Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Fatsvag juraprofessor roser DF's propaganda-annonce

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Den århusianske juraprofessor Gorm Toftegaard Nielsen udviser en forbløffende evne til at vikle sig ud i det skinbarlige nonsens i sit forsvar for Dansk Folkepartis meget omtalte propaganda-annonce, hvor 684 nye statsborgere mistænkeliggøres som potentielle terrorister ved navns nævnelse.

Toftegaard Nielsen er bestyrtet over dele af kritikken af annoncen og advarer mod, at man følgelig ikke kan »tage debatten« om tildelingen af dansk statsborgerskab. Som forsvar for Dansk Folkepartis annonce udtaler han: »Det, Dansk Folkeparti gør, er dét, der var meningen med [Grundlovens] paragraf 44.« (Politiken, 30.5.2013).

Aha? Didn't see THAT coming!

Vi slår skyndsomt op i Grundloven og finder paragraf 44 i spændt forventning om, at her står:

§ 44: »Ingen udlænding kan få indfødsret uden at vedkommende ved navns nævnelse sættes i forbindelse med terror i en landsdækkende annoncekampagne af et politisk parti.«

Er det dét, der står? Nej. Men er det så HENSIGTEN med det, der står i Grundlovens paragraf 44, at nye statsborgere skal kunne udstilles offentligt som potentielle kriminelle af værste skuffe?

Det er oprigtig talt en smule vanskeligt at forestille sig. Den virkelige paragraf lyder:

§ 44: »Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov. Om udlændinges adgang til at blive ejere af fast ejendom fastsættes regler ved lov. «

Men Toftegaard Nielsen hævder: »Det må være utænkeligt, at man kan straffe nogen for den debat, som er fuldstændigt i harmoni med Grundloven. Man kan ikke kriminalisere en i Grundloven forudsat debat.«

Sig mig, er der nogen, der aner, hvad han vrøvler om? Kommenterer han en debat, der foregår i et parallelt univers, vi andre ikke har adgang til?

Er det at »kriminalisere« en DEBAT om indfødsret at søge afklaring ved domstolen om, hvorvidt det er lovstridigt at KRIMINALISERE 684 mennesker som potentielle terrorister?

Er det »i harmoni med Grundloven«, at 684 nye statsborgere får klæbet en etikette som »den potentielle terrorist« på sig?

Nej, det er selvfølgelig en komplet usaglig og misvisende - for ikke at sige ualmindelig bizar - måde at vende vrangen ud på problemstillingen såvel som retssamfundet på.

Alligevel fremturer den århusianske professor som en karikatur på saglighed: »Mener vi virkelig, at man skal straffe medlemmer af Dansk Folkeparti for på den måde at give mulighed for en vis politisk debat? Hvis man ikke kan sige det, DF siger, kan man så overhovedet have nogen debat om det? Er det dansk demokrati?«

1) Er det en redelig gengivelse af sagens omdrejningspunkt at karakterisere annoncens karakter af offentlig gabestok som »den MÅDE at give mulighed for en vis politisk DEBAT« på?

2) Handler det her om, at Dansk Folkeparti IKKE får mulighed for at føre »en vis debat«?

3) Har man UNDSAGT et »dansk demokrati«, hvis man eventuelt rejser sag og får erstatning for at blive hængt aldeles urimeligt og uretmæssigt ud i landsdækkende medier som potentiel terrorist?

Nej, det er sort snak - i mere end én betydning.

Men manden fortsætter ud ad samme tangent: »Jeg synes, at man skal passe på med at sige, at i og med at det er Dansk Folkeparti, er det meget betænkeligt. Man er nødt til at tænke sig om.«

Hvem er det lige, der f.eks. kunne finde på at sige, at »det er almindeligvis helt OK, når 684 nye statsborgere stemples som potentielle terrorister, skønt ingen er dømt for noget som helst, men i og med, at det er DANSK FOLKEPARTI, der gør det, SÅ er det meget betænkeligt ...«

Nej, vel? Toftegaard Nielsens virkelighedsfjerne apologi for Dansk Folkepartis propaganda er skinbarligt sludder fra ende til anden.

Selvfølgelig kan DF og alle andre diskutere indfødsret. Selvfølgelig kan DF og alle andre indrykke annoncer, der problematiserer indfødsret.

Men om det er lige så selvfølgeligt, at man kan hænge 684 mennesker ud som potentielle terrorister over hele landet, er mindre indlysende, og dét er der nogen, der stiller juridisk spørgsmålstegn ved og gerne ser afklaret ved en domstol.

Lad os tage et sidste eksempel på juraprofessorens forrygende ræsonnement: »Man kan ikke sige: 'Du må ikke stille ændringsforslag'. Hvad er så meningen med at få det i Folketinget?«

Hvilken fjern, fjern, fjern planet befinder Toftegaard Nielsen sig på?

Forestil dig følgende:

NY STATSBORGER: »Jeg vil ikke finde mig i at blive hængt ud som potentiel terrorist i hele Danmark, når jeg hverken er sigtet eller dømt. Derfor agter jeg at få rettens ord for, at det er grundløst og urimeligt.«

TOFTEGAARD NIELSEN: »Så er du på kollisionskurs med Grundloven, forhindrer debatten, umuliggør ændringsforslag i Folketinget og undsiger det ganske danske demokrati ...!«

Og så er det ikke engang 1. april. Det er ikke blot en obskur kommentar på en obskur Facebook-side, som man kunne få sig en billig latter over - det er en virkelig Århus-historie om en virkelig juraprofessor fra det virkelige liv, der fordrejer og forsvarer en virkelig propaganda-annonce.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 30.5.2013