Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Sandhedsbevægelsens konspiranoia

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Det var ikke Osama bin Laden, der stod bag angrebet på World Trade Center, Pentagon og Det Hvide Hus den 11. september 2001.

Du tror måske, at du har set og hørt ham prale af angrebet? Tro om igen. Det er blot manipulerede optagelser, for han døde nemlig allerede i december 2001 af en svær nyresygdom og blev altså ikke først dræbt af amerikanske specialstyrker i Pakistan den 2. maj 2011.

Og er du stadig vildfaren, så prøv engang at se nærmere på kollapset af Bygning 7 i World Trade Center. Den blev ikke ramt af flyene, men styrtede mystisk nok alligevel sammen flere timer efter de to tvillingetårne - hvordan i alverden kunne dét ske?

Jo, nu skal du bare høre: Af videoptagelser fremgår det, at den 186 meter høje bygning styrtede til jorden på kun 6,4 sekunder, hvilket svarer til et frit fald. Men det kan kun lade sig gøre, hvis der er tale om en kontrolleret sprængning, og voilà! - så er den 'officielle' historie om al Qaeda-angrebet usand.

I al sin forbløffende absurditet er det dette B-film-manuskript, som udbredes af Sandhedsbevægelsen og den pensionerede lektor i kemi, Niels Harrit.

Problemet er ikke så meget bevægelsens patetiske navn og den ulidelige pseudovidenskabelige spam, som dens tilhængere overlæsser flere online-debatter med. Problemet er heller ikke personligt. Jeg er vant til hundredvis af tilsværtninger online og anfægtes derfor ikke af 'sandhedsvidner', der kalder mig et »fascistsvin« og beskylder mig for at ville »please« Politiken, fordi jeg påpeger parallellen mellem deres argumentresistente osteklokke og islamofobers opfattelse af, at hele medieverdenen er rottet sammen imod dem.

Det egentlige problem er, at der er akademikere som Niels Harrit, der ved at vifte med Newton og det periodiske system åbenbart får skarer af godtroende mennesker til at spilde deres egen og andres tid på fordummende vrøvl.

Hvorfor i alverden skulle nogen dog tage slagnummeret om, at Bygning 7 falder i »frit fald«, alvorligt? Enhver, der gider at se en seriøs timer-optagelser af hele bygningens kollaps, kan se, at den ikke er i nærheden af et frit fald på 6-7 sekunder, men at det varer omtrent dobbelt så lang tid. Kollapset er en følge af de kolossale ødelæggelser, som de to sammenstyrtede tvillingtårne selvfølgelig forårsagede i en stor omkreds.

Det er og bliver et åbenlyst faktum, at kun et mikroskopisk antal forskere har sluttet op om Harrits fantasifulde fortællinger, f.eks. at der skulle være brugt 10-100 tons tophemmeligt nanotermit til sprængningen af World Trade Center, eller at Osama bin Laden skulle være død ti år tidligere end den officielle forklaring. Efter drabet på Osama bin Laden i 2011 har Harrit ganske vist nedtonet sin kæphest om, at top-terroristen allerede døde i 2001 af nyreproblemer - det er nok blevet lidt for åndssvagt at sige alt for højt i dag, om end Harrit selvfølgelig stadig er nødt til at fastholde det for ikke at tvære alt for meget rundt i sin utroværdighed over for tilhængerne i samme osteklokke.

En osteklokke, som jeg i en klumme i Politiken sammenlignede med islamofobernes ditto. Her er det blot muslimernes 'erobringsplaner', som journalister 'af karrierehensyn' hævdes at undertrykke sandheden om, hvor det for Sandhedsbevægelsen er Harrit & Co.'s 'uskyldige skepsis' over for »den officielle konspirationsteori« om terrorangrebet, som medierne undertrykker. Jeg tilføjede naturligvis, at »indhold og virkemidler er usammenlignelige«, men alligevel er jeg blevet overdænget med forargelse over at 'sidestille' de to bevægelser.

»Har du kendskab til nogle beviser på, at USA blev angrebet af 19 muslimske mænd 11. september, 2001?« spørger Harrit retorisk i en replik i Politiken, 7.4.2013.

