Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Astrid Krags makeover

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Villy Søvndal & Thor Möger havde forventet, at Astrid Krag ville blæse enhver modkandidat af banen, hvis blot studehandler i porten pillede de mest prominente af partiets potentielle modkandidater ud af spillet. Sådan var drejebogen skrevet, og en stribe kendte SF-profiler, trak sig én for én, angiveligt med løfter om positioner og indflydelse.

Med andre ord en fortsættelse af det magtspil, som Möger og Søvndal i idyllisk samhørighed med bl.a. Sohn og Krag har spillet de senere år, hvor man har købt de mellemfornøjede, men marginaliseret de kritiske røster og sat sig enevældigt på partimagten frem for at bygge bro.

Efter at outsideren Annette Vilhelmsen imidlertid har vist sig at mønstre en bemærkelsesværdig opbakning i baglandet, er der udbrudt panik på Möger-fløjen.

Den interne aftale i SF's folketingsgruppe om kun at tale positivt om den formandskandidat, man selv støtter, og undlade at tale negativt om modkandidaten, er således skrottet af Steen Gade: »Jeg vil ikke sige noget negativt om Annette. Men jeg mener, at situationen er usikker. Det politiske projekt er usikkert. Jeg synes ikke, at jeg kan se nogen klar linje. Det synes jeg til gengæld, jeg kan hos Astrid. Ikke bare det, at hun er mere trænet - det kan andre også blive - det handler også om en grundforståelse af projektets størrelse og krav til både den korte politik og perspektivpolitikken.« (Information, 26.9.2012).

Aha. Det, Gade siger, er altså, at han ikke vil sige noget negativt om Vilhelmsen, bortset fra det negative han gerne vil sige?

Der skal en sjælden kombination af solid træning i tomme floskler til at servere et møgfald så elegant blottet for politisk substans, at det hele bliver et spørgsmål om en »grundforståelse af projektets størrelse« og »krav til« den »korte« politik og »perspektivpolitikken«. En imponerende beskrivelse af absolut ingenting.

Imens sendes Mögers allierede i byen for at fortsætte smædekampagnen, og i et koordineret ordvalg gentager EU-parlamentariker Emilie Turunen f.eks. Gades stempling af Vilhelmsens politiske kurs som »usikker« og kalder den ligefrem for »samlingen af et antiprojekt« (Politiken, 27.9.2012).

Imens har Krag travlt med at genopfinde sig selv. Pludselig er hun talerør for et opgør med centraliseringen af magten: »Vi skal blive bedre til at være regeringsparti på en ny måde, hvor vi åbner magten op, og SF er drivkraften for, at den viden og de ressourcer, der er i civilsamfundet, finder hele vejen ind til regeringskontorerne.« (Politiken.dk, 21.9.2012).

Øh? Som sædvanlig er det flyvsk retorik uden konkreter, men det er forbløffende nok, at Krag, der selv er båret frem af den herskende fløj i et topstyret SF, nu vil gøre op med magtens lukkethed? Ja, den Krag, der er den direkte fortsættelse af Mögers splittende parti-projekt, sælger tilmed sig selv som »en frisk start« i SF (Information, 12.9.2012)!

Strategien frem mod formandsvalget er tilsyneladende, at SF'erne helst skal glemme, hvem hun er. SF'erne skal glemme, at hun end ikke tog afstand fra det, som Dansk Folkeparti i efteråret 2010 glædesstrålende kaldte »den strammeste indvandringslov i Europa«. SF'erne skal glemme, hvordan hun karakteriserede forslaget om at udvise 14-årige for en bagatelagtig overtrædelse af knivloven som »et fint signal at sende« (Information, 23.6.2011). SF'erne skal i det hele taget glemme, at hun har været en central aktør i den værdipolitiske transformation af SF, der før valget skulle spille lige op med Søren Pind og Pia Kjærsgaard i 95 procent af udlændingepolitikken, og at hun i det årti, hvor indvandrere er blevet rutinemæssigt dæmoniseret, til gengæld valgte at vende sig imod det, hun kaldte en »dæmonisering« af Dansk Folkeparti (Information, 29.3.2010).

Foreholdt denne position må hun derfor ty til udenomssnakkens kunst og nu bedyre 3-4 gange i to korte svar, at »Dansk Folkeparti er et dybt højreorienteret parti« (Information, 12.9.2012). Samtidig undgår hun med kirurgisk akkuratesse at kritisere partiets udlændingepolitik - velvidende at dét naturligvis er det springende punkt i forhold til hendes egen politiske historik.

Vilhelmsen har kort fortalt fået SF-toppen til at omskrive drejebogen for kåringen af Krag som ny partileder: En skræmmekampagne skal gøre opponenten til det farlige og usikre antistof, mens en makeover-kampagne skal sørge for, at Krag ikke kommer til at stå på mål for den populistiske kurs og magtcentralistiske topstyring i SF, hun i årevis har været en inkarneret del af.

Det er denne paradoksale erkendelse af, at Astrid Krag er den største trussel mod valget af Astrid Krag som ny formand, der mere end noget andet illustrerer, hvilken krise den nuværende SF-top har bragt partiet i.

APROPOS

> SF-top får kommentator-hjælp mod Annette Vilhelmsen

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 3.10.2012