Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Ida Auken sætter flot naturagenda - ord eller handling?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Siden regeringen kom til i 2011, er der ikke sket meget for naturen. Har der været tale om en grøn dagsorden, har den fokuseret på miljø og klima, mens naturen er blevet trængt og underprioriteret - for hvad politikere og presse har en tendens til at glemme, er, at naturspecifikke problemstillinger på ingen måde nødvendigvis er dækket ind af miljø- og klimapolitiske initiativer (der selvfølgelig er nok så vigtige i deres egen ret).

Men blæser der nu nye vinde fra Miljøministeriet?

Miljøminister Ida Auken har selv annonceret sin deltagelse på Danmarks Naturfredningsforenings repræsentantskabsmøde i slutningen af november, og det kunne godt gå hen at blive en direkte march ind i løvens hule hos en engageret, men nok temmelig skuffet forsamling.

Men på det allerseneste er der måske alligevel tegn i sol og Miljøministeriet på, at Ida Auken vil løfte den naturdagsorden, der har været ventet og savnet.

Med kant til de ikke særlig naturvenlige dele af landbruget, men til gengæld hånden rakt frem til de samarbejdsvillige, og med et natur-manifest i form af en nylig kronik, er Ida Auken måske ved at træde i karakter som den naturminister, der har været efterlyst.

Hun skriver bl.a.: »I alt for mange år har vi nemlig behandlet naturen stedmoderligt. Den er blevet skubbet til side, gemt væk og udnyttet uden tanke for, om den ville kunne modstå det i længden. Naturen er simpelt hen blevet nedslidt. Jeg overtog sammen med regeringen ansvaret for to år siden. På det tidspunkt var naturens tilstand ikke god, og det er den fortsat ikke. Der er for lidt af den. Den er for spredt, og for mange dyr og planter er i fare for at uddø. Og der er ingen langsigtede mål eller vision for, hvordan naturen skal udvikle sig, eller hvordan vi skal bruge den.« (Politiken.dk, 6.11.2013).

Ingen udenomssnak og dejligt fri for spin: Det gik skidt for naturen under den forrige regering, det går fortsat skidt under den nuværende, og der mangler en vision for naturpolitikken. Ærlig snak.

Med forståelig bekymring over de globale klimaforandringer har politikerne underprioriteret en større og mere eksistentiel trussel mod naturens dyre-, plante- og svampearter, hvoraf mange arter uddør i så stort omfang og med så voldsom hastighed, at vor egen tidsalder betegnes som den sjette masseuddøen i livets 4 milliarder år lange epoke på Jorden. Intet mindre.

Med mange, mange millioner års mellemrum er arterne ganske få gange blevet voldsomt decimeret som følge af meget dramatiske globale forandringer - senest, da bl.a. dinosaurerne forsvandt - og dennegang simpelthen som følge af menneskets udbredelse og adfærd.

Forskere og naturorganisationer har derfor især efterlyst fokus på biodiversiteten (arternes og naturtypernes mangfoldighed). Vi er nødt til at gøre noget meget aktivt og gennemtænkt, hvis vi skal standse den igangværende forarmelse af naturen og uddøen af en stor del af vore med-arter.

Men trods internationale konventioner og nationale handlingsplaner er biodiversiteten blevet den store taber i den 'grønne politik', og kritikken er af samme grund haglet ned over regeringen fra forskere og naturorganisationer.

LÆS: Biodiversitet skal i centrum af Naturfonden, ikke miljø
LÆS: Regeringens naturindsats - fra røven af 4. til 5. division?

Men nu erkender miljøministeren tingenes uholdbare tilstand, også under den siddende regering, og det er første skridt - og må man tilføje: et skridt de færreste politikere nogen sinde tager.

