Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Læren af Muhammedkrisen er ikke ændret af Akkari

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Det altovervejende flertal af politikere, medier og meningsdannere er fortalere for Jyllands-Postens Muhammedkarikaturer fra 2005, bifalder daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens krisehåndtering og deler en udbredt konsensus om sagsforløbet.

Den konsensus beretter, at den danske ytringsfrihed var så truet af muslimer, at det var en frihedsgerning at slå til lyd for »hån, spot og latterliggørelse«. Tegningerne var et modtræk med kollektivt dæmoniserende resultat både inde i avisen og på forsiden. Men også på lederplads, skæres »de muslimer, der tegner islam i offentligheden«, over en kam som »repræsentanter for en mørk og voldspræget middelalder«.

Det er den samme konsensus, der også beretter, at Fogh bravt holdt stand mod muslimske ambassadørers krav om at indskrænke Jyllands-Postens ytringsfrihed, og som endelig beretter, at bål og brand i Mellemøsten skyldtes danske imamer, der tog på rundrejse for at udbrede had mod Danmark.

Denne sejrende historieskrivning, der er blevet gentaget igen og igen, blev udfordret af nogle af os, der beskrev forløbet i et mere regeringskritisk lys.

I 2006 fik Politikens daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden og undertegnede aktindsigt i tilgængelige regeringsdokumenter (hvoraf kolossale mængder tekst er overstreget og tusindvis af sider udeladt), og i fællesskab skrev vi bogen 'Karikaturkrisen - en undersøgelse af baggrund og ansvar'.

Vi konkluderede blandt andet, at offentliggørelsen af Muhammedkarikaturerne primært blev en foræring til radikale islamister og yderligtgående antimuslimer, der begge profiterede af konfrontationskursen på bekostning af almindelige muslimer.

Endvidere slog vi til lyd for, at krisen kunne have været afdramatiseret på et tidligt tidspunkt uden at kompromittere ytringsfriheden.

Til den sejrende konsensus er imidlertid nu tilføjet endnu et kapitel, nemlig Ahmed Akkaris bekendelser i bogen 'Min afsked med islamismen', der fortæller om danske imamers angivelige dobbeltspil som karikaturkrisens årsag.

Har han ret i de mest opsigtsvækkende oplysninger, skal kapitlet om imamernes rundrejse naturligvis skrives om, men meget er umuligt at be- eller afkræfte. De kontroversielle møder med Hizbollah og Hamas anede »kun ganske få betroede« i kernegruppen af imamerne noget som helst om ifølge Akkari selv - og så kan de blafre uimodsagt i vinden som så meget andet.

Grundperspektivet for Akkari i 2014 er imidlertid lige så sort-hvidt som for Akkari i 2005 - blot med omvendt fortegn. Danmark, som for Akkari i 2005 var Helvedes forgård, hvor islamismen var lyset, er for antiislamisten Akkari i dag et rent paradis, hvor islamismens »infektion« er mørket.

Men når perspektivet fortsat bærer præg af en sort-hvid osteklokke, kommer resultatet måske også let til at reproducere hans tidligere selvovervurdering? I dag har han i hvert fald ikke nuanceret indtrykket af sin egen betydning fra 2005, hvor han var med i de muslimske organisationers kernegruppe, der skulle organisere kampen mod Jyllands-Posten.

For Akkari er fortsat overbevist om, at han der i baggårdsmoskeernes lokaler var med til at orkestrere hele den verdensomspændende krises månedlange forløb i detaljer - den allerførste dag.

Ifølge Akkaris bog skrev denne lille håndfuld danske imamer simpelthen »køreplanen« for det, der skulle føre til »en enorm diplomatisk krise med brændende ambassader« - og uanset hvad Fogh eller andre havde gjort, kunne de i hans fremstilling næppe have stillet noget op imod de udspekulerede skaktræk, der blev udtænkt af disse masterminds.

Bogen bliver således en ren hvidvaskning af alt, hvad Fogh sagde og gjorde, ikke mindst reaktionen på det famøse brev, som 11 muslimske ambassadører tilsendte statsministeren, da de forgæves anmodede om et møde i oktober 2005. I brevet krævede de ifølge Akkari, at Fogh skulle »retsforfølge« Jyllands-Posten, ja ligefrem søsætte en »straffeaktion« for offentliggørelsen af karikaturerne.

Her vælger Akkari at se fuldkommen bort fra den centrale diskussion om oversættelsen af ambassadørbrevet, der talte om »at gå i rette med« avisen inden for lovens rammer, hvilket blev diskuteret vidt og bredt. En ekspert fastslog imidlertid, at det var »en decideret forkert oversættelse« at forstå dette som krav om »retslige skridt« (Politiken 19.2.2006).

Ambassadørerne afviste også selv denne læsning som en klar misforståelse. Flere understregede derimod, at det, de ønskede, var en erklæring fra statsministeren, der tydeliggjorde, at tegningerne ikke repræsenterede en officiel dansk stillingtagen til islam.

