Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Enhedslistens dilemma

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Regeringen har magt til at regere, fordi et folketingsflertal har vundet ministerposterne, og en del af dette flertal udgøres af Enhedslistens mandater. På papiret giver det en betydelig indflydelse, fordi støttepartiet til enhver tid kan vælte regeringen, men i realiteternes verden forholder det sig anderledes.

Aldrig har Enhedslisten, der i et par årtier var et spærregrænse-parti, været så fremgangsrigt, og dog har partiet ikke kunnet bremse de socialdemokratiske kamikaze-piloter.

Støttepartiets årsmøde afspejlede naturligvis denne situation, og rusen over fremgangen var iblandet frustrationen over en regering, der lader de trængte finansiere skattelettelser til erhvervslivet, skønt de store virksomheder i forvejen skovler rekordoverskud hjem i milliardvis.

Indtil videre er det ikke alverden, Enhedslisten har fået ud af nøglepositionen, hvor de til gengæld er blevet mødt med hoven arrogance af Bjarne Corydon.

Omvendt er det også klart, at Enhedslisten hidtil har kæmpet med to problemer: For det første et på visse punkter pinagtigt partiprogram, der som en klods om benet har kunnet hives frem af modstandere. For det andet det uomgængelige dilemma, at hvis Thorning-Schmidt på den ene side væltes, betyder det blot, at Lars Løkke Rasmussen tjekker ind i Statsministeriet, men hvis Enhedslisten på den anden side ikke truer med en reel mulighed for at vælte hende, kan hun til gengæld permanent regere hen over hovedet på støttepartiet.

1) Det første problem er måske ved at blive løst. Med partiets overvældende opbakning til en udtalelse, der bl.a. fastslår, at rettigheder aldrig kan »suspenderes for grupper af borgere i kortere eller længere perioder«, er enhver rest af »proletariatets diktatur« endegyldigt manet i jorden, og det samme gælder dermed forhåbentlig i realiteten også skyggerne af den totalitære diktator Lenin.

Først i 2014 skal et nyt partiprogram vedtages, men hvis tendensen fortsætter, forsvinder også den anakronistiske forherligelse af arbejderklassens »ledende kraft«, der nærmest synes beslægtet med noget, SF's (tidligere) arbejderistiske højrefløj kunne være udsprunget af.

Disse opgør med fortiden handler ikke om en højre- eller venstredrejning af Enhedslisten, men om humanisme kontra anti-humanisme. Enten vil man direkte eller indirekte acceptere en meget selektiv 'fortolkning' af historien og 'bortforklare' Lenins totalitære politik og skræmmende anti-humanistiske skrifter. Eller også vil man et inkluderende humanistisk rettighedssamfund, hvor hverken en udvalgt 'race' eller 'klasse' har fortrinsret, men hvor man i ét og alt kæmper for individets frihedsrettigeder og kulturens mangfoldighed - og så er det farvel til Lenin og proletariatets diktatur i enhver afskygning. Den sidste kurs synes nu at slå meget klart igennem også på skrift.

2) Dilemmaet i forhold til at vælte eller bevare regeringen består. Fra Enhedslistens perspektiv taler det for at trække stikket, at et snarligt folketingsvalg utvivlsomt ville betyde endnu en danmarkshistorisk valgkatastrofe for Socialdemokraterne og dermed et definitivt farvel til Corydon og Thorning. En ny partileder kan vanskeligt føre en mindre socialdemokratisk politik end dette par, og belært af nederlagserfaringerne vil vedkommende efter alt at dømme tilstræbe at genskabe en kurs i tråd med den basale kamp for øget social retfærdighed, der bidrog til partiets storhed i det 20. århundrede. At Løkke så umiddelbart overtager nøglerne til Statsministeriet, er ikke i sig selv noget overbevisende argument for at lade Thorning blive siddende, eftersom hun dermed blot vil få mere tid til at føre Danmark endnu længere i retning af Venstre, hvilket forbedrer Løkkes politiske udgangsbetingelser yderligere.

Det taler til gengæld imod at vælte regeringen, at Enhedslisten i det mindste bevarer en chance for at få reel indflydelse her og nu, forudsat at det politiske pres fremover øges markant. I givet fald skal partiet turde gøre, hvad en stor del af baglandet (og sikkert mange socialdemokrater og SF'ere) ønsker: At vælte enhver minister, der snyder på vægtskålen.

Der var således allerede mere end god grund til at trække et rødt kort eller to i spillet om dagpengereformen, hvor Corydon og Frederiksen mildest talt ikke ruttede med sandheden, hvad angik konsekvenserne.

Hvis ikke Enhedslisten tør vise tænder og trække stolen under en manipulerende minister, har man kasseret en afgørende politisk trumf til at holde magten i skak. Så ved regeringen, at de bare kan gøre hvad som helst uden at risikere andet end hård retorik. Resultatet er blot flere smilende Corydon-aftaler, baseret på urent trav - som vi før har set det, når lediges og offentligt ansattes vilkår skal forringes.

Men hvis en manipulatorisk minister væltes, stivner smilet. Enhver manipulator med magt bør selvfølgelig væltes, uanset partifarve - og enhver magthaver bør snarere frygte, at det sker for hyppigt end for sjældent.

APROPOS

> Farvel, Corydon og Frederiksen - manipulation må koste

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 29.4.2013