Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Reform kan opleves 'meget katastrofalt', indrømmer SF

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Om fleksjob- og førtidsreformen udtaler SF's Anne Baastrup: »Der er ingen tvivl om, at der er nogen, der vil opleve, at det er meget katastrofalt, men omvendt så er øvelsen jo, at vi skal forhindre at folk overhovedet kommer i en situation, hvor de er afhængige af overførselsindkomster.« (TV2 Nyhederne online, 1.7.2012).

Hvad er logikken her? At mennesker på overførselsindkomster godt kan leve med konsekvenser af en reform, så længe de aldrig bliver ledige. Problemet er »så længe«. Man høvler deres indkomster ned og venter så på, at de kommer i job. Mennesker, der i forvejen har nedsat arbejdsevne.

Det kaldes »incitament«. Jo mere presset, kontrolleret og økonomisk trængt, du er som fleksjobber eller førtidspensionist, desto hurtigere vil du springe ud på arbejdsmarkedet - og så er du i »en situation«, hvor overførselsindkomster slet ikke er nødvendige længere.

Den logik gælder tydeligvis kun for de dårligst stillede i samfundet. Pres dem, skær deres indtægter ned, så kommer de i arbejde. Vupti.

Helt anderledes med de ordentlige samfundsborgere med gode og høje lønninger, ikke sandt? De skal ikke tvinges til at arbejde lidt mindre, så lidt flere kan komme ud på arbejdsmarkedet, nej, de skal lokkes, plejes, skattesænkes og forkæles, så de arbejder endnu mere.

Problemet er naturligvis, at dem, der ikke er arbejdsdygtige, ikke bliver mere arbejdsdygtige af at få afhøvlet overførselsindkomster. Måske kan presset tvinge dem til at arbejde længere og mere, end det fysisk og psykisk er forsvarligt, men hvad er konsekvensen af dét?

Udover at det selvfølgelig er yderligere fysisk og psykisk belastende for de pågældende, betyder det også, at de ekstra arbejdstimer skal findes - altså ved at snuppe dem fra andre. Ledigheden bliver ikke mindre, den skubbes bare lidt rundt.

For jobs dukker ikke op af 'sig selv', fordi de ledige presses og presses. Eller hvad?

Medmindre - og det er den uudtalte logik i øvelsen, som Anne Baastrup ikke uddyber: medmindre de ledige presses så meget, at jobdesperationen bliver så udtalt, at lønnen falder. Så stiger konkurrenceevnen, og så kan vi eksportere mere, og så falder ledigheden. 'Ideelt' set.

Det er slut-logikken bag denne form for 'incitament'. At presse lønningerne. Hvis ikke dette sker, har det ingen anden effekt end at flytte rundt på ledigheden.

Vi har med andre ord et hul i jorden og for at fylde det op, graver vi et nyt. Men hov, nu skal vi have fyldt det nye hul op? Jamen det gør vi da med jorden fra endnu et hul ... Og så videre. Hullet fjernes ikke, det flyttes.

Hvis ikke konkurrenceevnen forbedres markant, falder ledigheden heller ikke markant, det vil sige, at hvis ikke det bliver uudholdeligt økonomisk at være ledig, og hvis ikke der som følge heraf er markant forrigede lønvilkår, så det bliver markant billigere at producere varer og ydelser, falder ledigheden heller ikke så markant, at vi kan konkurrere med verdens virkeligt lavtlønnede konkurrenter.

Den vej kan man så gå som liberalist, for det er en følge af den liberalistiske logik, men det er ikke ad den vej, at Socialdemokraterne i det 20. århundrede skabte den danske velfærdsmodel, hvis logik er en sammenhængskraft baseret på at begrænse ulighederne, sikre stor social og økonomisk tryghed. Med andre ord at løfte levevilkårene for både syge og raske, ledige og lønmodtagere, hvilket fører til færre sociale spændinger, mindre samfundskonflikter, større mulighed for og incitament til uddannelse + større og bredere knowhow. En anden måde at navigere samfundet på.

Pointen er ikke, at det nu er blevet et entydigt enten-eller i et folketing med skiftende flertal, men at S-SF i en årrække er trukket entydigt længere og længere væk fra det 20. århundredes socialdemokratiske velfærdsmodel i retning af den liberalistiske logik.

