Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Hate speech på dagsordenen?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Hvad er hate speech, eller på dansk: hadetale? Der er næppe nogen klar konsensus, selv om der er flere bud af både akademisk og ikke-akademisk karakter, og derfor er der også en bred vifte af udsagn, der kan falde ind under begrebet for forskellige anskuelsers og perspektivers vedkommende. Her følger nogle betragtninger om emnets flertydigheder i anledning af bogen Hate speech - fra hadetale til hadesyn, som netop er udkommet.

Den side af sagen, der f.eks. har optaget mig i en række skriverier de forgangne år, er den, hvor indflydelsesrige røster tilskriver udvalgte minoritetsgrupper kollektivt truende egenskaber. Med andre ord: den magtfuldes negative generalisering, stereotypisering og stigmatisering af afmægtige grupper (eller i det mindste betydeligt mindre indflydelsesrige grupper).

Historisk er dette ofte foregået i dehumaniserende kategorier, hvor mennesker bliver fremstillet som umennesker, dyr, sygdomme eller ondsindede abstraktioner. Der er selvfølgelig forskel på, om man i private sammenhænge bruger voldsomme ord, eller om man offentligt og med magtfuld tyngde dæmoniserer minoriteter med propagandistisk effekt, det er det sidste, der er samfundsmæssigt relevant og farligt.

For mig er det væsentlige derfor heller ikke så meget, om nogen i marginale sammenhænge uden videre politisk betydning kommer til at anvende ord som f.eks. 'perker' eller 'bøssekarl' - proportionerne og omstændighederne er udslagsgivende. Et vredt læserbrev af en privatperson er ikke det samme som en hadefuld tale for rullende kameraer til et indflydelsesrigt partis årsmøde.

Tilsvarende er der stor forskel på, om hatespeech foregår med et totalitært regime i ryggen eller i et åbent retssamfund. En propagandistisk offensiv vendt mod f.eks. jøder ville i dagens Danmark naturligvis slet ikke have samme effekt som en ditto offensiv i Nazityskland, hvor alt kunne ensrettes og dirigeres i propagandaens hårdtslående og ensidige retning. Der er vigtige forskelle på konteksten, selv om der også er tydelige paralleller blandt de retoriske figurer i datidens og nutidens politiske hate speech.

Nogle virkemidler i ord og billeder kan f.eks. også godt i én sammenhæng være morsomme, i andre sammenhænge ligegyldige og i atter andre udtryk for hårdkogt propaganda. At fremstille en jøde med stor næse og en sæk penge kan under visse omstændigheder være godmodig humor, f.eks. hvis det er en jøde, der står for fremstillingen, ligesom der er forskel på, om f.eks. en afroamerikaner i ironi eller slang selv benytter sig af ord som 'nigger', eller om en højtprofileret Tea Party-profil gør det.

Igen: Kontekst er afgørende, og magtpositioner er afgørende. Det er i realiteten ikke så svært at se forskel, medmindre man insisterer på at bagatellisere generaliserende propagandaløgne vendt mod specifikke minoriteter - eller omvendt insisterer på at overfortolke og indlæse kollektiv stigmatisering, hvor der blot er tale om polemik eller stilistiske greb.

Selv er jeg f.eks. blevet beskyldt for at anvende 'samme retorik' mod Dansk Folkeparti, som Dansk Folkeparti bruger over for muslimer, med henvisning til et debatindlæg i anledning af partiets 10 års jubilæum i 2005, der blev skrevet, mens jeg og andre var i fuld gang med afdækningen af Louise Freverts racistiske hjemmesideartikler, og hvor jeg bevidst - og derfor selvfølgelig undtagelsesvist - brugte Dansk Folkepartis retoriske medicin mod partiet selv (til stort chok for foreningen Dansk Kultur og Pittelkow og Krarup).

Det samme var tilfældet i forbindelse med en meget omtalt kronik i 2009, hvis præmis ligeledes ikke blot var at vende DF's retorik imod dem selv og ad den vej tydeliggøre virkemidlerne, men også at lade en antinationalistisk protest lyde med en række berømte danske litterære figurer som talerør, bl.a. Holger Danske, Aladdin, Den lille Havfrue og Lykke-Peer m.fl.

