Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Demagogen Søren Pind 'gør op' med demagogi?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Det er bemærkelsesværdigt, at Søren Pind som folkevalgt stiller kritisk på demokratiets aktuelle tilstand i en kronik og ligefrem kritiserer 'folket'. Det er vel nærmest et tabu, som man sidst af alt forventer vælgerafhængige politikere gribe fat i.

Men øvelsen udarter sig til gengæld også hurtigt til et misk-mask af inkonsistenser - nogle mere selvafslørende end andre.

Pinds vanskeligheder begynder allerede, efter at han indledningsvis har fastslået, at demokratiet har været »en fremadskridende bevægelse« i mere end 200 år, som »ingen egentlig har sat spørgsmålstegn ved. Og godt for det.« (Jyllands-Posten, 27.1.2013).

Herefter går han så straks i gang med at stille spørgsmålstegn ved demokratiet - uden at klargøre eller blot omtale paradokset.

For ganske vist bemærker Pind, at demokratiet svækkes, fordi det tages som en »selvfølge« og savner større engagement, men der er et meget mere grundlæggende og principielt problem end disse småkritiske almindeligheder, kan vi forstå: »... 'folket' forbeholder sig ret til at vælge og vrage mellem alle hylder, hulter til bulter, uden logisk sammenhæng.«

Aha. THAT'S the rub?

Dét, han i realiteten undsiger lige her, er selvfølgelig ikke medlemsflugt og andre overfladiske moderne skavanker, nej - det er og bliver demokratiet i sig selv.

For hvad ER demokrati, hvis ikke netop retten »til at vælge og vrage mellem alle hylder, hulter til bulter«?

Det er med andre ord selve demokratiets essens, Pind ikke bryder sig om, det er demokratiet som SÅDAN, han undsiger. Fair nok - men så sig det, som det er. Ikke noget omsvøb om, at det er »godt«, at ingen stiller spørgsmålstegn ved det, når dét, du selv gør, end ikke begrænser sig til at stille spørgsmålstegn ved demokratiet, men derimod reelt er en klokkeklar afvisning af et af dets afgørende fundamenter.

I stedet sejler Pinds logik videre som et skib i søgang: »Vi lever i en tid, hvor demagoger og folkeforførere har det nemmere end nogen sinde, fordi den almene dannelse er i bund ...«

Ja. Men hvem har profiteret mere heraf end f.eks. Hr. Pind og Fru Kjærsgaard? Hvem har messet mere op og ned om, hvad 'folket' kan og skal og bør, ja sågar om hvem og hvordan folket ER? Hvem har stimuleret demagogiens ensrettende eksklusionspolitik og har appelleret mere til populismens nivellerende fællesnævnere end Hr. Pind og Fru Kjærsgaard?

Men Pind tilbyder ingen selvrefleksion. I stedet fortsætter han: »Og folket får, hvad det stemmer på og beder om. Demokrati er en styreform, der kræver, at dets folk tager det alvorligt. Er optaget af det. Medvirker. Stiller op. Sker det ikke, overtager andre. For nogen skal nok gøre det. Men skyde skylden på dem bagefter? Fri mig.«

Jamen hvor er det dog ædelt, at du stiller op Pind, og hvor er det dog synd, at du kritiseres bagefter. Stakkels mand.

Vel, måske er der trods alt andre, som tager politik så alvorligt, at de har fattet, at kritik af beslutningstagerne kan og skal bidrage til at holde magten lige præcis dér, hvor den altid bør holdes: I skak. Og selvfølgelig er det de regerende politikeres skyld og ansvar, når magtspillet går galt. Sådan er vilkårene. Ingen har tvunget nogen til at stille op.

»Fri mig,« vrænger Pind imidlertid frustreret - men hvis du ikke kan li' vilkårene, er den bøn i det mindste meget let at indfri: La' vær' med at stille op. Det er let.

Afslørende nok slutter kronikken af med en slet skjult begejstring for Kina. Ja, dét Kina. Det autoritære og totalitære Kina med den åh så misundelsesværdige vækst.

Det samme har Aamund været ude med i frustration over, at kineserne er fri for al denne palaver og kritik. For hvor er det dog urimeligt, at ledige og alskens pak skal have medindflydelse, når nu Aamund VED, hvad der er bedst for os alle sammen, ikke sandt? Lidt ligesom i Kina, bare lidt ...

Det mest forsonende element er vel, at Pinds søsyge analyse trods alt ikke kan skjule, at det langt snarere er demagogen Pind, der gør op med demokratiet, end demokraten Pind, der gør op med demagogien.

Folkeforføreren Søren Pind, der gør op med folkeforførerne, er som biltyven, der advarer mod biltyve.

APROPOS

> Asger Aamunds totalitære udfald mod de ledige
> Den danske stamme
> Vi assimilerer

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 28.1.2013