Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Hvornår må mink-mishandling kaldes dyremishandling?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Kalder man f.eks. en ikke-pædofil for »pædofil«, en ikke-nazist for »nazist« eller en uskyldig for »rovmorder«, er det selvfølgelig injurierende. Men det er ikke injurierende at kalde en spade for en spade, fordi den nu engang er en spade, ligesom det heller ikke er injurierende (eller ikke bør være det) at bruge skarpe, men almindelige udtryk i agitation og kampagner.

Alligevel sagsøgte næstformand i Kopenhagen Fur, minkavler John Papsø, dyreværnsforeningen Anima for injurier i 2011, fordi foreningen havde sendt et brev til 50 modevirksomheder, hvori billeder af syge og skadede mink blev beskrevet som eksempler på »grov dyremishandling«. Billederne havde i forvejen været vist i TV-Avisen under overskriften »Dyremishandling«.

I byretten blev Anima frikendt, men Østre Landsret vurderede i stedet, at foreningen samlet skulle bøde 160.000 kroner for den aktuelle brug af denne betegnelse. Nu er sagen så på vej i Højesteret.

Er det ytringsfriheden, der her er på spil? Naturligvis ikke, hvis der er tale om injurier, og hvad Højesteret vil vurdere, ved vi endnu ikke - men hvis det er injurierende at kalde adskillige dyr med åbne kødsår under brutale forhold for »grov dyremishandling«, er begrebet blevet til en selektiv juridisk etikette, fjernt fra dagligsprogets brug.

Derfor er sagen principiel, og derfor handler den om ytringsfrihed ud fra en helt elementær forståelse af dagligsproget og et helt elementært kendskab til den politiske debat.

Også af den grund har De samvirkende danske dyreværnsorganisationer (DOSO) taget initiativ til en indsamling blandt foreningens medlemmer for at støtte Animas udgifter i forbindelse med retssagen.

DOSO's formand, Peter Mollerup forklarer: »Denne sag drejer sig efter min opfattelse om, at Kopenhagen Fur forsøger at knægte Animas ytringsfrihed, og derfor er sagen vigtig for alle organisationer, der beskytter dyr. Jeg har selv kaldt billeder fra danske minkfarme for dyremishandling, og bemærker, at også en lang række politikere, myndigheder, advokater samt Kopenhagen Fur selv har brugt ordet til at omtale billeder af mink med store skader - uden retsforfølgelse vel at mærke.« (Anima.dk, 6.5.2013).

Meget mere præcist kan det ikke siges, og det står på den baggrund lysende klart, at sagen primært handler om et målrettet forsøg på at straffe den specifikke dyreværnsforening Anima, sekundært om én gang for alle at kriminalisere enhver brug af begrebet »dyremishandling« i forbindelse med omtalen af danske minkfarme.

Dyrenes Beskyttelse har således også bakket op om støtten: »Vi mener, det er absolut nødvendigt med en åben debat om dyrs forhold og deres velfærd. Men det er mindst lige så nødvendigt, at den debat kan ske frit og med brug af ord, som er helt almindelige i det danske sprog,« udtaler direktør i Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis.

En række folketingspolitikere med De Konservatives Lene Espersen i spidsen er imidlertid stærkt forargede over den samlede kamp for brugen af så essentielt et ord som »dyremishandling«.

For Espersen handler det ikke på fjerneste vis om at beskytte ytringsfriheden, endsige tage stilling til de forhold, minkene lever under i danske minkfarme. Hun er derimod rasende på Dyrenes Beskyttelse, fordi de bakker op om indsamlingen til foreningen Animas retssagsudgifter. Hvorfor? Fordi Anima tidligere er dømt for lovovertrædelser i forbindelse med kampen mod dyremishandling.

Til Landbrugsavisen udtaler Espersen således: »Jeg forstår overhovedet ikke, at de [Dyrenes Beskyttelse] er blevet lokket med på den her galej, og jeg håber, der er tale om en fejl. Der er ingen tvivl om, at det vil få konsekvenser for organisationens omdømme og troværdighed, når de vælger at støtte en organisation som Anima, der har brudt landets love. Det harmonerer i øvrigt overhovedet ikke med det billede, jeg har har Dyrenes Beskyttelse.«

Man kan og bør selvsagt diskutere implikationerne af fremgangsmåder og metoder i enhver forening og interesseorganisation - men det er en diskussion for sig. Den har intet at gøre med en konkret kamp for ytringsfriheden og retten til at kunne karakterisere minkavl som dyremishandling.

