Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Et nyt år - en fornyet og forværret klapjagt på de ledige

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Få dage efter at Dansk Folkeparti har udstillet deres trang til politisk religionshygiejne i et apartheidagtigt forsøg på at udelukke muslimer som nye danske statsborgere, vælger to socialdemokrater, Peter Hummelgaard og Mattias Tesfaye, at proklamere behovet for en ny alliance mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, der skal være »rygraden« i fremtidig dansk politik. Det kan man kalde en kuldegysende timing, der vil noget.

Det er en gåde, hvordan den almindeligvis politisk ædruelige Hummelgaard har ladet sig lokke med på den galej af Tessfaye, der på få år er ræset mod højre med noget nær Karen Jespersensk hastighed - først fra DKP/ML til Enhedslisten, så fra Enhedslisten til SF og siden fra SF til Socialdemokratiet, og nu forsøger han altså at trække sit seneste midlertidige parti længere i retning af Dansk Folkeparti.

Nogen realpolitisk konsekvens har det ikke her og nu, hvilket man imidlertid ikke kan sige om en anden betydeligt mere magtfuld topsocialdemokrat, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, hvis snik-snakkende ligebehandlings-spin blev klædt af til den politiske knoglemarv af Martin Krasnik i Deadline den 19. december.

Uden held forsøgte ministeren at åle sig udenom, men til sidst fremstod hendes logik lige så glasklar, som den er surrealistisk: Hvis nogen forskelsbehandles ved at blive underkastet socialpolitiske urimeligheder, så løses problemet ikke ved at afskaffe urimelighederne, men derimod ved at udvide dem til at gælde alle. Keine Hexerei, nur Behändigkeit.

Hvis f.eks. en kontanthjælpsmodtager i dag vælger at tage en uddannelse, skal vedkommende gå ned i ydelse, hvilket forarger Mette Frederiksen: »Det er et jo et ret hårdt benspænd at give dem i dag.«

Ministerens løsning er imidlertid at gøre dette hårde benspænd til fast praksis - og vupti, så er der »ligestilling«, ikke sandt?!

Samme bizarre logik gælder den såkaldt gensidige forsørgerpligt: »Målet er alene, at det ikke skal være bedre at være kærestepar end at være gift,« forklarer ministeren.

Men så er løsningen vel at afskaffe urimeligheden og lade ydelserne være individbaseret, så kontanthjælpsmodtagere i parforhold ikke længere kan tvinges til at gå fra hinanden for at klare sig økonomisk? Nej - løsningen er at forværre forholdene og straffe ALLE par for at bo sammen.

Det er akkurat så absurd, som det lyder. Tænk, om Mette Frederiksen havde været kirkeminister og ud fra samme logik ville gøre op med forskelsbehandlingen af homoseksuelle par, der tidligere ikke kunne blive viet i kirken. Hvori ville »ligestillingen« à la Frederiksen så bestå? Hun ville selvsagt forbyde alle par at blive viet!

Men hvad værre er: Beskæftigelsesministeren forsøger ikke blot at skønmale sin socialpolitiske pisk, der er blevet længere og hårdere, ved at bilde os ind, at hun »ligestiller« flere, mens hun negligerer, at det i virkeligheden skyldes, at hun nu pisker flere - nej, den absurde ligestillingslogik flytter oven i købet bare forskelsbehandlingen et nyt sted hen.

Samlevende på kontanthjælp bliver således ikke »ligestillet« med ægtepar, men stilles værre, bl.a. fordi de netop ikke kan bruge hinandens skattefradrag, og tilsvarende »ligestilles« unge på uddannelsesydelse heller ikke med SU-modtagere, fordi de f.eks. ikke kan optage lån på samme vilkår og ikke kan arbejde uden at blive modregnet.

Derfor er det også hykleri, når hun i Politiken 26.12. pludselig udtrykker sin bekymrende utilfredshed med »indfasningen« af dagpengereformen, hvor 34.000 er hældt ud. Blot få dage forinden har hun uden videre bifaldet, at de som kontanthjælpsmodtagere kan tvinges til at samle hundelorte, og i Deadline fremstillede hun indhegning af hundeområder som »en opgave, der skal løses for, at et samfund kan hænge sammen« ... Sic!

Krokodilletårer, propaganda og meningsløst tvangsarbejde er, hvad det er. Uden én krone i løn.

At den grænseløse ringeagt for samfundets ledige desværre kun mødes med tavs ligegyldighed, også når socialdemokratiske profiler uden for Borgen endelig lægger an til at foreslå et kursskifte, illustrerer Hummelgaard & Tesfaye desværre alt for åbenlyst. Derimod er frikadellens kulturberigelse i ramme alvor en central kerne i deres politiske fremtidsvision, hvor »Socialdemokraterne sammen med Dansk Folkeparti kan udgøre rygraden i et alternativt bredt flertal, som landets øvrige partier må orientere sig efter«.

Dét er så flødeskummet af politisk dybsindighed i partiets næste generation?

Well, lad mig afslutningsvis nøjes med at påpege en iøjnefaldende selvmodsigelse: Med den hastighed, hvormed Socialdemokratiet afvikler velfærdssamfundet og undergraver fagbevægelsen ved at gøre titusindvis af ledige til lønløse løntrykkere, er der to ord i denne 'vision', vi aldrig nogen sinde kommer til at se forbundet med dette parti i fremtiden: flertal og rygrad.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 28.12.2013


APROPOS: Ledighed og ledighad - kritisk analyse af et politisk normskred

Forside til 'Ledighed og ledighad'