Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Hvem gavner ledige og lønmodtagere, FOA eller LO & S?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Lønmodtagernes kamporganisationer bør også være de lediges kamporganisationer, men dele af fagbevægelsen accepterer i alt for vid udstrækning horrible forhold for ledige, hvilket i sidste ende rammer lønmodtagerne som en boomerang. Jo værre forhold, der gennemtvinges over for de ledige, desto mere desperate løntrykkere bliver ikke blot de ledige, men også lønmodtagerne, hvorved sikkerhed og tryghed i jobbet udhules.

For nylig har vi f.eks. set Akademikernes absurde udfald mod A-kassernes Samvirke for at have markeret sig kritisk på fordelingspolitikken.

Det er som om, man ikke forstår, at hvis forholdene skal forbedres for de ledige, og løntryk skal undgås, er der i den grad brug for hver eneste kritiske stemme, som ikke lader sig passivisere af, at Socialdemokraterne har regeringsmagten.

AK Samvirkes Verner Sand Kirk er ikke den eneste, der har forstået nødvendigheden af kritik og dokumentation, hvad angår regeringens forøgelse af uligheden og de drastiske forringelser af lediges vilkår, også FOA's formand Dennis Kristensen er en af de kritiske stemmer i debatten.

Så meget desto mere trist og afslørende er den seneste 'fortalelse' af LO-formand Harald Børstings personlige sekretær i LO's ledelsesgruppe, Karin Frederiksen, da hun for nylig kortsluttede og skrev til Dennis Kristensen på Facebook: »Jeg er nået dertil hvor jeg interesserer mig mere for Linse Keslers FB opdateringer end Dennis Kristensen hold nu kæft.« (BT, 13.1.2014).

Når det er værd at nævne, skyldes det, at det blot er krudstøvet fra et dybere slagsmål i fagbevægelsen. Det er ikke mere end et par måneder siden, at Dennis Kristensen i meget skarpe vendinger kritiserede skriftlige aftaler mellem LO's lokalafdelinger og politiske partier i en række kommuner, hvor penge går fra LO til partier som ydelse for specifikke politiske standpunkter.

FOA's formand udtalte bl.a., at det er farligt at »skubbe til det billede af, at man ikke kan købe sig til politisk indflydelse i Danmark« og understregede: »De skal ikke videregive FOA's kontingent til LO og bruge vores penge til partistøtte. (...) Den tid er forbi, hvor fagbevægelsen sponsorerede politiske partier, og vi har også passeret det stadie, hvor det giver mening, at de faglige organisationer tager deres medlemmer i hånden og siger, hvor de skal sætte deres kryds.« (Politiken, 6.11.2013).

Det er altafgørende, at fagbevægelsen markerer sig politisk i alt, hvad der har at gøre med arbejdsmarkedsforhold og ledighed. Men man bør køre sine egne kampagner for sin egen sag.

Problemet er selvfølgelig, at den økonomiske pengepung i den blå ende af det politiske spektrum i forvejen er ekstremt tung, hvorfor det i mine øjne næppe er odiøst, når fagforeninger hælder lidt i rød vægtskåle. Men det bør selvfølgelig ikke ske i form af LO-aftaler, der 'køber' standpunkter, og i øvrigt slet ikke involvere LO, der for over ti år siden afskaffede den faste partistøtte til Socialdemokraterne.

Det historiske bånd til Socialdemokraterne giver jo heller ikke megen mening i Thorning-Schmidt-æraen, og Dennis Kristensen har langet ud efter det flere gange, når det alligevel er dukket op til overfladen. I en kronik i 2012 kritiserede han f.eks. LO-toppens håndtering af trepartsforhandlingerne, hvor en række fagforbund blev kørt ud på et sidespor:

»Man skal ikke være cand.et-eller-andet for at regne ud, at det skriger til himlen at ville have flere arbejdstimer ud af de danskere, der er på arbejdsmarkedet, samtidig med at 160.000 er sendt ud på reservebænken på arbejdsløshedsdagpenge. (...) Det var desværre ikke dialog med lønmodtagere, der prægede tiden op til forhandlingerne. Der var vel nærmere fuldstændig radiotavshed hos regeringspartierne. (...) Hvis det var hensigten at gennemføre en udvidelse af arbejdsudbuddet her og nu, kan formålet dårligt have været andet end at presse kampen om de alt for få job og dermed lægge en dæmper på lønudviklingen i de kommende år. Jeg er ikke noget sandhedsvidne, når det gælder, hvilke budskaber regeringen kan have givet til faglige ledere bag lukkede døre. Det stod allerede for mange måneder siden klart, at partibogen blev tjekket ved indgangsdøren til den form for samtaler. Regeringens dialoglinje rækker åbenbart ikke så langt.« (Politiken, 4.7.2012).

Partibogen blev tjekket ved indgangsdøren. Kun den Thorning-Schmidt-venlige del af fagbevægelsen er velkommen.

Forløbet var ifølge Dennis Kristensen »præget af partipolitiske hensyn og 'vi ved bedst, hvad der tjener medlemmernes interesser'-holdninger« og en »voldtægt af LO's vedtægter«, der atter afslørede »tidligere tiders partipolitiske ejerskab til fagbevægelsen og dens medlemmer«. Intet mindre.

Det er nok en del af kernen i det slagsmål, som fik en åbenmundet LO-sekretær til at tabe hovedet og for åbent tæppe atter udstille det dårlige klima.

Det er fatalt for både lønmodtagere og ledige, at fagbevægelsen ikke kan agere som en klar og utvetydig kamporganisation for bedre vilkår på arbejdsmarkedet - hvilket er uløseligt forbundet med bedre vilkår for de ledige.

I mine øjne er to pointer vigtige her: 1) LO-ledelsens særhensyn til S-ledelsen gavner hverken lønmodtagere eller ledige. 2) Enhver stemme, der taler imod forringelserne for de ledige og bekæmper den voksende økonomiske ulighed, taler for lønmodtagernes vilkår. Ledige og lønmodtagere har ikke modstridende interesser, men fælles interesser.

I det lys kan der ikke være tvivl om, at FOA gavner både lediges og lønmodtageres overordnede interesser bedre end både den aktuelle ledelse i Socialdemokratiet og den aktuelle ledelse i LO.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 14.1.2014