Gider man svare? Gider man henvise til retssagen mod Zacarias Moussaoui og den fremlagte dokumentation for Osama bin Ladens tilknytning til terrorangrebet. Gider man henvise til Osama bin Ladens egen videotransmitterede tale, hvori han indlysende tager ansvaret for angrebet? Om så du slap et æble fra et træ, og Harrit & Co. så det falde til jorden, ville de benægte Newton og kalde det CIA's photoshop.

Osama bin Laden har ikke alene taget ansvaret for angrebene, men som socialantropolog Iain Edgar har redegjort for, har Osama bin Laden sågar forklaret sin bekymring for, at terrorplanerne skulle blive opdaget, før de fandt sted, fordi for mange jihadister havde profetiske drømme om angrebet. Med andre ord en ekstremt religiøs overbevisning kombineret med pral over terroraktionens gennemførelse, der selvindlysende ingen mening giver, hvis bin Laden ikke stod i centrum af aktionen.

Paranoia, pseudovidenskab og proportionsforvrængninger løber som nanotermit gennem Sandhedsbevægelsens luftkasteller, og derfor er det selvfølgelig ingen gåde, at der er langt under 1 promille af USA's arkitekter og ingeniører i forsamlingen Architects & Engineers for 9/11 Truth, som er det spinkle strå, Harrits klamrer sig til som 'videnskabelig' rygdækning.

Men selvfølgelig er det ikke chokerende nyt, at der er en lille perifer promille inden for en hvilken som helst videnskab, der lader sig overbevise af humbug. I den henseende er Sandhedsbevægelsen blot venstrefløjens svar på højrefløjens 'klimaskeptikere', hvor man tilsvarende ophøjer politiske bekvemt nonsens til videnskab og så tøsefornærmet føler sig forfulgt og forbigået af mainstreampressen.

Gået på klingen om den manglende forsker-opbakning må Harrit da også ty til uklædelig, men selvafslørende tilsværtning af sine kemiker-kolleger som 'forklaring' på, hvorfor de ikke er enige med ham: »Punkt et: De ved ikke en skid. Punkt to: Alle er bange, og alle lyver.« (Politiken, 14.8.2010)

Aha. Men hvis alle kolleger og alle medier er utroværdige, hvad og hvem skal vi så tro? Google's søgemaskine, bedyrer Harrit: »Hvis man vil have dokumentation for de her beskrevne forhold, skal man ikke lede i pressen. Men man kan f.eks. skrive 'WTC7' i Googles søgemaskine, så går det over stok og sten. Der er titusindvis af mennesker, der er grebet af en fornemmelse af, at der er noget galt.« (Information, 31.3.2007).

Forskerne er altså skide dumme og fulde af løgn, mens sandhedsvidnerne på nettet er »grebet af en fornemmelse« for sagens rette sammenhæng ...?!

Det er dette unikum af en ædruelig 'videnskabsmand', som Sandhedsbevægelsen vedvarende tilskriver grænseløs autoritet. Måske ikke så odiøst, at debatredaktionerne ikke lægger sig fladt på maven for enhver gendreven gentagelse fra Harrit, der har fået mere end rigeligt taletid i forhold til saglighedens bundniveau.

Jeg vedkender gerne, at jeg heller ikke bidrager til en begrænsning af denne opmærksomhed ved at tage emnet op her, men lover om ikke andet, at det er første og sidste gang, jeg vier Sandhedsbevægelsen et helt indlæg. Men man bør vel bidrage lidt til at vaccinere nogle stykker mod så kontraproduktivt tidsspilde.

Der kan være mange gode intentioner bag mistroen til amerikansk militærmagt, og der er som bekendt rigeligt med faktuelle eksempler på krigsløgne at stille skarpt på - men fiktionerne om terrorangrebet i 2001 bidrager kun til yderligere desorientering og fordummelse, og derved forplumres i sidste ende også megen saglig og nødvendig magtkritik.

Man forstår Noam Chomskys frustration, da han i november 2010 distancerede sig fra hele denne konspirerende venstrefløjsindustri med en træt mine: »Hvis du ser på deres bevismateriale, vil enhver, der ved noget som helst om videnskab, øjeblikkeligt afvise det.«

Længere er den ikke.

APROPOS

> Konspirationsteorier: Sandheden om 9/11 og 11/9

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 8.4.2013