Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Farvel til racismeparagraffen

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I de første mange år, jeg deltog i den offentlige debat, var jeg modstander af straffelovens § 266b ud fra et helt elementært ytringsfrihedsargument: Man bør aldrig kunne dømmes for at udtrykke sine standpunkter, så længe der ikke er tale om injurier.

Infam propaganda vil jo i alle tilfælde blive mødt af en tværpolitisk front af afstandtagende politikere og debattører, der hudfletter og uskadeliggør propagandaen med gennemtrængende kraft. Tænkte jeg.

Og det er naturligvis vigtigt for dem, der rammes af dehumaniserende udfald, eftersom de langtfra altid kan 'modsige' udfaldene tilnærmelsesvist så tungtvejende, som de er fremført - for der er som bekendt ingen ligevægt i forhold til ytringsmagten. Når magtfulde politikere, indflydelsesrige bevægelser eller medier i landsdækkende cirkulation således hamrer løs på minoriteter og f.eks. beskylder dem for at være samvittighedsløse og ondskabsfulde nok til at ville slå deres egne børn eller alle os andre ihjel, gør det selvsagt ingen reel forskel, at nogle af de stemplede skam får 'lov' til at tage til genmæle i læserbreve.

Derfor er det afgørende, at også røster med lettere medieadgang prompte siger utvetydigt fra over for dehumaniserende stigmatisering.

I visse tilfælde kan propagandaen imidlertid være så afstumpet, at selvjustits må kunne forventes af partier og foreninger, der selv bør kunne finde ud af at skille sig af med repræsentanter, der spreder bevidst foragt og løgn.

Tænkte jeg dengang - om end med aftagende overbevisning.

Meget aftagende, da Louise Frevert i efteråret 2005 offentliggjorde stribevis af racistiske internetartikler, og Dansk Folkeparti ikke blot undlod at ekskludere hende, men sågar bidrog til at tapetsere bortforklaringen af artiklerne med åbenlyse usandheder (som jeg afdækkede i bogen 'Louise Frevert-sagen - dokumentation af Dansk Folkeparti dobbeltspil').

Med Frevert tippede lodderne i vægtskålene for mig. Racismeparagraffen blev et nødredskab til at trække en streg i sandet og fastholde et politisk pres. Troede jeg. For ganske vist var Freverts politiske karriere for nedadgående, men ikke alene blev sagen mod hende og andre DF'ere afvist - magtfuld politiske stigmatisering var på ingen måde aftagende.

Og hvad værre er: Paragraffen begynder i stigende grad at stå i vejen for en diskussion og kritik af hårdkogt hadetale, fordi al debat om substans og betydning omgående overskygges af diskussion og kritik af paragraffen. Det så vi for nylig, hvor Dansk PEN udgav bogen 'Hate speech - fra hadetale til hadesyn'. I stedet for en tiltrængt debat om, hvad fænomenet hadetale er, og hvorfor det er farligt, kom alt til at handle om § 266b.

Og det ser vi nu igen, hvor kunstneren Firoozeh Bazrafkan netop er blevet idømt dagbøder i Vestre Landsret for bl.a. at skrive: »Jeg er meget overbevist om, at muslimske mænd i meget stort omfang verden over både voldtager, mishandler og slår deres døtre ihjel. Dette skyldes efter min mening som dansk-iraner, at der er tale om en defekt, menneskefjendsk kultur - hvis det overhovedet er en kultur?«

Omtalen og debatten i kølvandet herpå handler meget lidt om at hudflette det afstumpede hysteri, ytringen er udtryk for, men derimod om at hudflette racismeparagraffen.

Som jeg har forstået det, er udtalelsen led i en iscenesat 'happening' for at kritisere den vilkårlige brug af racismeparagraffen. Der er med andre ord tale om en gentagelse af et citat, der til dette formål er blevet gentaget adskillige steder på nettet, og som i konteksten er et virkemiddel til at sætte paragraffen til debat. Og hvor usympatisk jeg end finder citatet, er det en problematisk glidebane, når landsretten modsat byretten anvender § 266b til at idømme en straf for bestræbelsen på at debattere selv samme paragraf.

Dermed er § 266b faktisk (yderligere) vendt til den antimuslimske fløjs fordel. I forvejen er næsten enhver racismesag blevet en anledning til at styrke og forsvare udbredelsen af hadetale, og efter denne dom er det endnu vanskeligere at se, hvordan racismeparagraffen kan opnå andet?

Jeg ved ikke, om vi nogen sinde ville se revitaliseringen af en stærkere tværpolitisk front imod den type afstumpet hadetale, der fremmes af et citat som ovenstående, hvis paragraffen forsvandt - men så længe den eksisterer, er det afgjort utænkeligt.

Mit lille lod gør naturligvis ikke fra eller til i den politiske beslutningsproces, men det ville være forkert ikke at tone rent flag: Paragraffens beskedne begrænsning af ytringsfriheden har altid være et dilemma, men denne dom åbner - eller tydeliggør - konsekvenser, jeg ikke kan acceptere. Dertil kommer, at § 266b efterhånden virker som en megafon for den hadetale, den var sat i verden for at hæmme - også af den grund kan jeg ikke længere forsvare den.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 20.9.2013