Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Jarlovs kalotdemonstration er ensidigt hykleri

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Historisk har jøder været udsat for så megen chikane og så voldsomme ydmygelser, forfølgelser, fordrivelser og folkedrab i så svimlende grad, at vist kun slavehandlen med afrikanere og forfølgelsen af romaer er sammenlignelige.

Hvor romaernes aktuelle trængsler desværre negligeres af medier og politikere, er der megen fokus på genopblussende antisemitisme. Og selv om det er fortvivlende urimeligt at underprioritere overgrebene på romaerne, er det naturligvis fortsat vigtigt, at vi forbliver opmærksomme og på vagt over for hadforbrydelser mod jøder.

Jødehadets historie er simpelthen for blodig til, at man kan ignorere eksempler på overgreb mod en befolkningsgruppe, der udgør få millioner på verdensplan, og som også i Danmark udgør en forsvindende lille minoritet.

Men jødernes historie eksemplificerer ikke alene, hvad chikane og vold mod jøder i værste fald har kunnet udarte sig til, men er også anskuelsesundervisning i, hvorfor overgreb på et hvilket som helst menneske på baggrund af dets etniske, religiøse eller kulturelle baggrund er udtryk for et afstumpet menneskesyn, vi bør sige klart fra over for.

Vi skal imidlertid bestræbe os på at forstå hadets og dæmoniseringens historiske og aktuelle udspring og mekanismer, hvis vi vil bekæmpe det i alle dets former - hvilket selvsagt er noget andet end at undskylde dem.

Der er således ingen undskyldning for antisemitisme, heller ikke Israels proportionsløse massemord i Gaza eller besættelsen og røveriet af palæstinensiske områder på Vestbredden, men ikke desto mindre er Israels brutale fremfærd og USA's og Vestens direkte og indirekte opbakning med til at øge frustrationer blandt palæstinensere - hvilket desværre i nogle tilfælde fører til forkastelige angreb på synagoger og chikane og vold mod jøder.

Der er heller ingen undskyldning for islamofobi, heller ikke de mange eksempler på ren og skær fascistisk brutalitet, der kendetegner en vifte af islamistiske ekstremister i en række lande, men ikke desto mindre er disse eksempler med til at stimulere forkastelige angreb på moskeer og chikane og vold mod muslimer i Vesten.

Begge dele er både uhyggeligt og stupidt, men når volden og chikanen rammer muslimer, underprioriteres det i mediedækningen såvel som i de politiske reaktioner i Danmark.

Her nytter det ikke at henvise til, at muslimerne udgør en langt større minoritet i Danmark end jøderne, eller at der er mange flere muslimer i verden end jøder. Den slags fortæller jo hverken noget om de internationale magtforhold og relationer, endsige om betydningen af den politiske situation og den herskende tidsånd i Danmark - hvilket altsammen afspejles på ganske anden vis, end hvordan vi skriver den ene og den anden befolkningsgruppe i mandtal.

Det er heller ingen 'formildende' omstændighed ved overgreb på muslimer, at jøderne historisk har været udsat for et betydeligt mere systematisk og blodigt had i Vesten end muslimer.

Det er det konkrete, der tæller. Det, der sker for det enkelte menneske. Og derfor er og bliver det ikke den mindste smule mindre slemt, at en idiot river hovedtørklædet af en muslimsk kvinde, end at en idiot river kalotten af en jøde.

Paralleliteten af sådanne eksempler på overgreb, som jøder med kalot og muslimske kvinder med hovedtørklæde i nogle tilfælde desværre udsættes for på gadeplan i Danmark, er påfaldende. Men hvor politikere som den konservative Rasmus Jarlov og de sædvanlige antimuslimer i Dansk Folkeparti omgående sprutter af forarget 'retfærdighedssans', når der råbes ukvemsord eller spyttes på jøder, er de (for at sige det, som det er) stort set kolde i røven, når der råbes ukvemsord eller spyttes på muslimer.

Pia Kjærsgaard kommenterer sågar vold og chikane mod muslimske kvinder med endnu mere foragt for muslimerne og skriver koldt og kynisk: »De muslimske kvinder føler sig provokeret af den reaktion, som deres hovedtørklæde fremkalder. Jeg føler mig også provokeret. Af dem og deres valg af tørklædet frem for det danske samfund!« (TV2.dk, 14.7.2014).

Tænk, hvis en muslimsk politiker kommenterede råb, spyt, slag og spark mod jøder med, at vedkommende føler sig provokeret af jøderne og »deres valg af kalotten frem for det danske samfund«?

Det ville sende politikeren direkte i pressens og politikernes verbale gabestok i ugevis.

Dobbeltstandarderne er himmelråbende. Det gælder også når Jarlov arrangerer en demonstration gennem Nørrebro iført jødisk kalot for at protestere mod antisemitisme. Et PR-stunt, der på ingen måde har reelle principper om ligebehandling og tolerance for øje, men primært søger at manøvrere sig ind i et antimuslimsk felt - for lige så politisk aktivistisk Jarlov er i denne sammenhæng, lige så komplet inaktiv er han, når det er muslimske kvinder, som rammes af spytteriet, volden og chikanen.

Læs f.eks. beretningen om vold og had, som det er oplevet af den kvindelige muslimske læge, Aya Baram, fordi hun bærer hovedtørklæde: »Jeg er blevet overfaldet og svinet til på grund af mit tørklæde«.

Hvor svært kan det være at forstå og appellere til, at spyt, vold og chikane mod mennesker er afstumpet i ETHVERT tilfælde? At diskrimination og hetz mod et menneske eller en minoritet, der retter sig mod en kollektiv baggrund, ikke 'bare' er modbydeligt, men også nivellerer ethvert menneskes individualitet i en sump af negative generaliseringer og dæmoniseringer?

Tænk, hvis kendte politikere fra hele det politiske spektrum i stedet for at forfølge en opportunistisk jarlovsk PR-agenda valgte at gå side om side med muslimer og jøder i en fælles demonstration foran Christiansborg, hvor de samlet appellerede til ikke at lade politiske og religiøse forskelle (eller internationale krige og konflikter) slå ud i chikane, diskrimination og overgreb på tilfældige jøder og muslimer?

Ikke et slet skjult stunt for at promovere sig selv og provokere sig frem til avisoverskrifter, men en ærlig og redelig bestræbelse på at bygge bro over konfliktscenarier.

Konfliktafvikling handler ikke om dobbeltstandarder - og netop derfor er og bliver Jarlov og Kjærsgaard blandt storhyklerne, der stensikkert bidrager til at intensivere frustrationer og stimulere de konflikter, som omtanke og politisk redelighed i stedet kunne have taget toppen af.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 15.8.2014