Man skulle vel mene, at der er forskel på en magtbastion, der fører en massivt politisk dæmoniserende kurs over for en minoritetsgruppe i årevis, og så nogle debattører, der udstiller dette i et par indlæg ved at vende kanonen om og for en gangs skyld anvender ammunitionen med omvendt fortegn for at anskueliggøre, hvad det er for en kanon.

Det er selvfølgelig kun små eksempler på den meget mere generelle problemstilling, som allerede er berørt - nemlig at konteksten altid er og bliver alfa og omega.

Et debatindlæg holdt i en skarp og personlig stil, der deler øgenavne og metaforer ud til højre og venstre, er jo heller ikke nødvendigvis hate speech. Rundhåndede verbale lussinger i alle retninger eller et farverigt sprog, der f.eks. rask væk taler om white trash, perkere eller reaktionære svin, kan være harmløs og underholdende i sin retorik, men spiddende og saglig i sin analyse.

Man kan naturligvis også godt kalde en debattør eller politiker (uanset politisk, etnisk, seksuelt osv. tilhørsforhold) for en »kamæleon« eller et »får«, når det er indlysende ud fra konteksten, at der er tale om metaforer for f.eks. 'utroværdighed' og 'følgagtighed'. Den slags eksempler er der mange af, og at slå ned på dem som hate speech er i reglen helt ved siden af.

Men når magtfulde politikere, medier eller toneangivende bevægelser gang på gang hamrer en hadefuld agenda ned over minoriteter, forholder sagen sig ganske anderledes. Når homoseksuelle lægges for had som en trussel mod samfundets moralske beståen, FORDI de er homoseksuelle slet og ret, når jøder dæmoniseres som globale konspiratorikere, FORDI de er jøder, eller når muslimer foragtes, FORDI de er muslimer, forvrænges identiteten som 'homoseksuel', 'jøde' eller 'muslim' til en éndimensionel TRUSSEL mod majoriteten og fællesskabet.

Det er således ikke så meget de 'hårde ord', som det er substansen i form af den kollektive mistænkeliggørelse, der er problemet. Det er f.eks. i elementært modstrid med fakta, når en minoritet over én kam tilskrives »middelalderlige træk« eller stik imod kendsgerningerne gøres ansvarlige for f.eks. »massevoldtægter« og fremstilles som en kollektiv »invasionsstyrke« - men det er ikke desto mindre beskyldninger, der florerer, og som forbløffende mange mennesker åbenbart begynder at æde mere og mere råt.

For flere og flere er en muslim således ikke blot en 'muslim', men derimod pr. definition en repræsentant for en 'femte kolonne', der radikalt truer samfundet.

Den slags er ikke blot afstumpet og ødelæggende for en saglig debat, men det er også smittende løgne, når de gentages igen og igen af kredse med indflydelse og stor og let adgang til at få deres budskab ud i landsdækkende rotation. Den slags bør og skal imødegås - men det er ikke helt givet, hvordan det bedst imødegås.

Det er imidlertid sådanne propaganda-tendenser, udformningen af straffelovens § 266b (bedre kendt under det misvisende navn »racismeparagraffen«) er tænkt som et vist modtræk imod. Om det er et godt eller ringe modtræk, og om det er et skadeligt eller gavnligt modtræk er en diskussion for sig.

Paragraffen er dog ikke udtryk for censur, for den kan ikke i sig selv forhindre nogen i at trykke eller sige noget, eftersom ingen offentlige udtryksformer skal 'godkendes' af en myndighed. Den kan stille borgere til ansvar for deres udsagn i de meget sjældne tilfælde, hvor man kan dømmes for offentligt fremsatte udsagn, »ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering«.

Ganske få er blevet idømt dagbøder, men at strafferammen går op til fængsel i to år, må siges at være ude af proportioner, også selv om det fuldstændig fjernt fra enhver gældende praksis.

Paragraffen er i det hele taget yderst perifer i sin realpolitiske betydning, hvad flere eksempler på hårdkogte udfald mod især muslimer uden retlige konsekvenser tydeliggør, men den er del af et juridisk kompleks, der hænger sammen med skræmmende historiske erfaringer af hate speech-konsekvenser.

