Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Medieskabt forargelse over ledige?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Den 11. marts lød en overskrift i Politiken: »Hver femte på kontanthjælp får mere end 200.00 kroner.« I artiklen kunne man bl.a. læse: »Mens antallet af personer, der lever af kontanthjælp, har været konstant stigende siden 2008, viser nye tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, at hver femte på kontanthjælp får mere, end hvad der svarer til en lønindkomst på 200.000 kroner årlig.«

Det er en misvisende fremstilling, for der er ikke tale om noget, der 'svarer' til en »lønindkomst«, men om kontanthjælp PLUS børnefamilieydelse, boligstøtte, friplads m.m.

ALLE børnefamilier med et vist lavindkomstniveau kan få sådanne ydelser, og ifølge AE-Rådet tjener en enlig lønmodtager i lavtlønsområdet med ét barn feks. ud fra samme regnestykke over 350.000 kroner brutto.

Det er blot én af flere relevante indvendniger, der rejses af Jann Sjursen, formand for Rådet for socialt udsatte.

I et debatindlæg kritiserer han, at »artiklen giver medløb til en forargelse, der allerede eksisterer hos mange danskere, og som kun har én udgang: at kontanthjælpen bliver beskåret for mennesker, der er syge, i behandling eller uden chance for at kunne arbejde« (Politiken, 18.3.2014).

Få dage senere er det en anden forargelig historie om de ledige, der bliver sendt gennem mediebilledet, dennegang af Danmarks Radio: »Ingen ansøgere til 250 byggejob i Nordjylland« lyder overskrifterne.

DR Nordjylland kan tilsyneladende berette om 250 job, der er blevet slået op i byggeriet i løbet af tre måneder i 2013, men ikke fik én eneste ansøger. De ledige mangler simpelthen polsk arbejdsmoral, vrænger Knud Kristensen, der både er formand for Dansk Byggeri i Nordjylland og konservativ borgmester i Vesthimmerlands kommune (jf. Avisen.dk, 18.3.2014).

Ja, de ledige er dovne og har det for godt, ikke sandt?

Der er imidlertid en lille hage - historien passer ikke. Der var ikke 250 ubesatte jobs i byggebranchen. Det var noget værre vrøvl.

Fuldmægtig Susanne Nielsen fra Beskæftigelsesregion Nordjylland måtte beklage misforståelsen: »Det er rigtig, rigtig ærgerligt. Det at sige, at der er 250 stillinger, som ikke har kunnet besættes inden for bygge og anlæg, det kan man simpelt hen ikke.« (Avisen.dk, 17.3.2014).

Ups.

Der var tale om en undersøgelse af såkaldt forgæves rekrutteringer, hvilket ikke er ensbetydende med, at man ikke har kunnet AFSÆTTE jobbet, men f.eks. kan betyde, at en ansat ikke har de rette kvalifikationer. Der var med andre ord ikke tale om opslåede stillinger.

Og det er desværre langtfra første gang, at historier om lediges overflod og dovenskab ikke holder til en saglig efterprøvning. Men misvisende historier som disse får alligevel en effekt, der bliver siddende længe efter, at de er tilbagevist (for det sker jo sjældent med samme forsideopsætning som de oprindelige forargelige sensationer).

Gang på gang bliver det derfor lettere at marginalisere de ledige, og den igangværende optrevling af kontanthjælpssystemets værn mod fattigdom får ekstra benzin på motoren.

Eller som Sjursen påpeger: »Det har på papiret hjulpet med at afskaffe fattigdomsydelser, men mange lider i realiteten alvorlige afsavn, hvis de er på en almindelig kontanthjælp. 14 procent af kontanthjælpsmodtagerne har af og til ikke råd til at spise tre måltider om dagen, 12 procent har undladt at købe medicin, og 27 procent undlader at besøge familie og venner, der bor mere end 20 kilometer væk. Og med regeringens indførelse af den nye fattidgdomsydelse, uddannelseshjælpen, er der stor ririko for mange flere fattige og hjemløse danskere blandt unge.«

Dertil kommer de tusindvis af ledige, der er faldet helt ud af systemet og hverken kan få job, dagpenge eller kontanthjælp.

Men først som sidst: De ledige er og bliver ikke skyld i ledigheden - det er denne simple kendsgerning, som politikere og medier gang på gang 'glemmer'. Der ER ikke arbejde til alle ledige - og der har aldrig været det.

I et halvt århundrede har halvdelen af den ganske befolkning (fra 0 til 120 år) været på arbejdsmarkedet, mens halvdelen ikke har. Gennemsnittet har vibreret omkring 50 procent i hvert af de seneste fire årtier.Men dette afgørende tal hører vi sjældent i debatten, for det viser jo formålsløsheden i at skræmme og stramme i ét væk.

Hvis vi derfor vil gøre noget ved ledigheden, skal vi først og fremmet blive bedre til at dele det arbejde, der ER, og se i øjnene, at overførselsydelser skal sikre familier mod social ruin, ikke være integrerede led i et system af tommeskruer og klapjagt.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 21.3.2014