Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Kuldegysende støj i dansk politik

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Der er forarmede mennesker, som desværre lader forståelige frustrationer over arbejdsløshed og udsigtsløshed udfolde sig i fremmedhad.

Der er palæstinensere, som desværre lader forståelige frustrationer over Israels brutale bombe-, besættelses- og bosættelsespolitik udfolde sig i jødehad.

Der er andre trængte individer, som desværre lader forskellige frustrationer munde ud i alt fra bøssehad og hooliganisme til hærværk og vold. Det er trist og bekymrende.

Endnu mere skræmmende er det dog, når politikere tæt på magtens centrum går i rabiat selvsving i en hetz mod udvalgte befolkningsgrupper. Dér risikerer retssamfundet at skride.

Og at der er danske politikere af denne type, hvis udmeldinger ligefrem er tynget af truende totalitært vraggods, tydeliggør ingen mere end Dansk Folkepartis propagandaekspert Mogens Camre.

Han har f.eks. for længst antydet sin parathed til 'etnisk' udrensning: »Islam hører ikke til i Europa, og vores første prioritet må være at repatriere muslimerne«. (Grundlovstale, 5.6.2006). Bemærk, at han taler om »muslimerne« i bestemt flertal.

Få år senere svovler han på hollandsk tv, at muslimske drenge er værre end nazistiske besættelsestropper: »... de tyske soldater i vore gader opførte sig bedre end de muslimske drenge - meget bedre - de var veldisciplinerede unge tyske drenge«. (3.7.2009).

Rablende politisk vanvid eller 'bare' rablende propaganda?

Denne sommer er han så gået endnu mere amok: »Om jødernes situation i Europa: Muslimerne fortsætter, hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen«.

Læs det lige igen. Hvad i alverden er det, han siger? Muslimerne skal ifølge Camre behandles som verdenshistoriens mest monstrøse diktator? Intet mindre. Og bemærk, at han dækker sig ind, sådan som rabiate politikere altid har dækket sig ind: når man tyr til rabiate politiske trusler, skal man huske at kamuflere dem som et bolværk imod rabiate politiske trusler.

Derfor er det naturligvis 'for jødernes skyld', at Camre vil behandle muslimerne som Hitler, for han vil jo bare forhindre muslimerne i at fordrive jøderne fra Europa - ved at fordrive muslimerne fra Europa ...

Hvordan reagerer Dansk Folkeparti på Camres seneste behandling af muslimproblemet? Først er Søren Espersen ude med en ikke-kommentar: »Han er ikke i Folketinget, og han er ikke i Europaparlamentet, og jeg synes, at han selv må forklare sig.« (BT, 24.7.2014).

Dagen efter er Espersen dog sig selv igen: »Mogens har ikke sagt noget, der ikke er rigtigt.« (Dr.dk, 25.7.2014).

Ikke noget urigtigt? Ikke bare én lillebitte detalje? Intet? Som helst? Nej, men Espersen er dog »glad for«, at Camre nu mener, at det alligevel ikke er »alle muslimer«, der skal behandles som Hitler. Hvilket storsind.

Partifællen Pia Kjærsgaard har heller ikke holdt sig tilbage med politisk gift den forgangne sommermåned. Om de adskillige muslimske kvinder, der er blevet udsat for råb, spyt, slag og spark på åben gade, snerrer hun: »De muslimske kvinder føler sig provokeret af den reaktion, som deres hovedtørklæde fremkalder. Jeg føler mig også provokeret. Af dem og deres valg af tørklædet frem for det danske samfund!« (Tv2.dk, 14.7.2014).

Har hun endegyldigt tabt hovedet? Og er der da slet ingen DF'ere, der chokeres over denne isnende bagatellisering af infam vold mod kvinder? Åbenbart ikke.

Derimod fandt Venstres Inger Støjberg det også fristende at tage del i denne herlige sommerkonkurrence om muslimforagt og lancerede et forslag om utilsløret forskelsbehandling mellem indvandrere fra »et kristent USA« og indvandrere fra »et muslimsk Pakistan«.

I Dansk Folkeparti græd man selvfølgelig snot af lykke, mens Berlingske forbløffende nok valgte at istemme jublen over »den gode diskrimination«. Er avisens redaktører blevet splitterravende under hedebølgen?

Får vi også snart en lederartikel med titlen »den gode afvikling af retssamfundet«?

Alle har heldigvis ikke kastet sig fladt ned for fødderne af Kjærsgaard, og ikke mindst Uffe Ellemann-Jensen, Jens Rohde og Birthe Rønn Hornbech er gået utvetydigt i rette med Støjberg - sidstnævnte i gammel storform:

»Nogle dansk-somaliere kommer fra høje sociale lag og har bedre internationalt udsyn, højere uddannelse og kan flere sprog end Inger Støjberg«. (Berlingske, 29.7.2014).

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 9.8.2014