Enten er ytringsfrihed nu engang ytringsfrihed for enhver og naturligvis ikke noget, der kan uddeles og kun forsvares i flæng blandt de og de afsendere, som lige præcis har Lene Espersens sympati eller en ren straffeattest.

Også Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne bakker imidlertid op om kritikken - f.eks. udtaler Dansk Folkepratis Rene Christensen: »Ved at gå samme vej som Anima, udspiller Dyrenes Beskyttelse deres egen rolle som saglig og værdifuld samarbejdspartner i forhold til at skabe dialog om dyrevelfærden.«

For det første går man altså »samme vej« som den, hvis ret til ytringsfrihed man deler, og for det andet kan man ifølge Rene Christensen fradømmes sin validitet som dialogpartner, hvis man støtter 'de forkertes' ytringsfrihed?

Interessant koncept i Dansk Folkeparti, der endnu engang bekræfter, at ytringsfrihed ene og alene har sakral betydning for partiet, når og hvis det gøres synonymt med retten til at dæmonisere indvandrere og muslimer.

I sidste ende er hele sagen naturligvis et udslag af de danske minkavleres bestræbelser på at rette op på deres flossede image. På den ene side skal der slås hårdt ned på kritikerne, på den anden skal offentligheden foregøgles en samvittighedsfuld åbenhed omkring forholdene på minkfarmene.

Som led i sidstnævnte fremstød holdtes åbent hus søndag den 12. maj, hvor 10 minkfarme kunne besøges af danskere forskellige steder i landet.

Så kunne enhver jo se, hvor godt minkene har det, ikke sandt?

Vel, sandheden er naturligvis den, at hvis minkene har det så godt, at deres forhold tåler fuld åbenhed, så bør der selvsagt være adgang for enhver borger, enhver journalist og enhver aktivist med et kamera en hvilken som helst dag året rundt - på en hvilken som helst minkfarm.

Alt andet er jo bare gennemskuelig iscenesættelse. Hvor let kunne Nordkorea ikke holde åbne dørene for Amnesty International og alle mulige andre i nøje udvalgte fængsler på én udvalgt dag: Kom og se, vi har fejet gulvet, og alle vores indsatte får frisk kaffe og rent sengetøj - ingen tortur her!

Nej - giv journalister adgang hver dag året rundt, og så ser vi på det.

Lad mig derfor slutte af med, hvad jeg tidligere har skrevet under overskriften »17 millioner mishandlede mink?« om problemstillingen i kølvandet på en større mediedækning af forholdene i de danske minkfarme:

»TV2-programmet Operation X, Ekstra Bladet og foreningen Anima har fremlagt billeder af horrible forhold på en række danske pelsdyrfarme, hvor mink og ræve rutinemæssigt pines og plages, før de flås. (...) Når jeg skriver, at mink og ræve rutinemæssigt pines og plages på danske pelsdyrfarme, så tænker jeg ikke alene på den trebenede ræv, der må humpe trøstesløst rundt i sit bur, indtil den er stor nok til at blive flået. Eller den ræv, der bare svajer monotont frem og tilbage som en mekanisk dukke. Eller den, hvis mund er én stor ansamling af plagsomme bylder. Jeg tænker heller ikke primært på de mange mink, der i dage- eller ugevis lider under åbne sår, fordi de er blevet skambidt ind til kød og knogler, eller dem, der har fået bidt øret eller halen af uden at blive behandlet af en dyrlæge.

Nej, når jeg er rystet over, at mink og ræve rutinemæssigt pines og plages af danske pelsdyravlere, er det faktisk ikke alene de skambidte og sygdomsbefængte stakler, jeg tænker på. For disse gabende sår i pelsdyravlernes og pelsdyrfrakkernes samvittighed er måske i virkeligheden kun toppen af isbjerget i en branche med 1.460 minkfarme og en årlig omsætning på 5 milliarder kroner?

Det principielle problem er mere grundlæggende og omfatter 17 millioner mink, der årligt henslæber deres absurde ikke-liv i danske trådbure. Problemet er, at om så hver eneste af de 17 millioner mink havde alle fire ben og var uden ét eneste kødsår, og om de virkelig alle sammen fik deres halm og dagligt kiggede nok så nuttet gennem tremmerne på pelsdyravleren, så er og bliver forholdene slemme.

At indskrænke bevægeligheden for solitære og territoriale dyr, der er 28-45 cm lange (plus hale), og som i naturen forsvarer territorier, der strækker sig over 2-3 kilometer, til et lillebitte trådbur på 30 x 45 x 90 cm, er ganske enkelt urimeligt.«

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 14.5.2013