Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Revolutioner

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

»En revolution er afgjort det mest autoritære, der findes; den er en handling, hvorved den ene del af befolkningen påtvinger den anden sin vilje ved hjælp af geværer, bajonetter og kanoner, altså de mest autoritære midler, man kan tænke sig; og hvis kampen ikke skal være forgæves, må det sejrende parti hævde sit herredømme ved hjælp af den skræk, som dets våben indgyder de reaktionære,« skriver Engels i Om autoritet (1873) og bifaldes af Lenin i Staten og revolutionen (1918). Revolutionen skal efterfølges af »proletariatets revolutionære diktatur«, som er »en magt, der ikke er bundet af love,« fastslår han i 1919 og baner vejen for uindpakket totalitarisme, slet og ret.

Lenin blev som bekendt afløst af en endnu mere totalitær Stalin, og hverken før eller siden blev de røde faner med hammer og segl i Sovjetunionen andet end et blodrødt ligklæde over et knusende systems diktatoriske jerngreb.

At der fortsat er venstreorienterede, der tager klar afstand fra Stalin, men samtidig holder kikkerten for det blinde øje, hvad angår Lenins uhyrligheder i både ord og gerning, er endnu mere bekvemt end de protestanter, der lukker øjnene for Luthers giftigheder.

Den 'videnskabelige' fremhævelse af arbejderklassen som en ledende faktor har kastet sin historiske slagskygge over flere af venstrefløjens programmer, og visse passager i Enhedslistens principprogram og dele af SF-toppens retoriske skurvogns-socialisme gennemsyres stadig af plattituder om en romantiseret arbejderklasse, der fremhæves på bekostning af andre samfundsgrupper.

Hvor indlysende påkrævet det end var at forene de udbyttede arbejdere i det 19. århundrede, kan man ikke gentage for tit, at en fastholdelse af en 'arbejderklasse' som en udvalgt klasse og »ledende kraft«, som Enhedslistens principprogram fastslår, ikke er mere sympatisk end at fastholde forestillingen om en udvalgt race.

Så længe resterne af denne del af den socialistiske arv fastholdes, inviterer man kun til en berettiget ideologisk kritik, der let kommer til at overskygge den helt elementære kamp for større individuel frihed, retssikkerhed, social retfærdighed og bæredygtighed, som er centrale - og anderledes konkrete - omdrejningspunkter for den humanistiske del af venstrefløjen i dag.

Imidlertid er det ikke disse spørgsmål, men primært Enhedslistens »revolution«, som har reddet agurketiden i flere medier for nylig. - Historien er ganske vist fuld af revolutioner, der bifaldes og direkte fejres - tænk blot på den amerikanske revolution eller den 'halve' revolution i Egypten. Ordet har endvidere gennemgået et generelt betydningsskred, som ikke rigtig bemærkes i medierne, ligesom visse 'revolutionære' åbenbart nyder større mediegunst end andre.

Enhedslistens forkætrede revolutionære fremtidsscenario hviler således på demokratiet, hvilket er mere, end man f.eks. kan sige om erhvervsmanden Asger Aamunds. Sidste år afslørede han, hvorfor han foretrækker en ikke-demokratisk »elite-regering«, der kan overtage magten i en »nødssituation«, hvis væksten skulle være truet (Berlingske, 15.7.2011). Intet mindre. Det er vel temmelig »revolutionært« - og ud fra den gængse mediemorals målestok tillige chokerende ekstremt?

Og skulle en sådan politisk profit-arrogance brede sig, ville den utvivlsomt puste til modsatrettede revolutionære gnister med betydeligt større succes end Enhedslistens principprogram.

Imidlertid slører også løse kanoner på venstrefløjen, at tiden og konteksten selvfølgelig er en anden i dag end på de socialistiske klassikeres tid.

Enhedslistens Per Clausen og Finn Sørensen har derfor forklaret, at de med »revolution« begrebsliggør behovet for »grundlæggende samfundsforandringer for at kunne bevare natur og miljø, samt ordentlige livsbetingelser for almindelige mennesker i fremtiden«, og at den »revolution«, de ønsker, er »fredelig og demokratisk«. Som eksempel og forbillede griber de heller ikke til totalitær leninistisk brutalitet for et århundrede siden, men derimod til aktuelle vinde fra Island, hvor befolkningen »pressede den borgerlige regering til at udskrive valg, og i stedet valgte en ny regering, som ville føre en ansvarlig økonomisk politik, der tog hensyn til mennesker frem for banker og finansspekulanter« (Enhedslistens Nyhedsbrev, 16.7.2012).

I et interview lægger Per Clausen endvidere afstand til det »utopiske« og betoner med henvisning til klimaforandringer og ressourceknaphed, at det »handler mere om at 'revolutionere for at bevare' end at 'omstyrte'« (Information 15.7.2012).

Hvad man end måtte mene om betydningsindholdet af en »revolution«, er det utvivlsomt snarere i denne ånd, at medlemmer og vælgere er strømmet til partiet i de seneste par år, end det er ideologisk vækkelse. Mange, der fornuftigt nok ville løbe skrigende bort fra Lenin og proletariatets diktatur - eller bekæmpe begge dele - kan givetvis være med her.

Men så er det vel også dét, der skal skrives og uddybes i et principprogram, frem for i et nyhedsbrev?

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 23.7.2012