Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Humanisten Akkari?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Ved at distancere sig fra sin rolle i 2005-2006, hvor muslimske organisationer protesterede mod Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer, og samtidig advare mod et dogmatisk gruppepres fra islamistiske miljøer i Danmark, er nogle af Akkaris få tidligere støtter blevet hans nye foragtere, og mange tidligere foragtere hans nye støtter.

Det er en pludseligt forandret Ahmed Akkari, har nogle nok tænkt, men hvad mange åbenbart har valgt at glemme, er, at historien er fem år gammel.

Allerede i 2008 kunne Berlingske berette, at Akkari fortrød sin rundrejse, og TV2 og andre medier fulgte selvfølgelig op - men alligevel har han på samme tv-kanal skullet svare på, »hvorfor nu?« Og allerede i 2008 nægtede hans tidligere allierede at gå i clinch med hans offentlige kritik, og nu gentager det sig så igen som en 'nyhed'.

Flere medier har valgt primært at fokusere på hans udtalelser om, at der skal »holdes øje« med islamister. Der er dog grund til at formode, at PET allerede holder et mere end vågent øje med ethvert yderligtgående miljø og har gjort det i årevis.

Ligesom andre har Akkari selv været grebet af uforsonlighedens dogmatiske sandhedsabsolutisme, men som for mange andre er den vilde ild også døet ud i løbet af nogle år. Vi kender fænomenet fra Hizb ut Tahrir, hvor unge opflammes voldsomt en tid, hvorefter mange atter forlader foreningen og erstattes af nye unge i svingdøren. Derfor er det interessante, hvad kernen er i de anskuelser, han nu har haft nogle år til at grunde over og er begyndt at præsentere offentligt?

Den del af hans budskab, der er direkte rettet mod radikale muslimer, er både enkelt og relevant: »Jeg kræver kun én ting: At de udviser tolerance og ikke lægger pres på nogen i de muslimske lokalsamfund.« (TV2, 4.8.2013).

Men forhåbentlig standser intentionerne ikke dér, hvor kanonen bare vendes om. I forhold til det omgivende samfund og en række indflydelsesrige politikere er der grund til at udtrykke det samme: At de udvise tolerance og ikke lægge selektivt pres på eller direkte dæmonisere muslimer.

Verdenshistorien igennem er mennesker i rigt mål blevet brutalt undertrykt af magthaveres intolerante syndebukkepolitik såvel som af frelste dogmatikere, der skiftevis har foragtet de vantro, de reaktionære, de sorte, de fremmede, jøderne, hedningene, romaerne osv. Det er et beslægtet godhedspatent, der fortsat florerer blandt en del absolutister af mange farver og former i religion og politik, men som vores samfund har et vist bolværk imod, takket være oplysningstidens menneskerettigheds- og tolerancearv.

Det er imidlertid en arv, der er under pres - internt i visse minoritetsmiljøer, men i altovervejende grad fra intolerancens fortalere med realpolitisk indflydelse.

Men måske går der en rød tråd fra Akkaris aktuelle position til hans udmelding i 2010, hvor han kaldte Seidenfadens og Politikens omdiskuterede undskyldning for »en måde at skabe forsoning, som ikke underminerer ytringsfriheden, men rækker hånden ud til dem, der føler sig krænket« (Kristeligt Dagblad, 9.3.2010). Man kan godt både forsvare ytringsfriheden og tolerancen, og man kan tage afstand fra ytringer uden at tage afstand fra ytringsfriheden.

I sine »humane principper«, som Akkari udfolder på Facebook, plæderer han da også for rummelighed og tolerance: »Vi skal nægte al dæmonisering af mennesket på grundlag af dets forhold til tro, race, nationalitet eller lokalitet.«

Gad vide, om Kjærsaard & Co. også vil klappe begejstret over disse betragtninger?

Få muslimer har både været så forhadte og lovpriste som Akkari, og det giver ham en unik position, hvis (når) den konverteres til en politisk karriere eller en anden blivende offentlig platform.

Indtil videre rummer hans mere principielle udtalelser et uaggressivt, men bestemt opgør med ortodoksiens sandhedspatent, herunder »dem og os«-retorikken og eksklusionspolitikken. Det er et afdæmpet humanistisk credo, som ikke blot distancerer ham fra vantro/rettro-dogmer i fundamentalistiske kredse, men også fra den populære »skrid ad helvede til«-retorik, som politikere brøler i tide og utide.

Tiden vil vise, om han vil udbygge denne distancering konsistent på begge fronter, sådan som han udtrykker det i BT-interviewet, der sendte ham tilbage på den offentlige scene: »I dag har jeg en vis forståelse for de mennesker, der ønsker disse [islamistiske] miljøer ud af landet. Men jeg er overbevist om, at hvis man skal ændre noget, er man nødt til at rumme dem. For spørgsmålet er, om spirende racisme og modstand ikke bare skaber flere islamister. Det hjælper miljøerne med at overbevise de unge om, at det danske samfund er ondt og imod dem. Man er nødt til i stedet at prøve at møde dem med åbenhed og frie meninger.«

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 8.8.2013