Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Kjærsgaard & Co.'s hykleriske hyldest til Mandela

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Nelson Mandela er død og hyldes verden over som et friheds-ikon, også af mange af de politikere, der var mindre tilbøjelige til at få apartheid ekspederet ud på den historiske losseplads.

Det var således et flertal uden om den borgerlige regering, der i 1980'erne indførte det første forbud i verden mod nye investeringer i Sydafrika og dermed førte en aktivistisk udenrigspolitik, der placerede Danmark på verdenskortet - dengang betød det noget andet end de senere år, hvor »aktivistisk« er blevet synonymt med at rette ind efter USA og gå i krig, når USA går i krig.

Margareth Thatcher og mange andre prominente vestlige politikere kaldte ANC for en terrororganisation, og først i 2008 blev Mandela officielt fjernet fra USA's terrorliste. Også Pia Kjærsgaard foretrak at føje det sydafrikanske styre frem for at lytte til ANC, da Mandela opfordrede til at forsætte sanktionerne i 1990, og nu må hun så fastholde, at hun intet fortryder: »Mandela var jo leder af ANC, som havde mange liv på samvittigheden.« (TV2.dk, 8.12.2013).

Men var det nogen sinde lykkedes at komme af med apartheid-regimet, hvis ikke ANC havde ført væbnet kamp? Næppe.

Og ikke desto mindre har Kjærsgaard siden forstået at navigere opportunt og sole sig i Mandelas stjernestøv, når hun og hendes parti tager del i hyldesten af den døde helt - uden at forholde sig til paradokset.

I 1990 skrev hun f.eks. om samme Mandela, at det var »vigtigst af alt« at understrege, »at ANC ikke er en organisation, der har stor udbredelse og tilslutning blandt den sorte befolkning. Dets leder, Nelson Mandela, der også har ansvar for væbnet opstand, tortur m.v., er betalt fra Moskva og styres fra samme sted.« (Berlingske Tidende, 6.5.2013).

Året efter tordnede hun: »Fri os for disse sanktioner, som kun Mandela og hans kommunistvenner ønsker opretholdt.« (Berlingske Tidende, 16.7.2013).

Det er samme Kjærsgaard, der i 1999 var ved at falde over sine egne ben for pludselig at udvise sin næsegruse beundring og trykke hånd med »kommunisten« og »terroristen« Mandela, da han som sydafrikansk præsident gæstede Folketinget - den samme Mandela, der kaldte Sydafrika for Regnbuestaten for at understrege den etniske mangfoldighed.

Tjah, Kjærsgaard og mange andre glemmer også fortsat, at Mandela talte imod diskrimination hvor som helst og ikke blot i Sydafrika, og at han var en markant modstander af Irakkrigen og 'krigen mod terror'.

Jeg har tidligere citeret Bjarke Larsen, der dækkede Sydafrika for dagbladet Information i 1983-1989, og som i 2001 så tilbage på visse politikeres bekvemme omslag: »Da apartheid-styret så var blevet afskaffet og Nelson Mandela havde vist sig ikke at være et kommunistisk uhyre, men derimod vor tids mest karismatiske politiske leder, holdt de borgerlige politikere sig til gengæld ikke tilbage for at tilrane sig en del af æren og bade sig i den opmærksomhed, der blev Mandela til del, da han besøgte Danmark for at sige tak. Tak for den store moralske støtte, Danmark havde ydet ved at gå forrest med sin sanktionspolitik, og som havde været en vigtig inspirationskilde for andre lande, og tak for den store økonomiske støtte til ANC's flygtningelejre. Ved den lejlighed havde det været passende, hvis de borgerlige politikere pænt havde holdt sig i baggrunden med et par ord om, at de hele tiden havde været imod den danske linje og derfor ikke følte sig berettigede til at blive omfattet af de pæne ord.« (Information, 21.1.2001).

Det samme kan og bør gentages i anledning Nelson Mandelas død. Også ved denne lejlighed ville det være passende, hvis de borgerlige politikere pænt holdt sig i baggrunden med selverkendende ord om, at de bekæmpede ANC og modsatte sig den danske kritik og boykot af apartheidregimet.

Når Pia Kjærsgaard derfor bliver bedt om at forholde sig til sin kritik af Mandela i begyndelsen af 1990'erne, har hun glemt, hvor meget hun faktisk afskyede »kommunisten« og nøjes med at fastholde, at Mandela som leder af ANC »havde mange liv på samvittigheden«, men tilføjer så, at »når det er sagt, så var det jo godt, at han fik sørget for, at alle fik stemmeret«.

Man må sno sig.

Hvad hun selvfølgelig mangler at tilføje er: »Ophævelsen af apartheid skete på TRODS af, at jeg bidrog alt, hvad jeg kunne, til at miskredittere Mandela og ANC. Gudskelov var der andre mere klartsynede politikere, der reagerede stik modsat mig.«

Det havde været selverkendende redelighed enten at fastholde sin afstandtagen eller erkende sin uklædelige opportunisme.

Men det er selvsagt for meget at forvente. Oven på al denne kollektive heroisering af Mandela og hans kamp mod racismen, kunne det ellers også være interessant, om en journalist kunne finde på at spørge Kjærsgaard om følgende:

Du og andre fra Dansk Folkeparti har ved flere lejligheder hyldet Mandela og påpeget det grænseløst urimelige i at ringeagte medmennesker, blot fordi de har en forkert hudfarve. Hvor langt er springet til at erkende det urimelige i at ringeagte medmennesker, blot fordi de har en forkert etnicitet og kulturbaggrund?

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 9.12.2013