Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Kjærsgaards hovedbeklædning

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Når noget af al den fordomsfulde dobbeltmoral, som Pia Kjærsgaard rummer, en sjælden gang imellem afdækkes, har hun ét kort, der stensikkert bliver trukket: »Vi danskere«. Pludselig taler hun ikke bare for sig selv, men på vegne af Danmark, og dette fiktive kort anser hun for at være en trumf.

Det kom da også hurtigt på bordet, da hun for nylig blev presset af Martin Krasnik i DR2's Deadline og forkastede muslimers hovedtørklæde ved at trække dette propaganda-vi: »Det er ikke noget, som vi i Danmark føler, er en del af den danske identitet.«

Vi? Hvem »vi«? Jeg er naturligvis klar over, at Dansk Folkeparti er ved at blive den ensrettende massebevægelse, du altid har drømt om, Kjærsgaard, men jeg er trods alt næppe den allersidste dansker, der ikke vil inkluderes i dit demagogiske vi. Om så dit parti får 23, 33 eller 43 procent af stemmerne, kommer du aldrig nogen sinde til at kunne udtale dig som et politisk »vi« om danskerne.

Det gælder selvfølgelig også, når du udstiller din manglende evne til at levere et konsistent argument i den selektive foragt for muslimsk hovedbeklædning, som du tilsyneladende føler dig »enormt provokeret« af, fordi det angiveligt »udstråler, at man ikke er en del af det danske samfund«.

Gad vide, hvad det er for stråler, du kan se?

Den jødiske kalot har du derimod intet imod - den har åbenbart ikke være dyppet i samme radioaktive stof og »udstråler« derfor ikke noget, der generer dig. Og netop hvad der generer dig, gør du med vanlig monumental selvindbildskhed til dét, »vi i Danmark« ikke føler, er dansk identitet.

For få årtier siden var det kvindelige hovedtørklæde imidlertid en almindelig beklædning blandt mange kristne og sekulære kvinder i det danske samfund. Andre steder i verden er hovedbeklædning fortsat en del af mange kristne kvinders identitet, ikke blot blandt nonner. Der er også jødiske kvinder, som bærer paryk eller hovedtørklæde, fordi de anser det for at være uværdigt for gifte kvinder at vise deres hår utildækket offentligt.

Bemærk også rødstrømpernes plakat mod EF fra 1972: »Kvinder er stærke,« lød budskabet, og den ene af plakatens afbildede kvinder bar hovedtørklæde. Den såkaldte lilla ble signalerede frigjorte kvinder, der som et statement skjulte deres hår for ikke at være underlagt mændene.

Men har vi da ikke også mødt muslimske fundamentalister med hovedtørklæde? Jo. Og har vi mødt danske racister med DF-medlemskab? Ja. Men derfor behøver alle andre DF'eres og muslimers individualitet vel ikke at blive dømt af generaliseringens tunnelsyn af den grund. Vel?

Tid og kontekst er forskellig og foranderlig, og hvad et hovedtørklæde betyder for den ene jøde, kristne eller muslim, er ikke nødvendigvis det samme for vedkommendes trosfælle. Men når du i dine nedladende og diskriminerende generaliseringer ikke anerkender mennesket som hiin enkelte, anerkender du heller ikke kernen i den frihed og individualitet, der såmænd er en del af den vestlige og dermed danske kulturarv.

Og når en toppolitiker i din position således i realiteten både undergraver og ensretter danskhed og individualitet, risikerer det at trække så megen større magt og vægt med sig, end det på nogen måde er muligt for samfundets lommer af ekstremistiske fundamentalister - hvis snæversyn i virkeligheden ligger dig så snublende nær. Derfor er du farlig.

Du er på samme ensrettende felttog, når du nedvurderer individualiteten af muslimske kvinder og over én kam dømmer dem »undertrykte« eller »uintegrerede«, alene ud fra den kendsgerning, at dét »synes« du.

Tørklædetvang er ikke blot at tvinge tørklædet på kvinder, men også at tvinge det af.

Jeg ved så ikke, om det alene er utøjlelig selvindbildskhed eller propaganda, der ikke lader dig tale i jeg-form, men kommer til udtryk som nationens selviscenesatte kejserinde, der både skal diktere, hvad danskhed er, og hvad kalotter og hovedtørklæder »udstråler«, for hvem som helst der bærer dem.

Men frem for at kræve tørklæder tvangsfjernet skulle du måske selv overveje en hovedbeklædning? En sølvpapirhat ville klæde dig.

Jeg tør dog ikke love, at den også ville beskytte dig mod strålesyge fra muslimske hovedtørklæder, men det er vel et forsøg værd.

Og som en velkommen sideeffekt ville denne hovedbeklædning i alle tilfælde beskytte andre imod effekten af din propaganda - ved så tydeligt at »udstråle« niveauet.

Kan hænde, at det også kunne inspirere lidt flere journalister til skære ind til benet og udstille dine idiosynkrasier og proprotionsforvrægninger, så mange flere danskere fik skåret ud i pap og klippet ud i sølvpapir - at kejserinden ikke har noget tøj på.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 21.8.2014