Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Misvisende fokus slører Israels blodbad i Gaza

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Dækningen af Gaza-konflikten lider til tider under manglende sans for proportioner og svigtende fokus, der resulterer i misvisende 'problemstillinger'.

Fokus først. Det er ikke en konflikt, hvor det giver mening at applicere 'jødedom' eller 'islam' som årsagsfaktorer, og det er selvsagt fløjtende ligegyldigt, om den dækkes af journalister, der er jøder, muslimer, kristne, ateister eller noget helt femte. Det er substansen, der er afgørende.

Enhver, der mistænkeliggør et synspunkts validitet eller en debattørs eller journalists dækning og fremstilling under henvisning til vedkommendes religiøse eller etniske herkomst, har kun forsludret debatten og fortegnet billedet af den blodige konflikt.

De seneste dage har en stor del af debatten handlet om Martin Krasnik og hans interview-form i Gaza-konflikten, og på sociale medier er der sine steder rejst malplacerede anklager og insinuationer med henvisning til hans 'jødiske baggrund'. Jeg skal ikke kunne sige, om Krasnik er lige kritisk i hvert eneste interview, eftersom det ville kræve et nøje gennemsyn af snesevis af interviews, og det skulle være underligt, om ikke enkelte var bedre end andre.

Jeg er meget enig i store dele af Mads Gilberts kritik af Israel, men synes også, at han til tider er firkantet og til tider helt ved siden af i nogle af de udtalelser, han løbende er citeret for, og som Krasnik af samme grund spurgte ind til.

Og hvad man end mener om konflikten, er det på sin plads og forventeligt af en kritisk journalist, at han borer i, om f.eks. den israelske bombning af sygehuse i Gaza er »systematisk«, og om der er beviser for, at man »bevidst« bomber børn og kvinder, hvilket Mads Gilbert er citeret for at sige.

Naturligvis skal Krasnik også spørge pågående ind til påstande om, at det hospital, hvor Gilbert har arbejdet, også har fungeret som hovedkvarter for Hamas. Og selvfølgelig skal Gilbert påpege, at det også er en påstand, der meget belejligt dukker op, hver gang konflikten bryder ud. Påstand mod påstand bringer ikke seeren meget længere, men spørgsmålet er relevant.

Men når Gilbert ligefrem afviser, at Hamas er en terrororganisation, er han ude på overdrevet, og det er på sin plads, at Krasnik skærer ind til marven netop her.

Jeg er helt på det rene med, at »terrororganisation« er en etikette, der kan misbruges (og bliver det), men hvad angår Hamas, skyder Mads Gilbert sig selv i foden ved dels at snakke udenom, dels at benægte det.

»Terror« er det, når man af politiske eller religiøse grunde går efter civile mål, og det kan ingen betvivle, at Hamas har gjort i adskillige tilfælde. Det nytter ikke noget, når Gilbert siger, at modstandsbevægelser altid beskyldes for at være »terrorister« og henviser til den danske og norske modstandsbevægelse under krigen - for som nævnt er det ganske vist sandt, at terror-etiketten misbruges i talrige tilfælde, ligesom det også er sandt, at »den enes frihedskæmper ofte er den andens terrorist,« som Mads Gilbert påpeger.

Men det betyder jo ikke, at der slet ikke ER bevægelser, hvis bevidste angreb på civile er ubetvivlelige, og at dette er terror for enhver nøgtern vurdering.

Det gavner heller ikke, når Gilbert kalder Israels bombardement for »folkemord«, fordi der trods alt skal mere til. I stedet fordrejer det debatten til at handle om ord og overdrivelser frem for at fokusere på det igangværende israelske massemord, som ingen kan benægte.

Gilbert burde omgående have konstateret, at ja, Hamas er en terrorganisation, men det israelske bombardement er i praksis ikke spor mindre terroristisk. Den sidste pointe druknede desværre i hans unødvendige og kritisable fløjlshandsker over for Hamas.

Han kunne i stedet have argumenteret for, hvordan Israels og USA's politiske dobbeltmoral klart stimulerer den terroristiske del af den palæstinensiske modstandskamp - men det er noget andet end at vride sig udenom Hamas' synderegister.

Palæstinenserne er naboer til en fjendtlig militær supermagt, der har bombet, bosat og besat palæstinensiske områder igen og igen, og selvfølgelig gør de modstand, også væbnet modstand. Men denne konstatering retfærdiggør ikke ALLE midler - ligesom Hamas' raketter ikke retfærdiggør ALLE midler fra israelsk side.

