Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

SF åd sig en pukkel til

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Som begrundelse for sit partiskifte anfører SF's tidligere miljøminister Ida Auken frustration over, at regeringens resultater ikke er blevet værdsat: »SF har taget ansvar for en række svære beslutninger i en krisetid, og nogen gange kræver det tålmodighed at se resultaterne. Paradoksalt nok forlod SF regeringen samtidig med, at det kom frem, at arbejdsløsheden er den laveste i fire år.« (BT.dk, 31.1.2014).

Der er mere end rigeligt misinformation i disse to korte sætninger, selv i disse spin-tider.

For det første implicerer Ida Auken med de såkaldte »svære beslutninger«, at man ikke havde noget valg, hvilket er vrøvl. Alle politiske beslutninger er politiske prioriteringer. Der er altid et valg.

Selvfølgelig kunne SF tidligt have sagt fra over for salget til Goldman Sachs - der skal vel være enighed mellem regeringspartier? Og selvfølgelig kunne partiet afvise at tvinge ledige til lorteopsamling og andet ydmygende tvangsarbejde, ligesom SF kunne undlade at acceptere de øvrige DDR-lignende tiltag over for ledige i form af overvågning og snageri i de mest intime dele af privat- og seksuallivet.

Men det åd SF, og dét hører jo med til »resultaterne« af regeringsdeltagelsen, ikke sandt?

I stedet fremhæver Ida Auken, at det er »paradoksalt«, at SF kollapser som regeringsparti, netop når »arbejdsløsheden er den laveste i fire år«.

Det, hun refererer til, er faldet i bruttoledigheden, mens hun bl.a. forbigår, 1) at antallet af såkaldt ikke-jobklare kontanthjælpsmodtagere fortsat stiger, men at disse ledige bekvemt nok ikke tæller med i ledighedstallet, og 2) at tusinder af ledige er blevet frataget al kontanthjælp, men at disse ledige bekvemt nok heller ikke tæller med i ledighedstallet.

Måske er »resultaterne« ikke helt så prangende, når det kommer til stykket?

Det er måske også derfor, at især ex-ministrene i partiet er nervøse eller direkte springer fra borde, fordi de kan huske, hvordan regeringskursens arkitekter i SF fik så eftertrykkelige tærsk af baglandet sidste gang?

Siden opbruddet har der imidlertid været et forbavsende slagsmål i SF om, hvem der har forårsaget regeringskrakket og »svigtet« Annette Vilhelmsen i folketingsgruppen. Men i stedet for en formålsløs diskussion om hvem, der har »skylden« for at miste ministerbilerne, skulle man hellere kappes om æren for at sige fra over for Goldman Sachs. Eller med Ritt Bjerregaards ord: »Det er et sundhedstegn, at der bliver sagt fra, og det var godt, at SF's bagland var så tydelige i deres opfattelse. Jeg ville ønske, at det samme var sket i S.« (Politiken, 1.2.2014).

SF bør tage opgøret hele vejen og diskutere, hvordan i alverden partiet kunne ende i seng med Goldman Sachs - eller stå på mål for selskabsskattereformen, offentlighedsloven og kontanthjælpsreformen. Totale svigt af alt, hvad SF hidtil har stået for.

Karsten Hønge har jo åbenlyst ret i, at DONG-sagen blot er »en kamel, der stiller sig oven på bunken af kameler, som er blevet slugt af SF«.

Når Vilhelmsen ikke har været i stand til at skærpe parti-profilen, skyldes det naturligvis ikke mindst, at Søvndal & Möger allerede under forhandlingerne om regeringsgrundlaget støbte togskinnerne til et politisk brandudsalg med VK's økonomiske politik som eksplicit forbillede, men også at den nye SF-ledelse var for svag eller søvnig til at turde sige fra, når Thorning-Schmidt gik »reformamok«.

Man skal vist have været lukket inde i en ministerbil lidt for længe for at overse, at SF solgte ud og fik meget lidt til gengæld. Derfor kører SR-regeringen også videre uden at ændre et komma i regeringsgrundlaget - så kan det vist ikke sige tydeligere, at det ikke rummede de store særegne SF-aftryk.

Og de fleste af SF's senere »gevinster« i regeringen, som partiets ex-ministre fremhæver, er trods alt ikke mere gevinster, end at de i forvejen overlapper Socialdemokratiets eller De Radikales positioner (togfonden blev f.eks. præsenteret af Henrik Dam Kristensen, der jo var transportminister i næsten to år før Pia Olsen Dyhr).

Omvendt er flere af de kameler, der er blevet slugt af SF, åbenlyst i modstrid med SF's politik før regeringsdeltagelsen. Dét kan SF's afgåede ministre ikke løbe fra, og det er déri, substansen i SF's krise består.

SF's vælgere og medlemmer er jo ikke forsvundet, fordi regeringen 'kun' solgte 19% og ikke 59% til Goldman Sachs, eller fordi regeringen har været for 'god' ved de ledige. Vel?

Derfor tror jeg, at SF overser udgangspunktet for partiets krise, hvis den næste formand bliver en af ex-ministrene, der har ædt sig en pukkel til i regeringens kamel-buffet.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 6.2.2014