Det nødvendige S-opgør med Thorning-Schmidt haster
Af Rune Engelbreth Larsen 
Ved endnu engang at skyde på de trængte i Danmark og nu barbere kontanthjælpen til fordel for at lette selskabsskatten (skønt ingen kan sige om det giver så meget som ét ekstra job, og skønt alle kan se, at det igen-igen forværrer den sociale sammenhængskraft, der stort set har været Socialdemokraternes mission siden begyndelsen i 1800-tallet og gennem hele 1900-tallet), cementerer Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon det simple faktum, at de praktisk talt er lige så meget socialdemokrater som Lars Løkke Rasmussen.
Senest har Thorning-Schmidt prøvet at redde ansigt ved enten at tale bevidst usandt eller også huske meget forkert om dele af sit baglands opbakning til at lette selskabsskatten. På hendes tirsdags-pressemøde for nylig udtalte hun: »Nu havde jeg jo møde med 19 tillidsmænd for en uges tid siden. De sad i det her lokale, og alle var enige om, at der skulle skatte- og afgiftslettelser til.«
Det er imidlertid ved siden af, fastslår Gorm Hedegaard Eriksen, der er tillidsmand på Siemens Wind Power og var blandt de 19 tillidsmænd. Der blev talt for afgiftslettelser, ikke for skattelettelser: »Jeg kan overhovedet ikke se, hvordan det giver flere job at sætte selskabsskatten ned. Pludselig inddrager hun os i den vækstpakke. Det er ikke i orden.« (Jyllands-Posten, 28.2.2013).
Hvis hun lyver, er det en skandale, der kun ligger i forlængelse af en i forvejen uoverskuelig række af brudte valgløfter. Thorning-Schmidts politiske troværdighed har længe, længe været i minus.
Desperationen breder sig forståeligt nok i det ledende regeringsparti. Thorning-Schmidt har til samtlige valg sendt sit parti til tælling, og stribevis af meningsmålinger tyder fortsat på den Titanic-katastrofe, enhver socialdemokrat kan se, men som ingen rigtig tør gøre noget ved.
Senest tyder en meningsmåling på, at Socialdemokraterne ligefrem kan blive overhalet af Dansk Folkeparti i vælgertilslutning - endnu et eklatant eksempel på Thorning-Schmidts fuldkommen fejslagne strategi, der hele tiden er gået ud på at matche Kjærsgaard i værdipolitisk populisme. Resultatet har været fremgang og fremgang til Dansk Folkeparti, mens Socialdemkraterne er blevet svagere og svagere.
Tænk, om Socialdemokraterne under Thorning-Schmidt havde turdet give folkepartisterne et klart og utvetydigt værdipolitisk MODspil. Tænk, om Socialdemokarterne under Thorning-Schmidt havde turdet ladet de bredeste skuldre betale for kriseoprydningen frem for at sende regningen til samfundets bund. Ja, tænk om Socialdemokraterne havde turdet være mere socialdemokratiske og var gået bare LIDT i den anden retning frem for så MARKANT til højre - mon de var blevet overhalet af Dansk Folkeparti og sendt over 100 år tilbage i vælgertilslutning?
Jeg tillader mig at tvivle. Jeg tror, at partiet kunne have skabt (og stadig kan skabe) en gejst, der flytter vælgere den anden vej i stedet for at skubbe desillusionerede vælgere fra sig.
Men uanset hvor man måtte stå i forhold til Socialdemokratiet under Thorning-Schmidt, kan ingen være i tvivl om, at hendes KURS har sagt farvel til en del socialdemokratisk arvegods, mens hun KONSTANT har tabt, tabt og tabt i vælgertilslutning. Det burde dog være et vink med en vognstang - hvis ikke med en vindmølle af de større.
Desværre er ALLE 'tunge' socialdemokrater en del af problemet, og at udskifte Thorning-Schmidt på kortere eller længere sigt med f.eks. Mette Frederiksen, Bjarne Corydon eller Henrik Sass Larsen ville blot være som at gå fra hakket kalv og flæsk til hakket flæsk og kalv.
For problemet stikker dybere endnu - der er såmænd end ikke meget socialdemokratisk flæsk eller kalv i farsen længere. Thorning-Schmidts forvaltning af formandsposten er jo endnu en politisk 'hestekøds-skandale', som der bliver flere og flere af i nyere tid - varedeklaration er slet og ret forfalsket.
At se et kommende formandsopgør (hvis ikke Thorning-Schmidt selv lusker af til en international topstilling, inden hun risikerer et sådant opgør) mellem Thorning-Schmidt og hendes allernærmeste løjtnanter, ville derfor være den rene farce. Enten fastholder Socialdemokraterne den liberalistiske kurs under Thorning-Schmidt, hvad enten Titanic synker eller ej, eller også kommer der et REELT opgør med en udfordrer, der ønsker et REELT kursskifte.
Og der er heldigvis andre bud på dygtige og kompetente socialdemokrater, der i modsætning til Frederiksen, Corydon og Sass Larsen ikke for længst har solgt ud og erstattet den socialdemokratiske socialpolitik med Venstres og den socialdemokratiske værdipolitik med Dansk Folkeparti Light. Der er stadig socialdemokrater med socialdemokratisk kød på menuen og et klart formandspotentiale, selv om ingen af dem har turdet springe ud af busken endnu og åbent tegne det nødvendige alternativ.
Skal Socialdemokraterne genvinde noget af fortidens storhed, er der kort sagt brug for en oprører og udfordrer, som ikke hedder Corydon, Frederiksen eller Sass Larsen. En udfordrer, som ikke dukker sig under nutidens partidiktatur, hvor enhver afvigelse fra lederens vej og sandhed er en dødssynd.
Partierne har jo desværre udviklet sig til små-totalitære regimer en miniature, hvor alle holder kæft og retter ind i stedet for at turde demonstrere lidt individualitet og insistere på, at man udmærket kan kritisere og udfordre en partilinje INDEFRA på en skarp, men sober måde.
Summa summarum: Socialdemokraterne er hamret over 100 år tilbage i tilslutning, og dele af partiets historiske arv og identitet er hældt i rendestenen af Thorning-Schmidt. Derom kan ingen seriøst tvivle.
Så hvis der er socialdemokrater, som ønsker, at partiet skal spille en socialdemokratisk hovedrolle i dansk politik i det 21. århundrede, kan opgøret om partiets fremtidige kurs og næste leder kun gå for langsomt.
APROPOS
> Til lykke Løkke: Thorning afliver Socialdemokratiet
Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 25.2.2013
