Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Thorning-Schmidt en langt større taber end Løkke

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Mere end hver fjerde vælger har stemt på Morten Messerschmidts parti, der uden megen modspil har ført ren maskeradevalgkamp og iscenesat sig selv som velfærdstatens og de lediges gode ven - blot få år efter at Dansk Folkeparti stod last og brast med VK-regeringens tiårige udhuling af velfærdsstaten og smadrede dagpengeretten.

Forbløffende så lidt Messerschmidt er blevet konfronteret hermed.

De store tabere var Venstre og Socialdemokratiet. Men hvad man så ellers mener om Lars Løkke Rasmussen, holdt han en hudløs, menneskelig og manuskriptløs tabertale, hvorimod Helle Thorning-Schmidt igen var lutter skuespiller-smil og manuskript-klicheer, da hun indkasserede sit syvende socialdemokratiske valgnederlag.

I træk.

»Venstre er i krise,« indrømmede en presset Løkke og tog det fulde ansvar, mens Thorning-Schmidt forsøgte at ligne en Oscar-vinder, selv om Socialdemokratiets krise i virkeligheden rækker langt dybere end Venstres. Til Thorning-Schmidts store held blev fokus på hendes syvende nederlag imidlertid fuldstændig skjult bag Løkkes Boxer shorts - men Socialdemokratiet burde være i oprørsstemning.

Venstres krise er kulørt, men har hidtil ikke ændret ved udsigten til en knusende blå valgsejr, hvorimod Socialdemokratiets krise er både politisk og historisk.

Thorning-Schmidt har fuldstændig fremmedgjort hundredtusinder af socialdemokratiske vælgere, og partiets generelle opbakning ligger i disse år på det laveste niveau i over et århundrede.

Den politiske tidsånd er på nationalisternes og populisternes side, som det ses over det meste af Europa, men Thorning-Schmidts socialdemokratiske lederskab har i den grad yderligere gavnet Kjærsgaard & Co. Lad mig bare gentage, hvad jeg skrev i en klumme for en måneds tid siden, for mekanismen ændrede sig naturligvis ikke under det nyligt overståede Europaparlamentsvalg:

»Som oppositionsleder trak Thorning-Schmidt først Socialdemokratiet markant nærmere Dansk Folkepartis værdipolitik, som hendes parti ellers tidligere havde taget skarpt afstand fra, hvilket havde to klare blå konsekvenser: 1) DF-vælgere blev bestyrket i deres valg af Dansk Folkeparti, fordi partiet jo tydeligvis også satte Thorning-Schmidts dagsorden. 2) Flere og flere S-vælgere måtte uundgåeligt se Thorning-Schmidts ryk som en legitimering af Dansk Folkeparti, og hvorfor så ikke vælge Thulesen Dahls nationalistiske originalpolitik frem for Thorning-Schmidts kopivare?

Som statsminister trak hun dernæst Socialdemokratiet markant tættere på Venstres økonomiske politik, som hendes parti ellers tidligere havde taget skarpt afstand fra, hvilket har haft tre klare blå konsekvenser: 1) Borgerlige vælgere er blevet bestyrket i deres valg af blå blok, fordi borgerlige partier jo tydeligvis også sætter Thorning-Schmidts dagsorden. 2) Flere og flere S-vælgere må uundgåeligt se Thorning-Schmidts ryk som en legitimering af Venstres liberalistiske nedskæringspolitik, og hvorfor så ikke vælge Venstres originalpolitik frem for Thorning-Schmidts kopivare? 3) Thulesen Dahl har frit spil til sit socialpolitiske bluffnummer, der opsamler S-vælgere på partiflugt, for hvis Thorning-Schmidt udstiller ham, rammer det selvfølgelig hendes eget bluff lige i synet som en nådesløs boomerang.«

Thorning-Schmidt har således heller aldrig kunnet stække Messerschmidt, når han under den nylige valgkamp har bildt vælgerne ind, at han var velfærdsstatens frontkæmper, fordi hun selv har stået i spidsen for forøget ulighed og socialpolitisk nedsmeltning, stik modsat den socialdemokratiske politiske arv.

Thorning-Schmidt har med andre ord bidraget til at kaste et slør af ukritisk glemsomhed over Dansk Folkepartis aktive forringelser af velfærdsstaten.

Ingen har konfronteret Messerschmidts nyfundne omsorg for den danske velfærdsmodel med den kendsgerning, at han for blot et par år siden lancerede et ualmindelig vulgært angreb på de ledige: »Hvad har dog skabt et samfund, hvor ikke bare halvdelen af landets indbyggere ser sig berettiget til at leve af den anden halvdel, men hvor også den arbejdende halvdel blindt finder sig i at være skaffedyr for et samfund i moralsk forfald?« (Jp.dk, 8.1.2012).

Det at være ledig kaldte han sågar for »en levevej« for »gøgeunger« og hævdede, at det arbejdende mindretal af befolkningen »tvinges til at finansiere de ugidelige og de dovne«.

Det er denne mand, der nu skal være en fortaler for dansk velfærd i EU? Godaw mand økseskaft.

Messerschmidt vandt, populismen vandt, og vælgerbedraget vandt.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 26.5.2014