Ida Auken sætter biodiversitet på dagsordenen: Naturen »skal være fyldt med liv. Svampe, salamandere og sommerfugle. Eg, elm og elletræer. Agerhøns, harer og oddere. (...) Derfor er min vision, at vi får skabt et land med en rig, spændende og sjov natur, der myldrer af planter og dyr, og som alle danskere har adgang til. Hvor vi har en rigdom af skove, vandløb, enge, heder, overdrev og moser, som er forbundet med hinanden, så ørne, oddere og kronhjorte kan boltre sig frit.«

Miljøministeren vil altså skabe mere natur, herunder flere skove. Som kritikere har bemærket mange gange, er ny skov imidlertid ikke til gavn for naturen, hvis vi anlægger biodiversiteten som målestok (og der findes ikke nogen mere relevant målestok for naturens tilstand) - i hvert fald ikke så længe vi fortsat tillader en omfattende skovdrift i de gamle skove, hvor gamle træer fældes i stor stil af profithensyn frem for at få lov til at blive liggende til gavn for utallige arter.

Vi har ganske enkelt brug for at bevare meget mere GAMMEL skov som urørt naturskov. Ny skov kan først om adskillige generationer gavne naturens artsrigdom (og det forudsætter også, at skoven sidenhen får lov at være urørt skov) - men til den tid er samme artsrigdom, der hypotetisk kunne få gavn af nye skove, imidlertid for længst dramatisk indskrænket.

Medmindre der gøres noget her og nu.

Men at dette faktisk også er en overordnet pointe i Ida Aukens syn på naturen, fremgår også med beundringværdig klarhed af kronikken: »Endelig skal vi stoppe den tilbagegang, både dyr og planter er udsat for. Derfor vil vi udarbejde en samlet plan for, hvordan vi skal beskytte de truede dyr herhjemme, og prioritere indsatsen, så vi sætter ind der, hvor behovet er størst.«

Selv om hun i kronikken ikke kommer ind på, at lige netop urørt gammel skov desværre ofte er taberen, fordi skovdrift politisk prioriteres så højt på bekostning af urørt og artsrig skov, er det en pointe hun ikke kan være fremmed for. Da den store efterårsstorm for nylig rykkede tusindvis af danske træer op med rode, valgte Ida Auken nemlig ikke at se dette som noget værre rod i vore nydelige og unaturligt tørre og tilrettede skove, men greb i stedet naturens egen hånd og hilste 'rodet' velkommen: De faldne træer skal i vid ustrækning få lov at blive liggende til gavn for biodiversiteten.

For sådan er naturens egen naturhjælp så forunderlig, at det, der for os mennesker ofte er 'katastrofer' (storm, oversvømmelser, ildebrand), for naturens artsrigdom kan være en ualmindelig gavmild gave i form af fornyet dynamik.

At november 2013 i det hele taget er blevet måneden for Ida Aukens ryk på naturdagsordenen fremgår også af, at hun i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening og Kommunernes Landsforenning netop har lanceret Handlingsplan for fredning 2013.

Det er vigtigt, at netop disse tre parter går sammen om et fælles udspil, for det er de tre (og kun de tre), der har retten til at foreslå fredninger.

Også her ekspliciteres biodiversiteten som afgørende pejlemærke: »Vi skal se, hvad det er for nogle fredninger, der giver den bedste og mest sammenhængende natur, og hvad der gavner den biologiske mangfoldighed og de mange danskere, som elsker at færdes i naturen. (...) Vi skal prioritere at få fredet store, smukke og sammenhængende naturområder og landskaber, så de kan gavne i dag, i morgen og i fremtiden. Det er desuden vores absolutte perler, vi skal satse på.«

Det er som nævnt langtfra første gang, at vigtigheden af naturens biologiske mangfoldighed italesættes i en konvention, handlingsplan eller et politisk udspil, og derfor handler det som altid i sidste ende om konkretiseringer og politisk handling. Bliver ordene fulgt op af en væsentlig indsats - dennegang?

På fredningsområdet må man nok sige lige ud ud, at det mildest talt er sølle, at man fortsat blot afsætter så lidt som 8,6 mio. kr. om året til formålet. Oprigtig talt ikke meget mere end et forsvindende støvfnug i statskassen.

Derfor afventer vi stadig yderligere politiske konkretiseringer af de flotte pejlemærker, Ida Auken opstiller i sin kronik.

Danmarks Natufredningsforening har hilst hendes udmeldinger velkomne, og det samme gælder biologen Michael Stoltze fra Natur og Samfund. Men ved siden af glæden over de principielle udmeldinger, er der også plads til at fremhæve mangler.

