Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Helle Thulesen Dahl

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Kristian Thulesen Dahl kan blive formand for Danmarks største parti til næste folketingsvalg.

Ikke mange havde troet det for ti år siden. Og så kan man jo spekulere videre - alt kan ske. Ahmed Akkari kunne jo passende blive assimilationsminister. Vejen er banet af den mest ukritiske mikrofonholderjournalistik, nogen mand vel nogen sinde har mødt herhjemme i lang tid. Og det passer Thulesen Dahl perfekt, når den ex-islamistiske ex-imam nu poserer storsmilende foran Trykkefrihedsselskabets logo med en Muhammedkarikatur på sit kaffekrus. Fra den ene yderlighed til den anden.

Men assimilationsminister? Nej, så vidt kommer det ikke i 2015. Men i 2019? Hvem ved.

Dansk Folkeparti kan nå meget længere end for bare et par år siden, fordi partiet er ekspanderet langt ud over det traditionelle værdipolitiske felt og for alvor har smykket sig med en socialpolitisk profil, der fremstilles som Socialdemokratiet Classic.

Ganske vist er Thulesen Dahls politiske bagkatalog selvfølgelig nøjagtig lige så mørkeblåt som Løkkes habit, men det har vælgere glemt alt om, takket være Thorning-Schmidts & Corydons socialpolitiske kynisme, hvis blå transformation kaster et opmærksomhedsrøvende slør over Dansk Folkeparti.

Glemt er Thulesen Dahls dobbeltspil og løftebrud om dagpenge og efterløn i januar 2010: »Vi kan under ingen omstændigheder støtte reformer, der skærer i efterlønnen eller sænker dagpengeperioden.« (Jyllands-Posten, 9.1.2010). Men hvad skete der så fire måneder senere?

I maj 2010 gik Dansk Folkeparti med i en aftale, der halverede dagpengeperioden fra fire til to år, fordoblede genoptjeningskravet fra et halvt til et helt år og indførte et fradragsloft på 3.000 kr. for faglige kontingenter. Et spark til de ledige og et slag i ansigtet på fagbevægelsen.

Og hvad med Thulesen Dahls løfte om »under ingen omstændigheder« at røre efterlønnen?

I maj 2011 gik Dansk Folkeparti med i en aftale, der de facto afskaffer efterlønnen.

Hvordan er det lykkedes denne bluffmager at bilde S-vælgere ind, at Dansk Folkeparti er et solidarisk alternativ til Socialdemokratiet?

Svaret er enkelt: Thorning-Schmidt.

Det er først og fremmest takket være Thorning-Schmidt, at Thulesen Dahl er blevet så urørlig i dansk politik, at hans parti kan blive Danmarks største. Selvfølgelig sender hendes højredrejning også desillusionerede S-vælgere over til Enhedslisten, men det er jo den parallelle trafik i modsat retning, der tipper styrkeforholdene blokkene imellem.

Som oppositionsleder trak hun først Socialdemokratiet markant nærmere Dansk Folkepartis værdipolitik, som hendes parti ellers tidligere havde taget skarpt afstand fra, hvilket havde to klare blå konsekvenser: 1) DF-vælgere blev bestyrket i deres valg af Dansk Folkeparti, fordi partiet jo tydeligvis også satte Thorning-Schmidts dagsorden. 2) Flere og flere S-vælgere måtte uundgåeligt se Thorning-Schmidts ryk som en legitimering af Dansk Folkeparti, og hvorfor så ikke vælge Thulesen Dahls nationalistiske originalpolitik frem for Thorning-Schmidts kopivare?

Som statsminister trak hun dernæst Socialdemokratiet markant tættere på Venstres økonomiske politik, som hendes parti ellers tidligere havde taget skarpt afstand fra, hvilket har haft tre klare blå konsekvenser: 1) Borgerlige vælgere er blevet bestyrket i deres valg af blå blok, fordi borgerlige partier jo tydeligvis også sætter Thorning-Schmidts dagsorden. 2) Flere og flere S-vælgere må uundgåeligt se Thorning-Schmidts ryk som en legitimering af Venstres liberalistiske nedskæringspolitik, og hvorfor så ikke vælge Venstres originalpolitik frem for Thorning-Schmidts kopivare? 3) Thulesen Dahl har frit spil til sit socialpolitiske bluffnummer, der opsamler S-vælgere på partiflugt, for hvis Thorning-Schmidt udstiller ham, rammer det selvfølgelig hendes eget bluff lige i synet som en nådesløs boomerang.

Facit: Til sin succes med at æde vælgere ved at dæmonisere indvandrere kan Dansk Folkeparti derfor føje sin succes med at æde røde vælgere, der er trætte af Thorning-Schmidts socialpolitiske kynisme. Den 'røde' regerings blå socialpolitik har lettet Thulesen Dahls bluff i eminent grad.

Selvfølgelig kan meget ske inden næste folketingsvalg, og man har jo lov til at håbe på et mirakel, hvis man mener, at her er blevet rigeligt blåt i forvejen. Men det ser håbløst ud, selv om det ikke er usædvanligt, at meningsmålinger mellem to valg bevæger sig længere ud i marginalerne end valgresultatet, hvor vælgerne har en tendens til at udligne de største udsving noget.

Men hvis Socialdemokratiet ligefrem skal bevare Statsministeriet, kræver det efterhånden, at Thulesen Dahl afsløres som tredobbelt rovmorder eller fører valgkamp i limousine for offentlige midler. Men det første er næppe sandsynligt, og det sidste ligger jo nok nærmere til Løkke end til Thulesen Dahl.

Helle Thorning-Schmidt har ikke blot åbnet dørene for statsminister Lars Løkke Rasmussens comeback i 2015, men hun har beredt vejen for, at hans eneste rival til Statsministeriet i 2019 bliver Kristian Thulesen Dahl.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 17.4.2014