Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Forsker-opfordring til forskere: Mere mod til magtkritik!

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I seneste nummer af Aktuel Naturvidenskab tager Kaj Sand-Jensen bladet fra munden og taler med store bogstaver til danske forskere, som han kritiserer for at være for inaktive i den offentlige debat. Han er selv professor ved Ferskvandsbiologisk Laboratorium på Københavns Universitet og formand for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Udvalg for offentlig formidling, så han kender om nogen til både forskning og formidling indefra.

For mange forskere nøjes imidlertid med at opfylde publikationskrav og deltage i konferencer med ligesindede, mens offentligheden ofte går glip af deres saglige og faglige input til samfundsrelevante spørgsmål: »Efter min mening er forskeren også forpligtiget til at ytre sig og korrigere, når fejlagtige påstande benyttes som grundlag for vigtige samfundsmæssige beslutninger. Når politikere og styrelser lancerer ny forvaltning og politikker med henvisning til viden eller statistiske sammenhænge, er der grund til at være særligt på vagt. 'Vidensbaseret' politik er ofte en skrøne, der skal dække over det mere sædvanlige formål: At fremme en bestemt ideologi, snævre økonomiske interesser eller bare vise handlekraft.« (Aktuel Naturvidenskab: »Oplysningspligt«).

Der er forskere, som tager deres forskning så alvorligt, at de godt tør kaste sig ud i debatter med landets politikere, men der er desværre også alt for mange, som dukker sig, måske af frygt for at blive stemplet for at sige og skrive noget, der er politisk upopulært:

»Herhjemme har universitetsøkonomer, Det økonomiske Råd og sågar Nationalbanken, så vidt jeg som lægmand kan vurdere aldeles fejlvurderet udviklingen. Som modstykke kan jeg kun fremhæve forhenværende overvismand, professor Christen Sørensen, som vedholdende har påpeget fejl og risici og endog tilladt sig at kritisere kolleger omkring Det økonomiske Råd og Nationalbanken. Måske har flere økonomer set farerne, men når det store flertal enten har spillet med eller været tavse, kan det skyldes, at den økonomiske videnskab er chokerende svag, at de kollegiale eller forretningsmæssige alliancer er uheldige, eller modet til at ytre sig aldeles har svigtet de indsigtsfulde.«

Der kan være mange forskellige grunde inden for forskellige forskningsområder, men Sand-Jensen fremhæver afslutningsvis problemet inden for natur- og miljøpolitik. Her er afgjort både forskere og formidlere af højeste kaliber, der blander sig stærkt i debatten - selv om medierne godt kunne prioritere dem meget højere. Kaj Sand-Jensen selv, eksempelvis, men også Rasmus Ejrnæs og Carsten Rahbek, for blot at nævne nogle af de kendteste.

Men området er så ekstraordinært afgørende, fordi det omhandler hele det danske landskab såvel som fødevarer, drikkevand, sundhed og dyrevelfærd m.m. Derfor er der brug for langt flere forskere på banen, hvis der skal etableres en modvægt til landbrugets magtfulde lobbyvirksomhed: »Natur, miljø og sundhed i forbindelse med landbrugsdrift kalder hele tiden på faglige indlæg som modvægt til alliancen mellem landbruget, Axelborg, visse partier og styrelser,« skriver Sand-Jensen.

Hvis den faglige kritik blot indstilles en kort stund, er det de økonomiske landbrugsinteresser og ikke den upartiske forskning, der får lov til at betjene offentligheden, og vi får kun de »landbrugsbekvemme, men effektløse forslag«.

Der er en stadig større risiko for, at det er pengestærke erhvervsinteresser og ministerier og styrelser, der kan designe udredninger med forventede snævre kommissorier og mere eller mindre forudgivne konklusioner. Universitetsforskere, der skal sikre en stor del af deres egen løn, mister deres uafhængighed, og institutioner, der har haft høj troværdighed, risikerer at måtte lægge navn til tvivlsomme udredninger, fordi rammerne er selektivt udstukket efter politiske eller økonomiske interesser.

»Derfor vokser nødvendigheden af, at andre forskere, der har bevaret uafhængigheden, fungerer som et korrektiv, også selv om de må gå i rette med fagkolleger,« fastslår Sand-Jensen, som opfordrer sine forsker-kolleger til i højere grad at bruge deres faglighed til at gøre op med magtbekvemme udredninger.

Og naturens tilbagegang er i mine øjne et velvalgt eksempel på problemet.

På den ene side et politisk og økonomisk magtfuldt erhverv, hvor millioner af dyr behandles som industriprodukter, ofte under horrible forhold med et skræmmende overforbrug af antibiotika - for slet ikke at nævne den igangværende naturforarmelse af historiske proportioner og det voldsomme gødnings- og sprøjtegiftsvineri, der konstant bagatelliseres.

På den anden side en offentlighed, som gennem landbrugets milliondyre kampagner skal lulles i søvn med visen om, hvor idyllisk der er i »det yndige land« (læs: i landbruget), og som kun gennem lejlighedsvise skandaleafsløringer får åbnet en sprække ind til en helt anden virkelighed, der imidlertid stort set aldrig får politiske konsekvenser.

De markante politiske indgreb over for industrilandbruget, der sidder på store dele af landets areal, lader i stedet hele tiden vente på sig, hvilket også rammer de mange mindre landbrug, der forsøger at klare sig med en anderledes respekt for dyr og natur, for lovgivningen foregår stadig på de store spilleres præmisser. En ubalance, der ikke let lader sig ændre, men hvor langt flere forskere på banen ville kunne rykke ved den herskende stilstand.

Problemstillingen er også rejst af forfatter og debattør Kjeld Hansen, der i årevis har kæmpet naturens sag, og den fortjener at blive rejst og spredt i flere fora, hvor forskningen har særlig stor betydning for samfundsdebatten og den politiske beslutningsproces.

Forskere er jo ofte på offentlig forsørgelse - for nu at sige det på den måde. Det betyder, at samfundet og skatteyderne er deres arbejdsgivere, og over for samfundet bør der være en vis oplysningspligt til at gå i kødet på magten, også hvor magten betjenes af forskerkolleger.

Uenighed skal heller ikke pakkes ind bag universitetets mure under en kollegial korpsånd, men skylle gennem medierne, hvor som helst det måtte have samfundspolitisk relevans.

Efter den lukkede offentlighedslov, der ikke har gjort det lettere for journalister at se magten kritisk efter i kortene, er behovet for magtkritisk mod blandt forskere kun blevet endnu større.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 31.3.2013