Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Statsminister Thulesen Dahl

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

SF var ved at blive udraderet af Villy Søvndals & Thor Mögers politiske brandudsalg som regeringsparti, men nu, hvor partiet er kommet helt fri af spærregrænsen, udstikker Pia Olsen Dyhr allerede regeringskursen igen. Hun medgiver ganske vist, at SF havde »for travlt med at lege socialdemokrater«, men sådan vil det ikke gå næste gang, forsikrer hun (Berlingske, 7.6.2014).

Det er måske ikke den tungeste garanti at udstede, i betragtning af at Olsen Dyhr om nogen var ivrig SF-socialdemokrat, men det største problem er nok, at selverkendelsen kommer for sent.

Med SF's opbakning har Helle Thorning-Schmidts regeringsprojekt vendt vrangen ud på Socialdemokratiets og SF's historiske kamp for mere økonomisk lighed og bedre sociale kår, mens De Radikale tilsvarende har vendt ryggen til deres socialliberale ophav. Samfundets ledige har måttet betale en høj pris i form af seksualitetsovervågning, medicineringspligt, lorteopsamling og andre ydmygelser i et socialsystem så absurd, at ordet kafkask er uundgåeligt.

Den liberalistiske vækstmotorvej er nu for alvor rullet ud og boltet fast som en blå løber for den næste regering, hvad enten det bliver med Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen som regeringschef.

Men selv om alle øjebliksforskydninger i styrkeforholdet mellem Socialdemokratiet og Venstre ses som historisk skelsættende i de to partier, er de dog for intet at regne mod den eneste soleklare megatendens de seneste par årtier: Dansk Folkeparti.

Som Nordstjernen i dansk samtidspolitik er der ikke megen slinger i valsen her - det går fremad, fremad og atter fremad. I helikopterperspektiv er Thorning-Schmidt, Olsen Dyhr & Løkke statister sammenlignet med Thulesen Dahl.

Så overbevisende er Dansk Folkepartis sejre, at man ligefrem kan opleve en kultursociolog som Emilia van Hauen forarges højlydt og kalde nogle nedsættende Facebook-kommentarer til partiets fremgang for en retorisk »skraldespand« (Jyllands-Posten, 26.5.2014).

Tja, det er synd for det parti, der har grundlagt sin succes ved at tømme retoriske affaldscontainere i hovedet på indvandrere og muslimer, ikke sandt? Det parti, hvis superstjerne Morten Messerschmidt tillige har nedgjort ledige som »gøgeunger«, der tvinger den arbejdende del af befolkningen til at »finansiere de ugidelige og de dovne« (Jp.dk, 8.1.2012).

Men Dansk Folkeparti er skam et »normalt« og »stuerent« parti, bedyrer den ene kommentator efter den anden - og ja, selvfølgelig. Vinderen dikterer, hvad der er stuerent, og mængden dikterer, hvad der er normalt. Længere er den jo ikke.

Men hvad enten 7, 17 eller 27 procent af befolkningen står bag, ændrer det intet ved, at Dansk Folkeparti er og bliver et højreradikalt udtryk for kynisk og kalkuleret minoritetshetz.

Hvad sker der mon, hvis - eller når - partiet får 33, 43 eller 53 procent af stemmerne?

For fem år siden berettede Kristian Thulesen Dahl i et interview, hvad han ville gøre, hvis han en dag skulle blive statsminister (en dag, der må siges at være rykket betydeligt nærmere): »I Midtjylland siger vi sommetider spøgefyldt, at vi har en indenrigsflyver fra Billund Lufthavn til Tyrkiet. Det går bare ikke,« lød den 'morsomme' del af visionen (Ritzau, 22.7.2009).

Mere seriøst fastslog han, at der ikke skal flere muslimer ind i landet, at hovedtørklæder skal totalforbydes i det offentlige rum, og at integrationspolitikken er for overfladisk og skal erstattes af en assimilationspolitik. Endvidere skal sagsbehandlere kunne kræve, at indvandrerforældre taler dansk til deres børn, og at de ser DR eller TV2 i stedet for arabisk fjernsyn - hvis ikke de opfylder kravene, skal deres sociale ydelser kunne tilbageholdes.

Altså en fortsat optrevling af frihedsprincipper i det åbne samfund og ligebehandlingsprincippet i velfærdssamfundet.

Det er den vej, det går, hvis Dansk Folkeparti får magt, som man har agt - og partiet har endnu aldrig været tættere på end i dag.

Dansk Folkeparti er det egentlige lokomotiv i dansk politik, hvor de øvrige folketingspartier mestendels er rumlende togvogne. I familieafdelingen er Olsen Dyhr i gang med at orkestrere SF's regeringsdeltagelse om 5-6 år, på første klasse er Venstre opslugt af Løkkes moral (eller mangel på samme), og i stillekupeen er socialdemokraterne travlt optaget af ikke at have en holdning til, om billetkonduktøren hedder Helle Thorning-Schmidt eller Mette Frederiksen til det kommende valg.

De mærker tilsyneladende slet ikke toget bevæge sig, mens lokofører Kristian Thulesen Dahl dygtigt og stabilt styrer dem allesammen ud på sit sidespor.

Det højreradikale parti, der har potentialet til at skrive danmarkshistorie med store typer i det 21. århundrede, møder nu kun resignerende skuldertræk eller ligefrem skulderklap i konkurrerende partier. Og hvis ikke et politisk mirakel manifesterer sig de allernærmeste år, er Thulesen Dahls endestation inden for rækkevidde allerede om et par valg: Statsministeriet.

Udstigning til højre.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 11.6.2014