Venstre hemmeligholder sine pengebagmænd
Af Rune Engelbreth Larsen 
Med Søren Pinds ord er det »ulækkert« at kræve større åbenhed omkring partiernes økonomiske bidragsydere.
Ulækkert? Ulækkert at få klarhed over de økonomiske magtinteresser i dansk toppolitik? Ulækkert at vælgerne kan danne sig et klart indtryk af, hvilke interesseorganisationer og virksomheder, der f.eks. støtter Liberal Alliance, Venstre og Socialdemokratiet? Et forbløffende ordvalg.
Man kan donere over 20.000 kr. til et parti uden at offentliggøre beløbsstørrelsen, men bidragsyderen offentliggøres - medmindre man gør det så smart som Venstre, at en stribe bidragsydere stifter en forening som skalkeskjul og så nøjes med at offentliggøre navnet på foreningen.
Og dette magtfulde hemmelighedskræmmeri forsvarer Søren Pind med næb og kløer, som om det svarede til at offentliggøre medlemslister over privatpersoner, der er medlem af et parti.
Sammenligningen er absurd. Man kan og bør beskytte privatpersoners holdninger, men hvis personer, virksomheder eller organisationer betaler substantielle beløb, der langt overgår medlemskontingentet, kan de også påvirke partiet langt ud over, hvad ét individ gør i kraft af sit ordinære medlemsskab.
Det er problematisk af to grunde.
For det første kan ingen være i tvivl om, at milloner af kroner gør en magtpolitisk forskel i forhold til en indflydelse, der rækker ud over én borger, én stemme. For det andet kan et ekstraordinært formuende parti tilplastre det offentlige rum med sine budskaber og derved købe sig til en synlighed og fremskudt debatposition, som et parti uden økonomisk tunge bidragsydere kan hamle op med.
Det giver med andre ord formuende borgere, virksomheder og organisationer en langt større indflydelse og påvirkningskraft end almindelige borgere uden mange midler - og det fordrer så meget desto mere fuldstændig gennemsigtighed.
Fra 2007 til 2011 er tilstrømningen af private støttekroner til partierne steget fra 49 mio. kr. til 82 mio. kr. Det kan kun være i offentlighedens interesse at få indsigt i, om f.eks. banker og fagforeninger støtter det og det parti - og det burde også være pligt at offentliggøre de helt specifikke beløbsstørrelser.
Fuldstændig åbenhed ændrer ikke ved en eksisterende økonomisk skævhed, men er det minimumsskridt, der i alle tilfæld må kunne forlanges af hensyn til gennemskueligheden af de økonomiske interesser, der spiller ind i dansk politik.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 30.9.2013
