Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Egypten - fra asken i ilden?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Militærkuppet i Egypten mødes med alt fra vild jubel over desillusioneret kritik til indædt raseri. Hvad man end mener, er fire pointer indledningsvis uomgængelige i mine øjne:

For det første er et militærkup mod en demokratisk valgt præsident selvfølgelig en utvetydig udemokratisk magtdemonstration. Et militærkup er et militærkup.

Man kan være mere eller mindre sympatisk indstillet over for det, og så må man stå ved dét - men det bliver det ikke mindre et militærkup af.

For det andet kan militærets nålestiksangreb på udvalgte medier og klapjagt på ledende personer i Det Muslimske Broderskab ikke være et godt fundament for at opbygge et retssamfund.

For det tredje er der mere end almindelig historisk grund til at frygte, at militæret reninforcerer sin magtfulde position, hævet over politisk kontrol, hvilket bør bekymre enhver politiker og borger, som ønsker et retssamfund.

Og for det fjerde bør enhver saglig kommentator, politiker, journalist og debattør i almindelighed indstille den forvrøvlede anvendelse af den stærkt misvisende betegnelse »folket«.

Det, der foregår i Egypten, er ikke »folket kontra islamisterne«, lige så lidt som revolutionen, der væltede Mubarak i 2011, var »folket kontra Mubarak« - og lige så lidt som Det Muslimske Broderskabs protester mod militærkuppet er »folket kontra militæret«.

'FOLKET' er splittet i Egypten - som i alle andre lande - og intet er så misvisende og demagogisk som en politiker eller iagttager, der 'analyserer', hvad folket vil, gør og tænker.

»Folket« findes ikke som andet end en nationalpolitisk kategori og kan aldrig tages til indtægt for én 'vilje' eller handling. Der findes kun mennesker, og mennesker er forskellige og ønsker noget forskelligt.

Elementært, men glemt i en del nyhedsjournalistiske og analytiske fremstillinger af politiske konflikter i stort og småt - og misbrugt af politiske demagoger verden over.

Den voldelige egyptiske betjent, der misbruger sin magt, er en del af folket. Den egyptiske hærchef Abdel Fattah al-Sisi er en del af folket, og det samme er de kristne, islamisterne og ateisterne. Derfor kan det aldrig nogen sinde blive »folket«, der agerer eller reagerer.

Når alt det er sagt, og når den mest overfladiske halleluja-begejstring over et militærkup (der på det populære amerikanske internet-medie Huffington Post førte til overskriften »FREEDOM« med tilføjelsen af et billede af hærchefen) er fejet af bordet, kan man begynde at se nøgternt på det grumsede, foruroligende, opløftende, voldelige, håbefulde, skræmmende, der foregår i Egypten - og er foregået siden januar 2011.

For er det ikke det alt sammen på én gang?

De massive protester mod Morsi, der har fået millioner af egyptere til at kræve hans afgang, var udtryk for en vigtig og nødvendig kamp mod de centralistiske, dogmatiske og magtfuldkomne tendenser, der er fulgt i kølvandet på Morsi og det Muslimske Broderskab.

Omvendt kan militærets magtdemonstration næsten kun føre til yderligere islamistisk radikalisering, i værste fald uløselige voldelige opgør og optøjer i Egypten, der stimulerer de radikale grupperinger mange andre steder i den arabiske verden.

Syriens diktator Bashar Hafez al-Assad har sigende nok allerede hyldet det egyptiske militærkup og bizart nok erklæret det for en sejr for egyptiske demonstranter - hvoraf en betydelig del utvivlsomt ville have deltaget i kampen imod hans eget regime, hvis de levede i Syrien.

Den seneste tids udvikling i Egypten kalder i endnu mindre grad på entydige konklusioner end det meget snævre valg, som gjorde Morsi til præsident (der for nogle nok mest var et fravalg af alternativet). Militæret har fået hævn over Broderskabet, der var ved at afvikle den gamle militærelite til fordel for sin egen, og det har næppe været en mindre vigtig motivationsfaktor bag kuppet end den belejlige henvisning til »folket«.

Tiden vil vise, om det bringer Egypten fra asken til ilden eller fra ilden til asken - hedt (for)bliver det utvivlsomt. De voldsomme kampe, der allerede er udbrudt, lover ikke godt.

Oprøret mod Morsi havde måske stået sig bedre, hvis protesterne havde fået lov til at gribe yderligere om sig. Den udbredte armod, som Broderskabet ikke har løftet, ville muligvis have udgjort en stadig voksende underminering af Morsis magtbase. Men kunne det have fremtvunget nødvendige politske kursændringer eller et valg i utide? Hvem ved.

Militærkuppet risikerer imidlertid også at give mange indtryk af, at Broderskabet blot ikke fik »tid nok«, og signalet bliver endnu engang, at demokrati kun er godt, hvis det er »de rigtige«, der vinder valget. Det kan kun styrke de mest radikale kræfter i Broderskabet.

Hvis man vil være optimist, kan så vælge at se det hele som endnu en uforudsigelig bølge i en igangværende proces imod magtmisbrug og politisk brutalisering i Egypten; en revolution, der begyndte i 2011, og som hele tiden repræsenterer skiftende magtkritiske alliancer, alt efter hvem der sidder på tronen. Det er langtfra slut, og bølgen fortsætter sin uforudsigelige bevægelse - på godt og ondt.

Om ikke andet har egypterne de sidste par år erfaret, at de folkelige optøjer repræsenterer en betydelig magtfaktor, som ganske vist ikke kan beskrives under en enkel og entydig politisk etikette, men som ingen magthaver længere kan bagatellisere.

Mange millioner egyptere trodsede frygten og protesterede mod Mubaraks magt og fik Morsi. Mange millioner egyptere trodsede mange millioner andre egyptere, og protesterede mod Morsis magt - og fik Militæret (tilbage). Måske er det næste, der er brug for, millioner af egyptere, der kræver åbenhed, retssamfund og sociale forbedringer i en protest mod Militæret?

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 7.7.2013