Stoltze skriver f.eks.: »Se, dét er en minister, som også er naturens minister! (selv om hun desværre igen-igen mangler at nævne den mest truede og artrige natur: Overdrevene - de blomstrende bakker). Spørgsmålet er nu, hvad ministeren mener med, at en tredjedel af Danmarks areal skal være natur. For strengt taget er alt er jo natur. Det er vild og urørt natur samt ekstensivt benyttet natur, Danmark mangler.« (7.11.2013).

Væsentlige pointer, og forhåbentlig noget, der bliver læst i Miljøministeriet.

I sin kronik appellerer Ida Auken afslutningsvis til naturorganisationerne og landbruget om at standse »skyttegravskrigen«.

Dette virker imidlertid noget vildledende lige i denne sammenhæng. Natur- og Landbrugskommissionen er nemlig allerede for længst kommet med en række fælles forslag fra 'begge sider', så der er rigeligt at tag fat på for regeringen. Ikke al kommissionsarbejdet er blevet mødt uden kritik, især har forfatteren Kjeld Hansen, der har beskæftiget sig med naturens forarmelse i en menneskealder og har kortlagt problemfeltet historisk, påpeget en vigtig detalje.

Men som helhed er kommissionsarbejdet blevet modtaget positivt, ikke mindst ideen til en Naturfond, hvor staten indskyder 300 mio. kr. årligt for at opkøbe dårlig landbrugsjord, der så kan bidrage til en udvidelse og forbedring af naturarealet. Et eksempel på en politisk mulighed, hvor man kan gavne både natur og landbrug.

Det er faktisk regeringen, vi venter på - og har ventet længe på.

Sandheden er med andre rod, at det ikke er uoverensstemmelserne mellem landbruget og naturorganisationerne, der er årsagen til, at der bliver gjort meget meget lidt til gavn for naturens mangfoldighed. Som nævnt er der fodslag på områder, som bare venter på at blive søsat.

Og hvor interesserne for det andet strider mod hinanden, er det jo bare de vilkår, der gælder stort set alle politikområder. Af og til kan man glæde alle parter, men ikke altid, og hvor det ikke går, må man jo som politiker træffe en beslutning i den ene eller anden retning. Længere er den ikke.

Interessemodsætninger befrier med andre ord ikke politikerne fra at tage ansvaret og træffe de beslutninger, der er i overensstemmelse med deres standpunkter.

Med andre ord: Kom i gang, regering - beslut.

Ida Auken har imidlertid også en anden appel til naturorganisationer og landbrug, som heller ikke lige rammer skiven i denne sammenhæng: »... det kræver også, at både landbruget og naturorganisationerne bruger tid og energi på at forklare deres medlemmer, hvor stor opgaven er, og hvorfor det tager lang tid at opnå mærkbare resultater.«

Naturligvis er mange utålmodige, især på naturens vegne, når biodiversiteten er i frit fald i verdenshistorisk skala. Men man vil nu næppe finde en eneste naturforsker eller naturorganisation, som ikke er klar over, at man f.eks. ikke kan vende den dramatiske biodiversitetstilbagegang over night.

Det er jo ikke dér, frustrationen har ligget. Frustrationen udspringer ikke af, at det går langsomt med at høste resultaterne af naturgavnlige politiske initiativer med biodiversitet som faktisk omdrejningspunkt - frustrationen udpsringer af, at der stort set ikke har været nogen naturgavnlige politiske initiativer i denne retning.

Hvis man søsætter storstilede projekter, der på forskningsmæssigt grundlag virkelig har større artsrigdom som mål og derved kommer i gang med at gøre noget gavnligt på naturens præmisser, er det klart, at der vil gå en årrække, før markante resultater viser sig. Men det er altså ikke slutresultaterne af en indsats, der ventes på her og nu - det er begyndelsen på en indsats.

Det korte af det lange er: Problemet med den manglende naturindsats er ikke primært, at der er modsatrettede interesser, og det er heller ikke, at naturorganisationerne ikke ved, at naturen opererer i meget lange tidsperspektiver, og at naturgavnlige tiltag derfor kræver lange seje træk.

Problemet er slet og ret politisk nøl. Regeringen har stort set intet gjort. Endnu.

Men måske er der ved at ske noget - og Ida Auken har meldt positivt ud.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 11.11.2013