Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Lyspunkter i kendissers Danmark

Boganmeldelse af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Ole Knudsen & Ole Sønnichsen (red.): Mit Danmark. Kendte danskere fortæller om deres yndlingssted. Gyldendal, 272 sider, fotografier af Lasse Hyldager, indbundet. 349,95 kroner. Anmeldt i Politiken: ♥ ♥ ♥

Jeg kan godt se ideen. Der skal udgives en gavebog i julesæsonen, og det gælder om at få så mange politikere, forfattere, skuespillere, erhvervs- og sportsfolk med som muligt. Men er alle disse kendissers bemærkninger om deres yndlingssteder så interessante, at de kan bære en stor bogudgivelse om Danmark? Svaret er, at en del kan, men at lidt for mange slet ikke kan.

Hvor spændende er f.eks. Lise Nørgaards mikro-notits om Roskilde set fra fjorden og Pia Kjærsgaards korte sætning om, at hun føler sig »fri« i et lånt hus på Samsø? Eller Joachim Boldsens glæde over »den helt særlige stemning« i Tivoli og Jørgen Mads Clausens betragtning om, at bygningen Alsion ved Sønderborgs havnefront gør byen til en »metropol«?

Er det nok, at den, der fører pennen, er en kendis eller har et stort netværk med julesalgs-potentiale - uanset hvor overfladisk en telegramstil, der måtte være tale om?

Kjærsgaards og Boldsens 'bidrag' kunne stå på en post-it-seddel, men bliver her klippet ind i et hjørne af hver sit billedrige dobbeltopslag, og vupti, så »fortæller« de om deres yndlingssted. Den slags er der for meget af. Steder, der ikke bliver vedkommende - en kro på Orø, en iskiosk i Sønderjylland, et hotel på Bornholm og Bubbers badekar - undskyld, Badeklub - i Charlottenlund.

Misforstå mig ikke. Der kan være stærke følelser og oplevelser knyttet til det mest ordinære gadehjørne, men hvis det skal være interessant for andre at læse om, kræver det en vis refleksion og formidling. Det er ikke dét, der ligefrem lyser ud af Bubbers, Nørgaards og lidt for mange af de øvrige postkort-overflødigheder.

Men der er også en del lyspunkter. Simon Kvamm har snedigt nok valgt at tage et vers fra titelsangen på Nephews nye album. Enkelt, men smukt: »Vesterhav, kom nu og blæs mig i gang / Hey, kom nu, champagne-løftestang. / Blæs mig igennem, som et mælkebøtte-fnug, / der kæmper for at få lov at gi' slip.«

Andre fortæller om personlige oplevelser eller beretter informativt, så steder faktisk bliver nærværende, hvad enten der reflekteres stemningsfuldt over noget hverdagsagtigt, eller det er et usædvanligt landskab, der gør indtryk. F.eks. Søren Ulrik Thomsen om Nørrebro Station, Lone Kühlmann om sin badebro, Steffen Kretz om Kalø Slotsruin og Christian Jensen om en bugtet vej i Vendsyssel. Henrik Palle drømmer sig tilbage til barndommen på Amager, Hans Edvard Nørregård-Nielsen viser os Humlum Fiskerleje i Vestjylland, Christin Stadil Flyvesandet på Nordfyn og Signe Wenneberg Kongens Have.

Her kommer vi også med derud og derhen.

Jo, der er rare og underfundige åndehuller blandt de små 100 bidragsydere. Uffe Ellemann-Jensen, der indvier os i sin lystfisker-filosofi i en hyldest til Karup Å, og Anders Fogh Rasmussen, der har et fint blik for det storslåede naturpanorama omkring Hald Sø. Eller John Andersen, der skriver inspirerende om den kromblå isfugl ved Mølleåen, og Bente Scavenius, der med viden og fortælleglæde tager os med til natur-sensationen Høvblege på Møn.

I disse og andre indlæg fungerer både delene og helheden i det spraglede danmarksbillede, der præsenteres i Mit Danmark. Men antallet og spredningen af kendisser er ikke en kvalitet i sig selv, og der er lidt for mange overfladiske ligegyldigheder, som burde være luget ud eller strammet op.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 29.12.2012