Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Irak-arven fra Per Stig Møller og De Konservatives krise

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Niels Krause-Kjær kan være ægte morsom, eksempelvis her i hans indledning til en klumme om De Konservatives langvarige krise:

»De fleste har oplevet, at fornøjelsen ved at spise en bakke pommes fritter aftager, efterhånden som man når bunden. De tiloversblevne fritter er ofte små, gnaldede, overstegte, knækkede og indsmurt i ketchup. Nogenlunde sådan er situationen for Det Konservative Folkeparti, når partiets formand Lars Barfoed lørdag byder velkommen til de delegerede i Herning Kongrescenter - både hvad angår folketingsmedlemmer, tillidsfolk, medlemmer, vælgere, meningsmålinger og indflydelse.« (Berlingske.dk, 26.9.2012).

Når det er kommet så vidt for De Konservative, er der selvfølgelig mange faktorer, der spiller ind, og der er ingen tvivl om, at den temmelig urimelige overfokusering på Lene Espersens ferierende udenrigsministerkarriere har været et afgørende nådesstød. Men problemet stikker langt dybere.

Når et gammelt parti pludselig degenererer så åbenlyst i populisme og overfladisk medløberi (som De Konservative gjorde det under Bendt Bendtsen og Lene Espersen, hvor det gamle konservative flagskib blev reduceret til en lille skude i Dansk Folkepartis voksende flåde), forsvinder selvfølgelig efterhånden også de politikere og vælgere, der har rygrad og format til at følge den selvstændige kurs, der har været selve partiets identitet.

Når skibets kurs med andre ord udstikkes af letvægtsmatroser og vejrhaner som Bendtsen, Espersen og Mikkelsen, må de tungere officerer med kaptajnpotentiale enten indordne sig eller trække sig. Det har vi set forskellige eksempler på de seneste år:

1) De kan sælge ud og 'loyalt' bidrage til forliset ved at sætte enhver rest af intellektuel redelighed og politisk format over styr i en omsiggribende magtarrogance og vælgerleflen for lavest tænkelige værdipolitiske fællesnævner. Det var Per Stig Møllers valg.

2) De kan afmønstre med integriteten i behold og derved minimere de personlige og politiske omkostninger på broen af det ramponerede skib. Det var f.eks. Pia Christmas-Møllers og Peter Norsks valg.

3) De kan heroisk forsøge at bygge deres eget politiske skib, hvor integriteten og redeligheden er intakt. Det var Gitte Seebergs valg (og reelt også Connie Hedegaards valg, da hun så sit snit til at sejle i sin egen båd til Bruxelles).

I og for sig var det tappert, at Lars Barfoed forsøgte at samle kludene og drivtømmeret sammen og udstikke en mere traditionel konservativ politisk kurs, men tilsyneladende for sent. Bendtsens, Mikkelsens & Espersens arv er et drivanker.

Men den af alle, der først og fremmest inkarnerer De Konservatives truende forlis, er og bliver Per Stig Møller.

Engang en hæderlig intellektuel, men efter Irak-krigen og parløbet med Dansk Folkeparti en ynkelig manipulator uden rygrad. Last og brast stod han med Fogh under de mest horrible fordrejninger om de påståede irakiske masseødelæggelsesvåben, og last og brast stod han med Bendtsens medløberi over for Kjærsgaard, hvor han i stedet kunne have åbnet munden, sagt fra og været en samlende faktor for en borgerlig selvbesindelse.

Lad mig derfor afslutte med bare to eksempler på, hvordan Per Stig Møller gennem et halvt år forestod ophørsudsalget af De Konservatives redelighed allerede for et lille tiår siden, hvor han 34 gange påstod, at vi selvfølgelig skulle gå i krig for at fjerne Saddam Husseins 'masseødelæggelsesvåben':

»Lad os tænke, at vi fulgte hr. Keld Albrechtsen og lod Saddam Hussein sidde, og vi lavede en fred, før han var blevet afvæbnet for sine masseødelæggelsesvåben, så ville han da blive en utrolig fare for sine omgivelser. Så ville de ikke være blevet ødelagt. Så ville han kunne bruge dem, hvornår det skulle være, og afpresse omgivelserne. Det er jo derfor, de arabiske lande er med i det her på den måde, de er, fordi de ikke ønsker at have den mand til at stå frem med alle sine masseødelæggelsesvåben, når presset på ham er væk.« (Per Stig Møller i folketingssalen, 26. marts 2003).

»Det er ikke for et regimeskifte, vi er gået ind. Vi er gået ind for at afvæbne ham for hans masseødelæggelsesvåben.« (Per Stig Møller i Folketingssalen, 26.3.2003).

Ingen udover Per Stig Møller selv og andre håndgangne allierede kunne dengang vide, på hvilket ekstremt manipulerende grundlag disse udtalelser faldt. Men ingen kan være den mindste smule Uvidende om det I DAG.

Og Per Stig Møllers ynkelige bortforklaringer og manglende mod til selverkendende at se manipulationen i øjnene har kun forstærket effekten, år efter år efter år.

Det var begyndelsen til enden, fordi det legitimerede en konservativ kurs, som her for alvor blev smedet sammen med Fogh og Kjærsgaard i manipulationens og kynismens tjeneste, og som derved støbte en betydelig del af grundlaget for den massive talent- og vælgerflugt, partiet siden har oplevet.

APROPOS

> Per Stig Møllers ynkelige klynkeri over Irak-kommissionen

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 27.9.2012