Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ISIS' gru og ytringspligtens dobbeltstandarder

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Den bestialitet, der har kendetegnet ISIS, placerer principielt organisationen på samme vej som nogle af de grusomste politiske bevægelser, verden har set. Selv om omfanget af brutaliteten naturligvis ikke kommer i nærheden af f.eks. nazisterne, stalinisterne, maoisterne og talrige andre totalitære kommunistiske og fascistiske bevægelser, er de i deres fremfærd beslægtede.

Derfor giver det mening, at der i moskeer og blandt fremtrædende og kendte muslimer bliver taget afstand, så radikaliserede (og potentielt radikaliserede) unge på ingen måde kan være ubekendte med andre muslimers advarsler og utvetydige afvisninger af ISIS.

Men det udefrakommende og ofte meget nedladende og mistænkeliggørende krav til muslimer om at 'tage afstand' og mere eller mindre gå offentlig bodsgang på vegne af formelle trosfæller går ofte over gevind. I reglen bliver det et ensidigt krav, der for flere afsenderes vedkommende primært har til formål at mistænkeliggøre alle muslimer.

Og muslimer skal ikke blot tage afstand, det skal også kunne høres eller læses af den antimuslimske fløj, ellers 'gælder det ikke'. For hvilken suspekt dagsorden til fremme af ISIS har andre muslimer mon ikke, hvis ikke f.eks. Trykkefrihedsselskabet, Martin Geertsen, Rasmus Jarlov og Pia Kjærsgaard personligt har hørt, læst, korrekturlæst og accepteret ordlyden af en offentliggjort og højlydt udbasuneret afstandtagen?

Jeg mindes imidlertid ikke at have hørt mange af de samme politikere og debattører kræve offentlige afstandsritualer, når ekstremister af anden observans begår brutale modbydeligheder?

Forskellige steder i verden finder vi jo ellers også eksempler på blodige og grusomme overgreb begået af yderligtgående kristne, buddhister og jøder, såvel som af ateister af både konservativ, liberalistisk og socialistisk tilsnit. Men her behøver ingen af deres formelle meningsfæller herhjemme pudsigt nok tage afstand.

Der er en parallel til dobbeltstandarderne i ytringspligtens rituelle krav om afstandtagen - dobbeltstandarderne i ytringsfrihedens rituelle heroisering af hån.

Generaliserende foragt, dæmoniserende retorik og nedladende udtalelser om muslimer og islam bliver ofte forsvaret af ytringsfrihedsfortalere, fordi indskrænkninger i ytringsfriheden, der kunne undgå en sådan retorik, risikerer at blive en glidebane. Jeg er enig i dette grundlæggende forsvar for ytringsfriheden.

Men når et sådant forsvar for ytringsfriheden, der sker på baggrund af dæmoniserende og dehumaniserende retorik, ikke samtidig ledsages af klar kritik af retorikkens tilsigtede propaganda, kan det i værste fald udarte sig til tilsigtet eller utilsigtet blåstempling af propagandaens substans.

Pia Kjærsgaard og andre ledende medlemmer af Dansk Folkeparti strækker sig gerne utrolig langt, når det handler om af afdramatisere og heroisere dæmoniserende udfald mod muslimer som fornem brug af ytringsfriheden, mens en ramsaltet ytringsfrihed, der rammer dem selv, sender reaktionen i en ganske anden retning.

Senest har vi oplevet Pia Kjærsgaard forarges over, at gæster til en koncert ikke tog afstand fra musikeren Wafande, der fra scenen havde uskyldige, men kritiske kommentarer til hende og den indvandrerfjendske politik, hun står for.

Kjærsgaard røg op i det røde felt: »Jeg vil ikke finde mig i at stå model til den slags til en koncert. Og ingen andre tog afstand fra det.« (BT, 2.9.2014).

Så stor forargelse for så lidt. Hvem husker ikke Kjærsgaard selv, der ikke engang klart og kategorisk kunne tage afstand fra regulær vold og chikane mod muslimske kvinder med hovedtørklæde?

Nej, hun skulle absolut ledsage sine kommentarer med en foragt, der nærmest gjorde kvindernes tørklæde-'provokation' medansvarlig for overgrebene på dem.

Samme dobbeltstandarder er vi vidner til, når hun og andre i partiet forarges over racismeparagraffens angreb på ytringsfriheden, men ikke har de fjernestes skrupler ved at lægge pres på andres ytringsfrihed.

Senest da Morten Messerschmidt klagede over terrorismeekspert Erslev Andersen til bestyrelsesformanden for Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), fordi han var rasende over, at forskeren skrev under på en offentlig fordømmelse af Israels angreb på civile i Gaza.

Ytringsfriheden er altså bedst, når den ikke udfordrer Dansk Folkepartis politiske verdensbillede.

Og Erslev Andersen er blot én i en række af journalister, forskere og debattører, som ledende medlemmer af partiet har forsøgt at få fyret, hevet i retten eller lagt politisk pres på for at true til tavshed - f.eks. Fathi El-Abed, Hans Jørgen Bonnichsen, Karen Sunds og Jan Sonnergaard.

Men disse åbenlyse dobbeltstandarder betyder på den anden side heller ikke, at det så gælder om at klappe i hele tiden i ren protest mod de ensidige krav til muslimer.

At tage afstand fra ISIS er væsentligt, fordi der er radikaliserede unge danske muslimer, som ikke alene støtter denne brutale totalitære bevægelse, men desværre også er parate til at gå i krig på deres side og risikere andres og egne liv. Det løfter problemstillingen op i et særlig alvorligt leje.

Der er ganske vist tale om meget, meget få mennesker, der lader sig lokke, men kan man standse eller minimere denne trafik yderligere, er det naturligvis vigtigt at gøre forsøget.

For deres egen og eventuelle ofres skyld. For at bekæmpe radikalisering. Og naturligvis også for muslimers skyld i almindelighed, fordi det altovervældende flertal ikke sjældent skydes et fåtals misgerninger i skoene.

Derfor er det værd at støtte op om demonstrationen i København lørdag den 13. september kl. 18-19 fra Den Røde Plads: »Vi siger nej til (U)Islamisk Stat/ISIS«

I pressemeddelelsen til demonstrationen hedder det bl.a.:

»Optoget har til formål at sige fra over for de bestialske handlinger, der p.t. pågår med blandt andet ISIS som drivkraft. Vi, som initiativtagere, ønsker ikke, at ISIS skal have lov til at foretage uhyrligheder af nogen art, heller ikke under dække af religion. Med optoget ønsker vi at samle danskere på tværs af etnicitet, tro/ikke-tro, politisk tilhørsforhold mm. Netop fordi fordømmelsen af disse bestialske handlinger hviler på et moralsk grundlag med afsæt i almen humanisme.«

Underskrevet af Tarek Ziad Hussein og Zubair Butt Hussain, to af mange, mange muslimer, der i de senere år har fyldt mere og mere af den offentlige debat med væsentlig samfundskritisk skarphed.

Og som på linje med andre religiøse og ikke-religiøse stemmer viser, at humanisme udmærket kan være en fællesnævner på tværs af baggrund og livsanskuelse, når man insisterer på menneskets medmenneskelighed og individets integritet. Og når man samtidig afviser at lade fortolkningsretten til sin egen livsanskuelse kidnappe af totalitære islamister - eller af ekstreme antimuslimer.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 9.9.2014