Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Trykkefrihedsselskabet - en politisk hestekødsskandale

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Trykkefrihedsselskabet arrangerer et ytringsfrihedsmøde på Christiansborg, men inviterer påfaldende selektivt sine paneldeltagere. Det kan de gøre. Det er deres show. Men problematisk og symptomatisk er det alligevel.

For står Trykkefrihedsselskabet vagt om ytringsfriheden? Nej. De står primært vagt om en meget yderligtgående variant af islamkritikken.

Hvis de bekymrede sig om ytringsfriheden, ville de vægte en lang række problemstillinger og lancere en bred vifte af debatter og bøger om fænomenet. Det gør de ikke.

Forsvarskommandoens forsøg på censur, forbud og forlagsransagelse osv. pga. Jægerbogen synes f.eks. ikke at have fyldt alverden. At tre kranførere i Aarhus fyres for at have sendt kritiske private SMS'er om deres miserable arbejdsvilkår, synes heller ikke at være et fokus-emne. Ytringsproblemstillinger i relation til retssikkerhedsindskrænkende terrorlovgivning heller ikke. Ej heller diverse sagsanlæg, som Dansk Folkeparti har anlagt mod kritikere, hvis udtalelser de gerne ser dømt forbryderiske ved domstolene.

Nej, det handler stort set kun om en voldsom antipati over for islam og vilde advarsler mod muslimer med invasionsplaner, hvor heller ikke Lars Hedegaard holder sig tilbage i værste generaliserende stil. Han turnerer verden rundt med absurde scenarier om en nært forestående borgerkrig, hvor muslimer vil overtage danske byer og landområder som en regulær militærstyrke. En trussel, som Hedegaard & Co. så skal imødegå som en anden generalstab, for udsigterne til den forestående muslimske invasion er nemlig endnu mere »ildevarslende« end Anden Verdenskrig, som han har bedyret på en konference i Bruxelles:

»For at begynde at forsvare os selv imod jihad - noget vi indtil nu er mislykkedes i at gøre - har vi brug for fortløbende opdaterede analyser af den islamiske strategi og taktik. De må analyseres lidenskabsløst som objektive militære problemer, fuldstændig som enhver generalstab ville forsøge at analysere fjendens manøvrer på slagmarken. (...) En succesfuld forsvarsstrategi må nødvendiggøre oprettelsen af parallel-institutioner under vores kontrol ledsaget af civil ulydighed vis-à-vis de officielle dhimmificerede af slagsen - hvilket er en klassisk forekomst i besatte lande. Vi ville utvivlsomt beriges af en studie i de tidlige europæiske modstandsbevægelsers modus operandi gennem Anden Verdenskrig, selv om vores aktuelle situation er langt mere ildevarslende [ominous], i hvert fald på lang sigt.« (Counterjihad-konference i Bruxelles, 18.10.2007).

Hedegaards selskab skævvrider ikke alene ytringsfrihedsproblematikken under dække af et misvisende foreningsnavn, men Hedegaard holder sig heller ikke personligt tilbage for i visse tilfælde at vise sig som en sand ytringsfrihedsmodstander.

Med et skuldertræk bagatelliserede han f.eks. den principielle betydning for ytringsfriheden, da Berlingske Tidendes daværende redaktør Niels Lunde og to journalister i 2006 var i retten for at have offentliggjort fortrolige dokumenter, der viste, at VK-regeringens påstande om Iraks fiktive masseødelæggelsesvåben ikke var i overensstemmelse med analyser fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Han fandt det »underordnet« for ytringsfriheden, om der skulle falde dom mod avisen og afviste den magtkritiske journalistik med ord om, at man »ikke er berettiget til at offentliggøre noget som journalist, bare fordi man kender en, der har stjålet« (Politiken, 4.12.2006).

Så meget for ytrings- og pressefrihedens vilkår.

Da Dansk Folkeparti i 2008 krævede Justitsministeriets undersøgelse af, om tidligere operative chef for PET, Hans Jørgen Bonnichsen, var »med- eller modspiller«, fordi han havde kritiseret, at to mistænkte tunesere ikke var blevet stillet for en domstol, var der ingen hjælp at hente fra Hedegaard til at beskytte Bonnichsens ytringsfrihed. I stedet rettede han skytset mod Bonnichsen og bebrejdede ham for at »overskride« grænsen for, »hvad en tidligere politichef kan tillade sig at udtale sig om« (Information, 6.12.2008).

Nej, det handler ikke om ytringsfrihed for Hedegaard, eller højst om et hjørne af den. Og når man ikke vil invitere Politiken med til selskabets ytringsfrihedsmøde, fordi »Politiken ikke er den mest utvetydige fortaler for ytringsfrihed«, fortsættes dobbeltstandarderne ud ad samme absurde tangent.

En meget mere relevant problemstilling ville være, om Trykkefrihedsselskabet så overhovedet burde invitere sig SELV?

Få dog i det mindste det misvisende navn ændret. Er det hestekød eller oksekød? Trykkefrihedsselskabet og ytringsfriheden eller Anti Islamisk Liga og islam-foragten?

Varedeklarationen skal være i orden, også i politik.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 21.2.2013