Hvad end man måtte mene om brevets ordlyd, havde Fogh indiskutabelt adskillige muligheder for at tage de mundtlige tilkendegivelser på ordet og mødes til en samtale uden at kompromittere ytringsfriheden. Alligevel fortsatte han og flere andre politikere i månedsvis med at tilskrive ambassadørerne aggressive intentioner i nedladende vendinger.

Det var dog ikke kun de muslimske ambassadører, der stod uforstående over for denne kortslutning af diplomatiet. Faktisk blev Fogh af samme grund mødt med en historisk opsigtsvækkende kritik af sin krisehåndtering fra 22 tidligere danske ambassadører, der også var »dybt foruroliget« over karikaturerne (Politiken 20.12.2005).

Modsat disse 22 danske eksdiplomater mener Akkari til gengæld, at et ambassadørmøde ville have »åbnet en dør mod ekstremismen« - for så ville han og hans ligesindede bare have »krævet« mere.

Det minder om den udbredte skræmmelogik i islamdebatten: Hvis der bliver fravalgt frikadeller i børnehaver, fremstilles det som et »knæfald for islamismen«, som om det er en ren glidebane mod kalifatet og stening af utro kvinder.

Men man kan godt være rummelig og fleksibel i forhold til samvær i det daglige uden per definition at skride ud ad en totalitær glidebane - og man kan naturligvis godt holde et møde med ambassadører fra en række muslimske lande uden at være prisgivet nogle islamisters store masterplan.

Med tiden har også daværende udenrigsminister Per Stig Møller kritiseret krisehåndteringen: »Det var en fejl. Når ambassadørerne henvender sig, så tager man et møde med dem«.

»Og det ville have været fuldstændig uproblematisk. Vi kunne have grebet ind i tide ved at holde det møde« (DR.dk 25.11.2013).

Men Møllers 'omvendelse' har dog ikke kastet så megen medieapplaus af sig som Akkaris.

Et andet centralt aspekt er den famøse imamrundrejse, som ifølge Akkari var altafgørende for, at krisen eskalerede. Jeg skal ikke afvise, at han har mere ret, end vi vidste dengang, men det ændrer dog ikke ved betydningen af de håbløse diplomatisk fejltrin længe inden rejserne - og der er også forhold, der problematiserer Akkaris fremstilling her.

Den sagsmappe, som de danske imamer medbragte til Mellemøsten for at orientere om karikaturerne og danske forhold i øvrigt, blev genstand for megen polemik og beskyldt for at fordreje sagen.

Og nu hævder Akkari også, at imamerne skulle have blandet tilsendte Muhammedkarikaturer fra private hadebreve sammen med Jyllands-Postens aviskarikaturer, hvilket gav mellemøstlige kontakter et forværret indtryk af det hele.

Mappen blev imidlertid oversat til dansk og genoptrykt i Politiken, og de pågældende tegninger var ikke alene bragt med adskillige siders mellemrum, men også beskrevet adskilt i indholdsfortegnelsen.

Endvidere er materialet blevet gransket af lektor Helle Lykke Nielsen, der ganske vist var kritisk over for den generelle synsvinkel, men fastslog, at »det dominerende indtryk er imidlertid ikke, at mappen indeholder misinformation« (Politiken 26.2.2006).

I marts 2006 sendte Politiken også journalister i imamernes fodspor og fandt, at deres kontakter ikke tillagde imamerne eller materialet nogen betydning for krisens eskalering, snarere tværtimod, hvilket dog hører med i vurderingen af kriseforløbets fremstilling.

Og selv om Akkari nu afslører sit eget dobbeltspil og breder det videre ud, konstaterer PET's daværende operative chef, Hans Jørgen Bonnichsen, fortsat, at efterretningstjenestens samarbejde med danske imamer faktisk i vid udstrækning afværgede konkrete konfrontationer, som der jo netop heller ikke var nogen af i Danmark under kriseforløbet:

»Det viste sig, at vi kunne stole på de fleste med undtagelse af Akkari og få af hans ligesindede, som groft svigtede den tillid, der blev vist dem. Flertallet af imamerne var ikke som denne gruppe (...). Hvis der virkelig er nogen, som Akkari burde give en undskyldning, så er det disse agtværdige personer, som han nu har trukket med ned i sin egen realisering af de kollektive fordomme« (Berlingske 8.4.2014).

Så hvad skal man stille op med sandhedsværdien af Akkaris fremstilling i dag, hvor han taler så indtrængende for det modsatte af det, han så indtrængende repræsenterede dengang?

Hvem ved. Men når han skriver, at Politiken ikke gennemskuede »facaden«, gør han sig i hvert fald for høje tanker om sig selv.

Seidenfaden og jeg gjorde os ingen illusioner om hans status som sandhedsvidne i 2006; i vores bog bliver han karakteriseret som »en mand med en betydelig mangel på dømmekraft«, hvis »fremfærd i medierne bærer præg af en selvsmagende arrogance, som kun udstiller den manglende situationsfornemmelse endnu tydeligere og cementerer et indtryk af, at medieopmærksomheden er steget ham til hovedet«.

