Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Conchita Wurst forarger Danmarks Tea Party

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Med overbevisende lethed vandt Conchita Wurst alias drag-artisten Thomas Neuwirth Melodi Grand Prix 2014, og mens der blev buhet af russerne, bredte der sig en stemning af begejstring for vesteuropæisk tolerance og frisind over, at »den skæggede dame« tilsyneladende kunne vinde befolkningernes hjerter så overbevisende.

I Rusland og Hviderusland var der underskriftsindsamlinger imod hendes deltagelse - i Hviderusland med begrundelsen: »Den populære konkurrence fylder vores børn med liberale europæiske idéer og bliver et arnested for sodomi.« Lige lidt hjalp det - den østrigske aktivist for homoseksuelles og transkønnedes rettigheder sang og sejrede.

Nu kunne man spørge, om dette ekstravagante display af mainstream-stjernedrys, som Melodi Grand Prix er, virkelig udtrykker ret meget andet end konformitetens vedtægter? Hvad enten det er en skægget dame eller et finsk heavymetal-band i monster-outfit, der optræder og vinder, forbliver det harmløs underholdning uden reel kant.

Men når noget så uskyldigt som en mand i en kjole alligevel kan få foragten frem hos marginale kræfter, kan man nu godt glæde sig over, at i det mindste seksualitetens mangfoldighed er betydeligt bredere accepteret end tidligere.

»This is about an important message, it's call for tolerance for everything that seems different,« udtalte Conchita Wurst efter sejren, og anslår dermed de senere års pop-evangelium fra Madonna til Lady Gaga.

Og mens medierne havde travlt med at se ned på de gammeldags og 'forstokkede' russere, springer intolerancens overdrev pludselig op af æsken fra vor egen andedams Tea Party, Kristendemokraterne og Sørine Gotfredsen.

Kristendemokraternes landsformand Stig Grenov rasede over et Grand Prix-show i »strid« med kristne værdier og kaldte det voldtægt og kidnapning: »Showet er blevet udlagt som en sejr for tolerancen, men det var det slet ikke. Vinderen han, hun eller høn tog showet og misbrugte det til en politisk manifestation. De vil have, at alt er ét fedt. De har voldtaget showet og proppet det ned i halsen på os andre.« (Jyllands-Posten, 12.5.2014).

Det handler slet ikke om tolerance, fastslår Grenov: »Se på, hvordan folk i salen buhede ad de russiske piger, fordi man ikke kan lide Rusland. Det var et publikum uden pli. Og vi har skubbet alle russere endnu længere væk fra os. Så siger man, at de gode vandt og de onde tabte. Og ja, de onde er russerne, og de gode er os. Det var godt nok en mærkelig form for tolerance.«

Og det sidste er jo en ganske præcis observation, som er mere end en eftertanke værd. Men Grenov er en blind høne, der har fundet et korn, for han er jo ikke selv spor interesseret i tolerance, ellers kunne han selvfølgelig ikke hidse sig så voldsomt op over vinderen.

Ingen har »kapret« noget eller »proppet« en Wurst ned i halsen på Grenov. For hvad rager det egentlig Grenov, om en anden mand er homoseksuel eller ej på tv, og om vedkommende synger i kjole eller ej? Hvad er det, han ikke bare kan zappe væk fra?

Det er lige præcis dét, der altid afslører intolerancens fundamentalister af enhver tro - det er ikke nok, at de pålægger sig selv seksuelle normer privat eller i det offentlige rum, det skal andre også gøre.

Blot at SE 'afvigere' er således nok til at udløse deres foragt, som om synet af to kyssende mænd eller to kvinder hånd i hånd truer deres egen eller andres seksualitet.

Men en syngende mand i en kjole kan aldrig være et problem for Grenov - medmindre han da står på så vaklende grund i forhold til sin EGEN seksualitet, at Conchita Wurst synger sig lige ind i hans sind og vækker noget, der gerne vil springe ud? Man fristes unægtelig til at drage denne konklusion (for hvorfor faen ellers reagere så hysterisk over så lidt?) - men i så fald, gør Conchita Wurst jo bare Grenov en stor tjeneste.

Også Sørine Gotfredsen harcellerer over, at det gode gamle Melodi Grand Prix ikke er, hvad det HAR været: »Både tøjet, musikstilen, støjniveauet og adfærden på scenen har gennemgået en markant udvikling, men ét bestemt træk træder særligt frem. Nemlig den dominans, som det homoseksuelle miljø efterhånden har tilkæmpet sig.« (Berlingske, 12.5.2014).

Ja, gid vi levede i 1950'erne igen, ikke sandt ...?

Men hvordan er det lige, at »det homoseksuelle miljø« dominerer nogen, og hvori består faren for de heteroseksuelle?

Homoseksualitet er jo ikke noget, man 'vælger' eller indoktrineres til at være, hverken af 'politiske manifestationer' eller letbenet glamour-underholdning. Om så titusind homoseksuelle Grand Prix-vindere optrådte samtidig på alverdens tv-kanaler i timevis, ville det ikke true én eneste heteroseksuel.

Grenovs og Gotfredsens absurde overreaktioner handler dybest set om den stigmatiserende fordom, at homoseksualitet skulle være noget, man kan blive 'lokket' til af nogen, der vil »proppe det ned i halsen« på os. Men ingen bliver inficeret af 'homoseksuelle bakterier', hverken i virkeligheden eller gennem en tv-skærm.

Tolerancen »skal selvfølgelig forsvares,« skynder Gotfredsen sig lige at indskyde i en bisætning, men så fortsætter det ellers ud over stepperne med samme slet skjulte intolerance over for »det homoseksuelle miljø«: »Både LGTB-bevægelsen og Melodi Grand Prix'et repræsenterer i dag tendenser til en nådesløs politisk korrekt tænkning og deraf følgende fordømmelse. Du har nemlig ikke ubetinget lov til at være her, præcis som du er. Du har først og fremmest lov til at være her præcis som den, mangfoldighedens tyranni mener, at du skal være.«

»Mangfoldighedens tyranni«? »Nådesløs politisk korrekt«? Der er så forvrøvlet, at det nærmest er komisk.

Der er mange eksempler på mennesker, der ikke kan være den, de er, fordi de ikke lever op til majoritetsnormer, men kan Gotfredsen ikke være den, hun er, fordi en tv-vært udbryder, at enhver er velkommen, som man er? Kan Grenov ikke være den, han er, fordi en mand synger i en kjole på tv?

Igen: Hvori er det lige, at truslen består?

Er det f.eks. homoseksuelle tæskehold, der udtrykker deres foragt for heteroseksuelle gennem korporlige overfald? Har homoseksuelle forsøgt at forhindre heteroseksuelle vielser? Ønsker homoseksuelle et forbud mod, at heteroseksuelle par kan adoptere? Har homoseksuelle nogen sinde harcelleret over heteroseksuelle vindere af Melodi Grand Prix eller protesteret over kvinder uden skæg og mænd i lange bukser?

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 13.5.2014