Den palæstinensiske modstand mod den israelske besættelse er med andre ord både uundgåelig og nødvendig. Det er tragisk, om end næppe helt uforståeligt, at den i Gaza domineres af så yderligtgående kræfter, men det ændrer dog ikke ved, at Israels fremfærd i alle tilfælde er totalt ude af proportioner.

Man kan således udmærket tage utvetydig afstand fra Hamas, samtidig med at man fastslår, at Israels ageren er langt den blodigste og langt den mest brutale. Mads Gilbert fik blot aldrig landet denne pointe rent.

Til sidst går Krasnik i mine øjne dog for langt, når han refererer til Mads Gilberts tidligere politiske ståsted som invaliderende for hans kritik, men den norske læge fik så rig lejlighed til at svare for sig og gentage og præcisere sin kritik.

Alt i alt - enig i meget af Gilberts kritik af Israel, men uenig i meget af kritikken af Krasnik. Nogen har måske glemt, hvordan Krasnik fra 'anden side' blev udsat for et lignende stormvejr efter sit interview med Lars Hedegaard.

Men herhjemme har debatten de seneste dage så desværre handlet mere om Krasnik end om den konkrete konflikt, skønt jeg altså oprigtig talt ikke fandt ham mere hård over for Mads Gilbert, end jeg har set ham i andre interviews over for andre.

Tilbage står imidlertid stadig den helt uforsvarlige brutalitet, som Israel har lagt for dagen. Tilbage står, at israelerne begår massedrab i en konflikt, hvor den israelske fremgangsmåde er intet mindre end grusom.

Derfor er det så meget desto mere pinagtigt at opleve den amerikanske præsident Barack Obama og andre amerikanske politikere messe den sædvanlige forstyrrende og proportionsløse sang om 'Israels ret til at forsvare sig'.

Denne konflikt handler ikke om Israels 'forsvar', men om Israels brutale besættelse og totalt uansvarlige bombardement. Hamas er ingen sympati værd i min bog, men proportionerne er og bliver, at de er en sten i Israels militærstøvle.

Der er intet som helst forsvar for omfanget af den israelske militærmagt i denne blodige magtdemonstration, og det er chokerende at opleve, hvor mange danske politikere, der bagatelliserer den eller taler udenom - for slet ikke at nævne de helt skingre ubehageligheder, vi har skullet høre fra Dansk Folkepartis Søren Espersen: »Man skal hele tiden holde sig for øje, at Israel med sin militære magt kunne udslette hele Gaza - inklusive rotter og mus - på 20 minutter. Det ville være det nemmeste. Men det har de jo netop ikke gjort, selv om man har haft over 2000 bombetogter. De har taget store hensyn til de civile.« (Politiken, 30.7.2014).

Her er en kynisme af ualmindelig kuldegysende og afstumpet karakter, som har fortjent et ramaskrig af afstandtagen fra hele det øvrige politiske spektrum. At det ikke sker, fortæller, hvor let Israels proportionsløse massemord desværre trænger gennem i både dansk og amerikansk toppolitik.

Og imens der er dræbt 65 israelere, langt de fleste soldater, men også 3 civile, er Gaza bombet til murbrokker og grus, og over 1.700 palæstinensere er dræbt på under en måned.

Langt de fleste dræbte er civile - næsten ni ud af ti. Heraf er 300 børn og unge. 10.000 palæstinensere er såret.

Endvidere har Israel 'inddraget' 40 procent af den i forvejen smalle stribe land som 'risikozone', og en kvart million palæstinensere er på intern flugt. 10 af Gazas 32 hospitaler er blevet lukket, 11 andre beskadiget ifølge WHO, og 58.900 palæstinenseres boliger er fuldstændig ødelagt (Ritzau, 3.8.2014).

Tallene burde tale for sig selv. Den israelske militærmaskine er udtryk for politisk vanvid.

Jeg er således enig med Yahya Hassan, når han i en eminent tale i Deadline udtaler: »Den grundlæggende årsag til konflikten er ikke Hamas; Hamas er en konsekvens af besættelsen. Den radikalisering af palæstinensere, der finder sted i de besatte områder er en konsekvens af besættelsen. (...) Her i Danmark bliver jeg spurgt, om jeg sympatiserer med Hamas, og det gør jeg ikke, af samme grunde, som jeg ikke sympatiserer med den israelske højreorienterede militarisme.« (Deadline, 29.7.2014).

Jo, det kan man godt - man kan godt tage afstand fra Hamas, samtidig med at man konstaterer, at Israels proportionsløse magtdemonstration er en brutal uret, som gør ondt mange gange værre. Israelsernes bosættelser og besættelse af palæstinensiske områder er ét langt totalitært overgreb mod civile palæstinensere af langt værre proportioner end Hamas'.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 6.8.2014