Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Mette Frederiksens totalitære kontanthjælpskynisme

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

17.500 unge under 30 år mister kontanthjælpen og skal i stedet modtage en lavere ydelse, der svarer til SU. Mange må gå fra deres bolig, fordi de simpelthen ikke længere kan betale huslejen - men beskæftigelsesminister Mette Frederiksen kan berolige dem: »Det kan være, at man må bo et andet sted, end man havde regnet med.« (JP.dk, 30.11.2013).

Aha. Dét var selvfølgelig en begavet løsning: Flyt.

For de billige boliger hænger på træerne, og enhver kontanthjælpsmodtager kan jo bare tage en uddannelse med udsigt til overdådige indtægter en årrække senere, skønt der i forvejen er langt flere ledige end jobs, ikke sandt?

Problemet er, at kontanthjælpsmodtagere ikke er studerende og generelt har langt ringere vilkår i forvejen, som Heidi Hesselager fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) påpeger: »De unge har svært ved at klare sig på de lave ydelser. Deres position er langt værre, end den er for studerende: Får de et deltidsjob ligesom en studerende, ryger kontanthjælpen. De har ikke adgang til billige kollegieboliger, og renoveringen af de almene boliger har ført til, at det er langt dyrere at finde en bolig, som de har råd til.« (JP.dk, 30.11.2013).

Formanden for socialrådgiverne, Majbrit Berlau fastslår, at det er »utvivlsomt«, at reformen fører til flere hjemløse - og antallet af hjemløse unge er i forvejen fordoblet fra 2009 til 2013.

Men Frederiksen er kold i røven.

Ja, jeg gider ikke pakke det ind, for det er dét, hun er: kold i røven. Og det er jo også sådan, vi helst skal sige tingene herhjemme - uindpakket, ikke sandt?

Jeg foretrækker dog at vende retorikken mod toppen af systemet i stedet for bunden - og ministeren i toppen af systemet har ikke fortjent at få budskabet pakket ind i høviske vendinger, når man står i spidsen for et kafkask kontrolregime af denne grad af kynisme, sorry.

For kontanthjælpsreformens urimelige konsekvenser rækker langt længere - den gensidige forsørgerpligt, der også træder i kraft 1. januar 2014, er slet og ret grundlovsstridig ifølge professor i socialret Kirsten Ketscher. Og den kritik har eksperter fremført i månedsvis.

Men Mette Frederiksen er kold i røven.

12.000 personer står derfor til at blive trukket i eller miste kontanthjælpen, fordi deres samlever har en lønindkomst. Samlevere, hvor den ene rammes af ledighed, skal altså rammes dobbelt af Mette Frederiksen: Det er ikke tilstrækkeligt med en urimeligt mistænkeliggørende og økonomisk problematisk status som kontanthjælpsmodtager, nu skal kæresten også rammes økonomisk, så hele familien straffes.

Tidligere har Socialrådgivernes formand Majbrit Berlau kritiseret konsekvenserne: »Vi kan se, at en del folk på kontanthjælp har måttet tage konsekvensen og lade sig skille, for ikke at blive ramt af forsørgerpligten, og de mennesker vil blive tvunget til at flytte fra hinanden, hvis også samlevende skal til at forsørge hinanden.« (Politiken, 25.2.2013).

I forvejen er Mette Frederiksen minister for et ledighedsregime, hvor kontrolgrupper snager helt ind i de lediges soveværelse, indkøbsvaner og Facebook-billeder i en kafkask klapjagt. Det skaber ikke ét eneste job, men det plager, chikanerer og krænker enlige ledige i grotesk grad - for tænk sig, hvis de ikke ER enlige, men lever i et samlivsforhold? Uha - så er de pludselig dømt 'sociale bedragere', der skal straffes.

I stedet for én gang for alle at sørge for, at alle ydelser er individ-baserede, har man skabt et kontrolregime, der tvinger trængte ledige til at flytte fra hinanden og risikere repressalier med fatale konsekvenser for deres økonomi og tilværelse, hvis de 'afsløres' i at leve i et samlivsforhold.

Og tusinder af kontanthjælpsmodtagere fratages årligt deres kontanthjælp. I gennemsnit oplever hver eneste kontanthjælpsmodtager i Danmark således mindst én økonomisk straf hvert eneste år. 140.000 straffe bliver det til.

Ethundredeogfyrretusind.

Og De Radikale og SF løfter ikke en finger i protest. De menige socialdemokrater i Folketinget siger ikke et kvæk.

Der er i forvejen tale om statslige indgreb i privatlivet så unødvendigt krænkende, grænseoverskridende og adfærdsregulerende, at de ledige er underlagt et kontrolregime med stadig tydeligere totalitære træk. Men det rager tydeligvis ikke Mette Frederiksen en papand.

Og det er dette syge system, som ministeren nu gør endnu værre med den nye kontanthjælpsreform.

Hvis ikke det er kuldegysende, ved jeg ikke, hvad det er.

APROPOS

> Åbent brev til regeringen: Afskaf ledighad

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 2.12.2013