Jeg har så talt med ham flere gange efter hans afsked med islamismen, og jeg har indtryk af, at han i dag er en anderledes afklaret mand, der også tænker længere og dybere, end bogen rækker, så måske er hans erkendelsesrejse ikke slut endnu.

Og som tidligere repræsentant for den mest yderligtgående linje blandt imamerne, der reagerede på karikaturerne, leverer han utvivlsomt også et stærkt og selvkritisk billede af skinhelligt religiøst hykleri.

Men derfor behøver man jo ikke sluge alle påstande eller være enig i hans analyser.

Og direkte grotesk er det for eksempel, når han nærmest gør Tøger Seidenfaden og Uffe Ellemann-Jensen til sine hemmelige medspillere og hænger Niels Helveg Petersen til tørre for at have taget et møde uden for offentlighedens søgelys med nogle af imamerne.

Jamen, selvfølgelig da - når regeringen havde afskaffet diplomatiet og samtalen, var det vel kun på sin plads, at andre forsøgte at afsøge mulighederne? Man kan godt mødes, lytte og tale med nogen, uden at man dermed bliver deres allierede.

Og de, der mener og mente, at avisens initiativ var stærkt problematisk, kan selvfølgelig sagtens have den allerstørste foragt for enhver politisk og religiøs trussel fra blodtørstige terrorister, der helst ser »vantro hunde« slagtet og reagerer med vold mod ord og streger.

Næsten alle med aktier i den offentlige debat om karikaturkrisen dengang var jo 100 procent enige om

1) at frygte, foragte og tage afstand fra trusler, vold og mord,

2) at fastslå Jyllands-Postens ret til at offentliggøre de pågældende karikaturer,

3) at insistere på Danmark som et åbent retssamfund.

Vi delte blot ikke alle den store konsensus om rigtigheden af Muhammedtegningernes iscenesættelse og Foghs krisehåndtering. I bogen 'Karikaturkrisen' afdækker Seidenfaden og jeg statsministerens konfrontationsfremmende spin og manipulation, der ikke blot førte pressen og befolkningen, men også Udenrigspolitisk Nævn bag lyset, hvilket er ved at være glemt i dag.

En meget væsentlig pointe i den forbindelse er, at karikaturernes offentliggørelse såvel som Foghs afvisning af ambassadørmødet i virkeligheden netop gavnede de yderligtgående islamistiske kræfter.

Dette kommer faktisk også til udtryk igen og igen i Akkaris egen fremstilling, når han skriver, at karikaturerne gav »enhver islamistisk opportunist«, som trak en skarp streg mellem de sande troende og de vantro, »en bombe i hånden«. Og når han tilføjer: »Tilbage var kun at dele den ud til masserne«.

Faktisk fremgår det også, at han og de mest yderligtgående islamister kun glædede sig, hver gang den uforsonlige linje tegnede danske politikeres reaktion, fordi det fremmede konfrontationen.

Derfor har han heller ikke ændret mit overordnede syn på krisen. Egentlig havde jeg for længst besluttet ikke at tage del i diskussionen mere - først og fremmest fordi grundfronterne forbliver de samme, men uenighederne blot skaber endnu mere distance og uforsonlighed end i nogen anden politisk sag herhjemme.

Men når nu Akkaris bog også bruges til at hovere over Tøger Seidenfaden, der desværre døde alt for tidligt i 2011 og ikke kan tage til genmæle, synes jeg alligevel, at jeg måtte knytte nogle sidste ord til sagen. Og afslutningsvis følgende punktum fra min side:

En af vores afgørende pointer var, at eskaleringen kunne være undgået uden at kompromittere ytringsfriheden - og det var jo faktisk det, der skete året efter under den anden karikaturkrise, som mange nok også har glemt.

Nyhedsavisen offentliggjorde en video fra Dansk Folkepartis Ungdoms sommermøde, hvor man konkurrerede om at tegne den mest vulgære Muhammedtegning, og en af de offentliggjorte tegninger viste Muhammed som en urinerende kamel, der drikker øl.

Var det monstro en fin tegning ud fra den betragtning, at man skal finde sig i hån, spot og latterliggørelse, eller er der trods alt grænser for, hvad der er gavnligt?

Uanset hvad førte den ikke til samme konfrontation som den første karikaturkrise - hvorfor? Måske fordi alle alligevel havde lært noget uden at indrømme det for højt. Klogeligt var der vist ingen imamrundrejse denne gang.

Men regeringen reagerede også anderledes. Muslimske ambassadører fik ikke smækket døren i næsen, men blev inviteret til et møde med Udenrigsministeriets direktør, og statsministeren udtalte i en pressemeddelelse, at provokationen »på ingen måde repræsenterer det danske folks eller unge danskeres syn på muslimer eller islam«.

Og ytringsfriheden overlevede selvfølgelig, at Fogh udtalte sig kritisk.

Så hvad kan vi lære fremadrettet? Jeg tror i det mindste, at den enkle, men resolutte afværgelse af den anden karikaturkrise er en bedre opskrift på at undgå fremtidige krisers eskalering end den, Fogh anvendte under den første karikaturkrise.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 19.4.2014