Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

DF'er forklarer hån mod lesbiske: 'bare for sjov'

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Som om der ikke var nok af bizarre udtalelser om anderledes troende og tænkende fra Dansk Folkeparti i den seneste tid (læs: årrække), er endnu en af partiets folketingsmedlemmer på banen - denne gang om homoseksuelle.

»Hvad bliver det næste? At man kan gifte sig med dyr?« spurgte Dansk Folkepartis Mette Hjermind Dencker således i folketingssalen den 16. april, da man debatterede et lovforslag, der vil give begge i et lesbisk par ret til at blive betragtet som juridiske forældre, hvis den ene er blevet gravid via anonym sæddonor.

Det er blot ét af en lang række nedsættende udsagn om homoseksuelle fra Dansk Folkeparti gennem partiets levetid - og som går endnu længere tilbage for Søren Krarups vedkommende, der har bidraget til stigmatiseringen siden 1980'erne.

Dansk Folkeparti har beklaget ordvalget: »Det ryger ud af munden på hende i kampens hede,« siger Søren Espersen (Politiken.dk, 16.4.2013) - og så er den ikke længere for partiets gruppeformand. Det er menneskeligt at fejle, fastslår han.

Og det er sandt.

Det er imidlertid ikke første gang, at Mette Hjermind Dencker »i kampens hede« paralleliserer homoseksuelle med dyr - måske har hun bare været 'menneskelig' før?

Et forslag om, at forældremyndigheden skulle kunne deles af tre eller fire mennesker, mødte hun i august 2012 med følgende svada: »Forslaget er ligesom homovielserne i kirken endnu et forsøg fra regeringen på at eliminere kernefamilien. Hvis der bliver åbnet for det her, er der ingen grænser for, hvilket ragnarok det vil være. Hvorfor lige fire forældre, hvad med fem eller seks? Der er jo ingen grænser for, hvilke konstellationer man kan forestille sig. Hvad bliver det næste? At man kan gifte sig med sin hund.« (Berlingske.dk, 17.8.2012).

Ragnarok? Ægteskab med sin hund? Ingen grund til at underdrive.

Dencker har dog en anden forklaring på sit ordvalg end den menneskelige fejl i »kampens hede«, som hendes gruppeformand henholder sig til. På Facebook skriver hun: »Man skal passe rigtig meget på med at bruge humor og karikatur som politiker i den offentlige debat, det har jeg måttet sande. Alle der kender mig ved, at jeg er sådan en, der elsker at lave sjov med tingene, og det var også, hvad jeg gjorde i går i folketingssalen.«

Aha. Det var bare for sjov. Igen.

Ligesom det bare var for sjov, da Marie Krarup kom for skade at kalde maoriernes sang for en »brølekoncert« og karakteriserede new zealandske maori-templer som kulturel »selvudslettelse«. Og da hun om maoriernes velkomsthilsen skrev: »Jeg skal hilse og sige, at man føler sig som en idiot, når man tvinges til at gnide næse med 10 europæisk udseende søofficerer.«

Det var »satire«. Ha ha ha.

Nu har vi altså blot fået endnu et eksempel på, at nedsættende udsagn er et udtryk for Dansk Folkepartis særegne humoristiske skikke.

Så forstår vi også bedre.

For selvfølgelig kunne Pia Kjærsgaard vel næppe have ment det alvorligt, da hun skrev: »Homoseksuelle kirke-vielser er ikke en kamp for værdier, men en kamp imod ægteskabet.« (Ugebrev, 22.3.2010). En »kamp imod ægteskabet«? At to af samme køn vies, er en KAMP imod, at to af forskelligt køn vies?

Det er en joke, ikke sandt? Ha ha ha.

Og der er er flere vittigheder fra samme kant. Om homoseksuelle ægteskaber udtalte Søren Krarup f.eks. for nogle år siden: »Homoseksuelle er handikappede, fordi de ikke kan opfylde betingelserne for et ægteskab og skabe en familie. Derfor kan de heller ikke forlange at blive ligestillet på det område.« (Nyhedsavisen, 26.4.2007).

Homoseksuelle er »handikappede«? Men ro på - det er bare sjov. Ha ha ha.

De fleste ved efterhånden, hvor skægt partiet har det med homoseksuelle, maorier og muslimer - men Morten Messerschmidt har skam for længst udvidet repertoiret med sit eget morsomme materiale om de ledige. Han har f.eks. denne skægge vittighed, hvor han kalder det at være ledig for »en levevej« for »nydere« og »gøgeunger«. Ha ha ha. God humor.

Og ekstra-nummeret lyder, at det arbejdende mindretal af befolkningen »tvinges til at finansiere de ugidelige og de dovne« (Jp.dk, 8.1.2012).

Hvor passer det fint ind i de øvrige jokes, ikke sandt? Lesbiske par, hvor begge kan have forældremyndigheden over børnene, er at sammenligne med »dyr«. Ha ha ha. Homovielser er »ragnarok«. Ha ha ha. Det svarer til, at man kan »gifte sig med sin hund«. Ha ha ha. De fremmede formerer sig som »kaniner«. Ha ha ha. Muslimerne venter bare på at blive mange nok til at »slå os ihjel«. Ha ha ha.

Jo, man morer sig i Dansk Folkeparti. I det mindste hvis vi skal følge forklaringerne fra Marie Krarup om hendes »satire« om maorier og fra Mette Hjermind Dencker om hendes »karikatur« af de homoseksuelle.

Eller er det snarere Søren Espersens seneste udmelding, der rammer hovedet på sømmet - det er bare »menneskeligt at fejle«?

Hvem ved. Men følger vi partiets selvforståelse, er der altså to mulige forklaringer på hånen: Enten er partiet meget, meget menneskeligt, fordi der meget, meget ofte slipper sådanne »fejl« ud; eller også er partiet meget, meget humoristisk, fordi der meget, meget ofte kommunikeres i humorens og satirens klædedragt.

Personligt hælder jeg nu nok til en tredje forklaring: En del af Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer rummer en meget, meget udtalt foragt for mennesker og minoriteter, der afgiver fra deres eget snævre normalitetsbillede. Ret meget længere er den ikke. Hvor humoristisk det er, kan vist diskuteres.

Når man tager partiets stemmetal og indflydelse i betragtning, er det i det mindste knap så sjovt, hvis man er muslim, asatroende, jøde, homoseksuel, ledig - eller hvem der aktuelt får vanæren af at være Prügelknapbe i Dansk Folkepartis storslåede komik.

APROPOS

> Krarup & Co.'s retoriske religionskrige

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 17.4.2013