Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Nyt historisk Thorning-nederlag til S bagatelliseres

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

De store tabere til kommunalvalget er SF og Socialdemokratiet, hvilket igen vidner om den massive skuffelse, de blå prioriteringer i fordelings- og socialpolitikken har medført i 'egen' vælgerbase. SF er styrtdykket fra 14,5 procent til 5,6 procent.

Annette Vilhelmsen vil tilsyneladende gerne se dette »på baggrund« af et historisk godt kommunalvalg i 2009 - men det er et rent skønmaleri. Partiets nederlag har ikke 'bare' nivelleret den historiske fremgang fra 2009, men derimod givet SF et kommunalvalgresultat, der ikke har været lavere i over tyve år (hvis ikke længere - jeg har tjekket tallene fra og med 1993).

Der kan næppe herske tvivl om, at Helle Thorning-Schmidt kan takke Lars Løkke Rasmussen for, at Socialdemokratiet ikke gik endnu mere tilbage - og Venstre ikke mere frem. Den massive modvind, som Løkke har måttet stå model til den seneste måneds tid, har selvsagt gavnet Thorning-Schmidt - men altså ikke nok til at hindre et valgnederlag.

Og med Helle Thorning-Schmidt i formandsstolen for Socialdemokratiet er partiet gået tilbage ved hvert eneste valg - nu seks gange i træk:

Kommunalvalget i 2005 var det første valgnederlag under Thorning-Schmidt, hvor Socialdemokratiet gik beskedent tilbage fra 34,4 til 34,3 procent. Folketingsvalget i 2007 var det andet valgnederlag under Thorning-Schmidt, hvor Socialdemokratiet gik tilbage fra 25,9 til 25,5 procent. Europaparlamentsvalget i 2009 var det tredje valgnederlag under Thorning-Schmidt, hvor Socialdemokratiet gik massivt tilbage fra 32,6 til 21,5 procent. Kommunalvalget i 2009 var det fjerde valgnederlag under Thorning-Schimdt, hvor Socialdemokratiet gik markant tilbage fra 34,3 til 30,6 procent. Folketingsvalget i 2011 var det femte valgnederlag under Thorning-Schmidt, hvor partiet gik tilbage fra 25,5 til 24,8 procent. Kommunalvalget 2013 er det sjette valgnederlag under Thorning-Schmidt, hvor partiet gik tilbage fra 30,6 til 29,5 procent.

Valgnederlag efter valgnederlag har Thorning-Schmidt efterfølgende omtalt som en sejr. Mest surrealistisk efter den eklatante valgkatastrofe under Europaparlamentsvalget i 2009, hvor hun udtalte: »Når vi har vundet kommunalvalget, går vi efter den tredje sejr på stribe.« (Jp.dk, 8.6.2009).

Ikke alene gik Socialdemokratiet ikke frem til det følgende kommunalvalg, men partiet havde heller ikke haft to foregående valgsejre »på stribe«, men derimod TRE valgnederlag på stribe. I dag er det så blevet til seks valgnederlag.

Efterhånden er det måske trods alt blevet for umuligt at italesætte de historiske tab som »sejre«, og Thorning-Schmidt har måttet erkende, at partiet har lidt nederlag. Alligevel kan hun heller ikke dennegang dy sig for følgende virkelighedsfjerne kommentar til de forsamlede partikammerater: »Vi går tilbage på baggrund af et rigtig godt valg sidste gang« (DR.dk, 19.11., kl. 21.15).

Hvad? Er det ikke på tide at wake up and smell the coffee, fru statsminister?

Socialdemokratiet går ikke tilbage PÅ BAGGRUND AF et »rigtig godt valg« sidste gang, tværtimod: også under sidste kommunalvalg gik Socialdemokratiet markant tilbage - faktisk var det FORRIGE kommunalvalg det værste kommunalvalgresultat for partiet siden 1943.

Partiets krise er og bliver danmarkshistorisk, og den kan ikke tales væk med forvrængninger og fortrængninger.

Og som nævnt har Thorning-Schmidt utvivlsomt Løkkes skandaler at takke for, at det ikke blev endnu værre, hvilket måske kaster lys over en af de sørgelige tendenser landspolitisk: Det er næppe begejstring, der får de mest flytbare dele af vælgerne til at gå fra Løkke til Thorning-Schmidt (eller omvendt) - det er med andre ord ikke så meget et TILvalg af den bedste som et FRAvalg af den værste.

Men spørgsmålet er så nu: Hvornår kommer den eller de fremtrædende socialdemokrater, der tør sætte ord og navn på partiets historiske krise? Hvornår kommer den eller de fremtrædende socialdemokrater, der tager hul på opgøret med Thorning-Schmidt?

Eller er seks historiske valgnederlag ikke nok?

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 20.11.2013