens ødelæggelse af skovene, der har stået på i generationer. Urørt skov - hvis det skal give mening - vil altså sige at få skovene bragt i en tilstand, hvor de naturlige forhold igen er tilvejebragt, og det indebærer flere fritgående plantæere og andre tiltag, der sigter mod bevarelse af biodiversiteten.

Der er med andre ord ikke tale om urørt skov, blot fordi vi holder op med at gøre noget; der er først tale om urørt skov i meningsfuld forstand, EFTER at vi har genetableret forudsætningerne for, at skoven igen kan være skov på naturens egne præmisser. Måske burde man bare kalde det naturlig skov eller vild skovnatur.

Endvidere er det et frit-i-luften-svævende postulat fra Ilsøes side, at dette skulle gå ud over friluftslivet. Stisystemerne friholdes allerede i dag for væltede træer i urørte skove, f.eks. Draved Skov i Sønderjylland. Friluftslivet skal bare vænne sig til en mere varieret og mere uforudsigelig skovoplevelse. Det kan være, at der er områder, hvor visse typer færdsel vanskeliggøres, men til gengæld bliver oplevelsesrigdommen desto større.

Både Naturstyrelsen og politikerne har da også for længst fået at vide, hvor galt det står til, og hvorfor der skal ske noget drastisk for skovnaturen i Danmark - og netop dét drastiske er urørt skov. Allerede i maj 2007 afholdt Teknologirådet f.eks. en høring om biodiversitetsmålene med deltagelse af politikere og en stribe forskere.

Her forklarede professor emeritus Peder Agger, der er tidligere formand for Naturrådet, at »udlægning af urørt skov er det enkelt-indgreb, som mest markant kan fremme biodiversiteten i Danmark«, og professor i makroøkologi Carsten Rahbek understregede, at »hvis man ønsker en hurtig effekt på biodiversiteten, er løsningen at stoppe al skovdriften i statsskovene« (Teknologirådets rapporter 2007/3). Rahbek tilføjede i øvrigt dengang, at det formentlig ville være gratis, måske enddog en økonomisk besparelse for staten.

Det er svar, der er klare og utvetydige. Medmindre forskernes svar i realiteten modarbejdes af Naturstyrelsens top.

Derfor er det for det tredje også tvivlsomt, om Ilsøe har ret i, at Naturstyrelsen tjener det meget runde og bekvemme beløb på ca. 100 mio. kr. om året ved at lade motorsaven frem for naturen regere i langt størstedelen af statsskovene?

Ifølge Ilsøe havde Naturstyrelsen således i 2013 indtægter på 250 mio. kr. og udgifter på 150 mio. kr. til skovdrift, men gad vide, hvor mange - eller rettere hvor få - udgifter, Naturstyrelsen medregner for at nå frem dette fabelagtigt flotte overskud? I 2013 havde Naturstyrelsen således fællesomkostninger for hele 446 mio. kr., så spørgsmålet er jo, hvor stor en del heraf, der reelt kan knyttes til skovdriften?

Det kunne være på sin plads med en uvildig udredning heraf.

For ganske vist skriver Ilsøe som belæg for sit regnestykke, at han »kan garantere, at Finansministeriet løbende kigger os i kortene, og vi har intet at skjule«, men det betyder jo ikke, at der ikke kan være forskellige opfattelser af, hvordan regnestykket bør stilles op.

Og desværre er der en række fortilfælde, hvor Naturstyrelsens top har haft et kreativt forhold til naturtilstanden såvel som argumenterne imod at gøre noget afgørende for at forbedre den. Tænk blot på skovsminkesagen i 2007, hvor Naturstyrelsen forsøgte at presse forskere til at ændre deres konklusioner om den ringe naturtilstand i skovene, hvilket de nægtede - hvorefter man bare lod som om, at de bakkede op om styrelsens skønmaleri alligevel. Også i 2013 forsøgte Naturstyrelsen ifølge Politiken at få den officielle vurdering af skovenes tilstand til at være »ukendt«, mens forskerne insisterede på en indrapportering til EU med status »ugunstig« tilstand.

I januar 2014 blev Naturstyrelsen endvidere skarpt kritiseret af Rigsrevisionen for ikke blot en række uregelmæssigheder i bogføringen, men også for ligefrem at opfinde fiktive konti med den hensigt at dække løbende bugetoverskridelser. Naturstyrelsen fik ved den lejlighed den ringest tænkelige karakter: »ikke tilfredsstillende«. Styrelsens daværende direktør Niels Christensen blev fyret - en fyring, hvor det også spillede ind, at der ikke var orden i regnskabsføringen.

I maj 2014 annoncerede Naturstyrelsen fyringer - igen. Adskillige af de medarbejdere, der skulle ofres, beskæftigede sig med overvågning af naturtilstanden, hvorfor der ifølge styrelsens Intranet ville blive reduceret i antallet af målinger på bl.a. miljøfremmede stoffer i fisk, muslinger og snegle samt på dyreplankton i hav og søer. Desuden færre togter til den marine iltsvindsovervågning og mindre overvågning af lysåbne naturtyper.

Det korte af det lange er, at Naturstyrelsen har utallige medarbejdere, der gør en formidabel indsats for naturen, men at Naturstyrelsens ledelse svigter naturen i flere tilfælde - og for skovenes vedkommende simpelthen er en bremse i forhold til at forbedre naturtilstanden på afgørende vis.

Men er der ikke også behov for en bedre naturtilstand i de private skove? Jo, afgjort. Men man må jo begynde et sted, og det er nærliggende at begynde i de 120.000 hektar skove, der trods alt tilhører os allesammen, og som ikke bør drives i konkurrence med de private, men derimod på naturens præmisser. 100 procent.

Så kære miljøminister Kirsten Brosbøl: Fortsæt den gode idé om at »turde tage nogle skridt, der gør en forskel«, som du selv formulerer det. Og gør noget afgørende vigtigt for skovnaturen: Stands al statslig skovdrift 100 procent. Gerne over 10 år, max. 20 år, og lad os få 120.000 hektar god naturlig statslig skovnatur i Danmark, hvor der er mange flere forskellige fritgående planteædere end i dag.

Det ville afgjort kunne mærkes, og det ville utvivlsomt forbedre den nuværende vurdering af dansk skov, der i dag er i 100 procent »stærkt ugunstig« tilstand.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 7.10.2014