Skattereformen og nu fleksjob- og førtidspensionsreformen er selvfølgelig yderligere skridt i denne retning. Fair nok, hvis de præsenteres som sådan. Fair nok, hvis Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen hånd i hånd med Villy Søvndal og Thor Möger Pedersen siger én af to ting:

1) Vi vil tvinge overførselsindkomsterne ned, så de lediges vilkår forringes i tilstrækkelig grad, så jobdesparationen stiger i tilstrækkelig grad, så virksomhederne kan få medarbejdere tilstrækkelig billigt til at producere varer og ydelser, der er tilstrækkeligt billige til at presse globale lavtlønskonkurrenter. SÅ falder ledigheden i Danmark.

(For det er ikke utænkeligt - men til hvilken pris? Og hvor meget skal de syges, de handicappedes og de lediges levevilkår udhules, før det virkelig 'batter' noget? Før de er tvunget til at sælge sig selv for en slik?)

Eller de kan sige:

2) Det handler ikke om hverken ledighed eller tryghed eller rimelighed - det handler om at spare. Punktum. Vi vil spare nogle milliarder, og vi har valgt at spare dem på førtidspensionister og fleksjobbere. Sådan prioriterer vi, færdig arbejde.

Men så ærligt 'sælges' det jo ikke, vel?

Imens er kritikken massiv fra overvældende mange af de aktører, der har med fleksjobbere at gøre:

Direktør i Gigtforeningen, Lene Witte udtaler: »Man bliver ikke mere rask eller mere arbejdsdygtig, blot fordi ens forhold bliver forringet. (Ritzau, 30.6.2012).

Formand for FOA, Dennis Kristensen: »Fleksjobbere arbejder på lige fod med de øvrige kolleger, men har en helbredsbetinget kortere arbejdstid. Og det er helt uretfærdigt, hvis Folketinget nu vil sende et signal til fleksjobbere om, at deres arbejde er mindre værd end kollegernes.« (Ritzau, 30.6.2012).

»De forringelser, der lægges op til, er urimelige og vil forringe forsørgelsesgrundlaget for mange, der ufrivilligt har mistet en del af deres arbejdsevne,« bemærker FTF's formand Bente Sorgenfrey (Ritzau, 30.6.2012).

FTF's beregninger viser, at en pædagog, der kommer i fleksjob, fremover vil have 4.500 kr. mindre i løn og pension om måneden i forhold til de hidtidige regler. En skolelærer i fleksjob vil tabe 8.000 kr. om måneden.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen bekymrer sig imidlertid ikke over, at fleksjobbere fremover vil miste tusindvis af kroner som følge af reformen, men vurderer, at det nye niveau er »okay«. Hun nævner som eksempel en håndværker på fleksjob: »En håndværker, der arbejder 25 timer i et fleksjob, vil få mere end 29.000 kroner om måneden inklusive pension. Det er et vigtigt tal at få frem, fordi det synes jeg er et okay niveau.« (Ritzau, 1.7.2012).

Men arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, professor Henning Jørgensen, kritiserer Beskæftigelsesministeriet for at pynte på effekterne af reformen ved at bruge gennemsnitstal til at illustrere fleksjobberes indtjening: »De får ikke de samme tillæg som alle andre. Det står ikke som et lovkrav. Derfor er det meget usandsynligt, at der er arbejdsgivere, der skulle behandle dem sådan, at de fik nøjagtigt det samme som alle andre.« (Ritzau, 2.7.2012).

BUPL påpeger, at en pædagog i fleksjob ifølge ministerens tal tjener ca. 33.200 kr. om måneden, mens det reelle beløb snarere er 27.500 kr. med pension.

Det er altså ikke alene »okay« i Mette Frederiksens verden, at der er fleksjobbere, som mister tusindvis af kroner. Om måneden. Det er også »okay« at pynte på tallene.

Imens atomiseres skuffede S-SF's vælgere. Det må være »okay«, Anne Baastrup og Mette Frederiksen?

APROPOS

> Mette Frederiksen og Joachim B. Olsen i fælles front

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 29.6.2012