Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Anakronismer i SF og EL:
Revolutionære listefødder og revolutionære træsko

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Der er næppe mange danske politikere, der ikke går ind for revolution. Blot den foregår i Saudi Arabien eller Hviderusland. Der er næppe heller mange danske politikere, der ikke går ind for revolution i Danmark - hvis og såfremt magthaverne udvikler sig i totalitær retning. Dansk Folkepartis koryfæer fra Tidehverv har sågar gentagne gange varslet en mulig 'modstandskamp' imod magthavere, der ikke fører den udlændingepolitik, de selv ønsker.

Derfor er det ikke det 'revolutionære' islæt i sig selv, der er spektakulært, men selvfølgelig definitionen og ikke mindst opfattelsen af, hvor lidt eller megen undertrykkelse der skal til, før en revolution er 'legitimeret' - og derfor er det et svigt, når noget så essentielt som ordet, begrebet og indholdet af »retssamfund« ikke har topprioritet i et ideologisk program, der fokuserer på alle slags uretfærdigheder.

Når opmærksomheden med tilbagevendende kraft retter sig mod venstrefløjen i dansk politik, skyldes det selvfølgelig, at det er her, man finder revolutionen 'programsat' i partiprogrammer som regulært mål.

At den yderste venstrefløj har et anstrengt forhold til kapitalismen er velkendt, og det er der mange, som ikke tilhører den yderste venstrefløj, der også har (fået). I en del venstrefløjsretorik og -ideologi er det således ikke så meget en radikal kapitalismekritik, der kan trække overskrifter i kølvandet på en finanskrise, som netop helt uforskyldt har ramt de svageste verden over, men derimod den begrebsliggørelse af kritikken, der trækker anakronistiske klassekamps-dualismer og pompøs kamp-retorik frem for tidssvarende analyser efter sig.

Nu er Enhedslisten i søgelyset, men SF har også helt frem til det forrige principprogram, der først blev afløst i 2012, en vision, der »forudsætter en revolutionær proces, hvor et flertal i befolkningen gradvis afskaffer kapitalismen«.

I det nye principprogram er det mere pakket ind, men kan svært læses som en markant ændring: »Den centrale ulighed i den kapitalistiske struktur er, at det lille mindretal, der besidder flest ressourcer i samfundet, har større mulighed for at udøve indflydelse end flertallet af mennesker. Samfundet har også andre uligheder end de, der er skabt af en kapitalistisk struktur. For eksempel fører forskelle i uddannelse, position på arbejdsmarkedet og boligform til uligheder i indflydelse på samfundsudviklingen og egen livssituation. Det vil altid være nødvendigt at kæmpe imod ulige magtforhold og ulige muligheder.«

Det er en anden måde at sige på, at »det vil altid være nødvendigt at kæmpe imod« kapitalismen, men ordet »afskaffelse« er trukket ind mellem linjerne, og vendingen »revolutionær proces« er underforstået.

Det »socialistiske samfund«, som SF ønsker, »sikres mest grundlæggende ved at ejendomsretten til produktionsmidlerne og de fælles ressourcer bredes ud«, hedder det nu. Der skal skabes en »omfattende regulering af markedet« med større »offentligt ejerskab«, hvor medarbejdere får indflydelse på »disponering af overskud«.

Næppe meget anderledes, end hvad mange i Enhedslisten forstår ved en »revolution«, men det revolutionære havde altså lidt mere eksplicit emfase i SF's forrige principprogram fra 2003, ligesom det har noget mere eksplicit emfase i Enhedslistens nuværende principprogram fra 2003.

SF går på revolutionære listefødder, Enhedslisten tramper ind i stuen i revolutionære træsko.

Helt hul i hovedet er den revolutionære »arbejderklasse«-retorik, når det i Enhedslistens principprogram f.eks. kaldes en »kendsgerning«, at »den danske arbejderklasse objektivt set har gode forudsætninger for at blive den ledende kraft i en socialistisk revolution«.

Hvem denne 'arbejderklasse' dybest set er, og hvorfor den skulle blive (endsige BØR blive) mere ledende end andre i noget som helst, fortaber sig i en leninistisk klassekampsretorik af forbavsende firkantet karakter.

Derpå følger en tåkrummende overromantiserende og generaliserende skamros af denne ædle arbejderklasse med en »kerne af industriarbejdere med solid faglig organisering«: »Den« er veluddannet, »den« er velorienteret osv. ...

Fratrækker man den eksplicitte revolutionære del af smøren, minder arbejderklasse-fikseringen faktisk om Thor Möger Pedersens og Matthias Tesfayes skurvogne- og kedeldragt-socialistiske romantisering af deres opdaterede SF-fiktion om det ædle leverpostejsspisende proletariat. Men i Enhedlistens ideologiske program er det ikke kun plat populisme som i Mögers og Tesfayes version, det er også ideologisk foruroligende set med humanistiske briller. Enhver snak om en højere eller ledende »klasse« er ikke et hak mere sympatisk end ditto snak om en højere eller ledende »race«.

Man forstår godt, at Johanne Schmidt-Nielsen, der ikke tilhører partiets koldkrigs-generation, kaldte sproget for »temmelig støvet« og fastslog, at Enhedslisten er et »hundrede pct. demokratisk parti« (B.T., 2.9.2011), da B.T. i 2011 kørte den samme historie om partiets ideologiske program, som Berlingske nu gentager.

På partiets årsmøde i maj 2012 sagde hun med en kammeratlig underdrivelse: »Jeg synes, der er nogle temmelig støvede formuleringer i principprogrammet, og det trænger til en opdatering.« (Politiken.dk, 5.5.2012).

Imidlertid var der et flertal imod at forfatte et nyt principprogram, hvor man i stedet besluttede sig for en »ajourføring«, der tidligst kan træde i kraft i 2014.

For partiets humanistiske potentiales skyld må man håbe, at en række passager »ajourføres« helt væk.

Der er imidlertid en malplaceret frygt i dele af Enhedslistens bagland for, at et opgør med en række antihumanistiske traditioner i principprogrammet og den absurde arbejderklasseromantik skulle være en farlig 'højredrejning', hvilket desværre bremser den påkrævede selvkritiske udlugning af principprogrammets værste elementer.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 15.7.2012