Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Thorning-Schmidts nytårstale er ren vælgervildledning

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

»Mandela havde den livsklogskab, som mange og stormfulde leveår kan give. Og han kæmpede for noget alment gyldigt: At alle mennesker er lige. Vi var det første land i verden, som forbød handel med apartheidregimet. I Sydafrika husker de Danmark. Selvom vi er et lille land, så kan vi gøre en forskel. Det er derfor, vi er med i forreste række, når der skal destrueres kemiske våben fra Syrien. Og det er også derfor, at vi i mere end 10 år har været med til at udføre en vigtig opgave i Afghanistan.«

At gøre en forskel til det bedre betyder, at man gør noget bedre, end det ellers ville være blevet gjort. Det gjorde vi, da vi som et lille land gik imod strømmen og var foregangsland i forhold til at forbyde handel med apartheidregimet.

I Irak såvel som Afghanistan kan der have været nok så mange personlige ædle motiver for at ville bekæmpe diktatoriske regimer, men politisk set har det primært handlet om at profilere sig positivt over for USA med fatale konsekvenser for danske soldater og endnu flere civile afghanere - en blodig krigsdeltagelse med et uoverskueligt antal ofre, som Thorning-Schmidt har bidraget aktivt til at trække i langdrag.

Der er mange, mange andre måder at føre »aktivistisk udenrigspolitik« på end bare at kaste sig ud i en amerikansk-ledet krig.

At koble en hyldest til Mandela sammen med en hyldest til en dansk kopi af den amerikanske udenrigspolitik, som samme Mandela gentagne gange tordnede imod, er tilmed decideret uredeligt.

Og hånden på hjertet: Kan nogen være i tvivl om, at Thorning-Schmidt aldrig havde gennemført et handelsforbud mod apartheidregimet i Sydafrika, medmindre USA havde givet grønt lys for det?

Samme uredelighed kendetegner nytårstalens skønmalende selvros til hendes egen reformpolitik - det, hun ved en anden lejlighed euforisk kaldte at gå reformamok: »Jeg ved godt, at nogle tænker: Er der brug for så mange forandringer på samme tid? Og behøver vi at vende hver krone? Mit svar er ja.«

Svaret er selvindlysende forkert, fordi spørgsmålene i bedste fald er misvisende opstillet.

AL økonomisk politik er et spørgsmål om prioritering, så enkelt er det. Selvfølgelig behøver vi ikke straffe og ringeagte de ledige, sådan som regeringen har gjort i så udtalt grad. Selvfølgelig behøver vi ikke skære ned på kontanthjælpen eller chikanere, krænke og ydmyge ledige - regeringen kunne have valgt at prioritere anderledes. Hvis den ville.

Men det vil Thorning-Schmidt bare ikke. Længere er den såmænd ikke.

Derfor er det også rent hykleri, når hun nu forsøger at sælge sig som Socialdemokrat Classic: »Under 30'ernes store krise blev det besluttet, at hjælp fra kommunen ikke er en almisse. Men en ret for mennesker, der har brug for den. (...) Et solidarisk Danmark.«

Ja, og ligesom under oliekrisen i 1970'erne kæmpede socialdemokrater for at løfte sikkerhedsnettet og den socialøkonomiske lighed, hvorimod Thorning-Schmidt efter krisen i 2008 har gjort nøjagtig det MODSATTE.

Virkeligheden er, at det solidariske Danmark har været under afvikling i årevis, men at det ikke tidligere er sket så drastisk som under den nuværende socialdemokratisk ledede regering.

Her er solidaritet med de arbejdsløse afgjort ikke i højsædet - karakteristisk nok bliver de ikke engang nævnt med et ord i nytårstalen. De tæller ikke. I stedet lefles for de offentligt ansatte, som ellers også har været regeringens skydeskive, mens det skal sælges som noget rosenrødt, at alle skal presse til at arbejde endnu længere op i årene - hvilket kun gør det vanskeligere at få unge arbejdsløse ud på arbejdsmarkedet.

Og så er der tonen: »Jeg synes, at tonen er blevet mere hård de senere år. Både fra borgere, i medier og på nettet. Ordene er blevet mere rå. Det skal vi lave om på sammen. Vi skal vise større respekt for hinanden.«

Det kan man vist kalde en selvhenter.

Er det at vise »større respekt for hinanden«, når regeringen lader myndighederne udsætte ledige for elektrochok, pligtmedicinering, overvågning og adfærdsregulering helt ned i seksuallivets intime detaljer?

Det har intet med respekt at gøre - ja, det ville næsten være for mildt at kalde DISrespekt. Hån og tvang er, hvad det er.

Så nej, Thorning-Schmidts politiske projekt har intet med lighed at gøre, hvor meget hun så ellers soler sig i Mandelas lys, og det har heller intet med solidaritet at gøre, hvor meget hun så ellers soler sig i de historiske socialdemokratiske velfærdsforbedringer, som hun selv er i fuld gang med at afvikle.

Summa summarum: Hvorfor lade som om, at der var noget som helst substantielt klassisk socialdemokratisk at hente i denne tale?

Selv efter de meget lave standarder, der gælder for den slags i dansk politik, var det blot endnu en hyklerisk floskeltale.

Jo før socialdemokrater ser det i øjnene, desto bedre: Hvis det virkelig er solidaritet, ligebehandling og respekt for den enkelte borger, der er vejen og målet for den socialdemokratiske rejse, er det vanskeligt at forestille sig en mindre velvalgt og mere uoprigtig rejsefører end Thorning-Schmidt.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 2.1.2014