Det er dog også en problematisk paragraf af flere grunde, som jeg ikke skal komme ind på i dette indlæg, der allerede er mere end rigeligt langt i forvejen - men jeg vender tilbage til det i et kommende indlæg.

Eftersom jeg er medredaktør af bogen Hate speech - fra hadetale til hadesyn, der er blevet mødt med voldsom antipati og personangreb fra flere sider, skal jeg dog knytte nogle sidste bemærkninger til et par udfald i denne forbindelse.

Jeg har de sidste små tyve år både kritiseret og forsvaret racismeparagraffen, for der har været - og er - grund til begge dele. For nogle år siden var jeg med til at sætte fokus på den lemfældighed, hvormed den blev brugt som tom 'forsikring' af, at danske politikere skam tog afstand fra at dæmonisere mindretal.

En kreds på 66 borgere tog initiativ til at TESTE paragraffen. Vi ville med andre ord finde ud af, om den var til pynt, stod i vejen eller blev brugt uden skelen til stor og lav.

I en erklæring (der blev offentliggjort i Politiken i oktober 2006, men stadig dukker op i debatten) bekendtgjorde vi, at vi havde politianmeldt en række fremtrædende medlemmer af Dansk Folkeparti for 12 udsagn, fordi vi mistænkte, at man reelt havde afskaffet paragraffen - eller begrænset dens brug til 'små fisk'. Det kunne for så vidt være et argument for at skærpe dens brug, og det kunne være et argument for at afskaffe den. Men anmeldelsen handlede primært om at AFPRØVE paragraffen.

Vi skrev bl.a.:

»Ethvert synspunkt og enhver ideologi og religion skal kunne gøres til genstand for kritik, men i modsætning til propaganda behøver kritik ikke forfalde til generaliserende overdrivelser og hån, sådan som det f.eks. kommer til udtryk i antisemitiske og islamofobiske udsagn. Retten til at kritisere ethvert standpunkt og friheden til at tale magthavere og autoriteter imod er med andre ord ikke det samme som et carte blanche til at dæmonisere minoriteter. (...)

Vi mener imidlertid ikke, at den indvandrerfjendske og islamofobiske propaganda hidtil er blevet betragtet med tilstrækkelig alvor og konsekvens, hvorfor alt for mange anmeldelser afvises på et lemfældigt grundlag og aldrig kommer for en dommer. (...)

Derfor ønsker vi med vores politianmeldelse af en række propagandistiske udsagn fra politikere i Dansk Folkeparti at få en domstolsprøvelse, som kan skabe tiltrængt klarhed over paragraffens aktuelle betydning og juridiske fortolkning.«

De udvalgte udsagn var på forhånd blevet gennemset og vurderet af jurister, men statsadvokaten afviste vores anmeldelse, hvilket i manges øjne bekræftede, at udsagn, der forekom indlysende i modstrid med paragraffen, forblev juridisk konsekvensløse, hvis blot de blev fremsat af tilpas magtfulde politikere. Absurditeten var til at tage at føle på for enhver, der husker, hvilke racistiske ubehageligheder, Louise Frevert præsenterede.

At paragraffens ordlyd ikke tages særlig alvorligt af de relevante myndigheder, syntes ganske åbenlyst. Du kan finde hele erklæringen og de pågældende udsagn samt et væld af indlæg i den følgende debat her:

> 66 danskere: Vi anmelder

Men det var dengang. Tilbage til bogen Hate speech - fra hadetale til hadesyn, som Informations forlag har udgivet i samarbejde med Dansk PEN.

Diskussionen om racismeparagraffen er helt perifer i forhold til dens sigte. 14 forfattere tager i lige så mange essays forskellige historiske og aktuelle erfaringer af hate speech under behandling fra både ind- og udland.

Det kunne være håbet, at der er læsere, som kan og vil læse den uafhængigt af, hvad de måtte mene om racismeparagraffen, for om man finder denne paragraf overflødig, skadelig, mild eller hård, består problemstillingen om, hvad magtfuld hadetale er og gør ved samfund såvel som de mennesker, den rammer.

Og det kunne være interessant en dag at nå frem til DEN debat, hævet over de polariserede skyttegravslinjer i striden om karikaturer og racismeparagraf. Men det er nok for optimistisk.

APROPOS

> Hate speech - fra hadetale til hadesyn (antologi)

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 26.8.2013