Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Stereotyp indvandrerrepræsentation i danske film?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Efterdønningerne af Det Danske Filminstituts absurde afslag på en filmansøgning, der blev begrundet med københavneres større vanthed med det multikulturelle miljø end provinsens, har endnu ikke lagt sig.

LÆS: Filminstituttets selvfede chauvinisme

Meget apropos interviewer dagbladet Information Ida Johannessen om hendes universitetsspeciale, der handler om indvandreres repræsentation i danske film.

Under titlen »Den udstødte, den kuede, den komiske og den forbryderiske« analyseres fire stereotype indvandrerkarakterer i 18 danske spillefilm fra 1988-2010. Hovedkonklusionen er, at skuespillere med ikke-dansk etnisk baggrund stort set udelukkende får stereotype roller, der fastholder et generelt billede af etniske minoriteter som »de andre«.

Et par eksempler blandt de fire belyste hovedtyper er den 'udstødte', typisk en mandlig 2. generationsindvandrer, der er socialt marginaliseret, splittet mellem traditionerne i familiens kultur og det moderne danske samfund, og den 'underkuede' indvandrerkvinde eller -pige, der ikke kan komme ud af - eller kæmper med at komme ud af - sin families hierarkiske normer.

Ida Johannesen udtaler bl.a.: »Hvis man ser på de danske film, der siden 1988 har haft en nydansk hovedrolleindehaver, så har filmene næsten uden undtagelse et handlingsnarrativ, der er med til at understøtte distinktionen mellem 'os' og 'dem'. (...) I alle de film, jeg har set, står kvinderne over for et tvangsægteskab eller andre former for kulturkonflikter. De føler sig fastlåst af deres etnicitet i forhold til det danske samfund, og de føler sig fastlåst af deres køn i forhold til deres familie.« (Information, 25.5.2012).

Men Ida Johannessen finder det endnu mere problematisk, når filminstruktørers indvandrerrepræsentation en sjælden gang imellem er udtryk for et 'positivt' forbillede, hvor de »læser jura, går på bar og drikker øl, mens man forsøger at undgå de mere betændte problematikker«.

Her falder hun i, efter min mening.

Forsøger man nødvendigvis at »undgå« noget, blot fordi det ikke er med i en film? Og er der da »betændte problematikker«, som BØR være en del af film med etniske minoriteter på rollelisten? Så er der vel også »betændte problematikker« om 'danskheden', som altid bør være en del af film uden etniske minoriteter?

Det er ikke, om den enkelte film anvender dette eller hint greb eller begrænser sit emne til det ene eller andet, der er intereressant, når vi taler hovedtendenser, men hvorvidt stort set alle film anvender de samme stereotype greb, og det er dét problem, hendes analyse synes at vise. Derfor er det vanskeligt ikke at være enig med hende i, at der naturligvis bør være film med skuespillere af ikke-dansk etnisk herkomst, som ikke HANDLER om etnicitet; men at der også undtagelsesvist er enkelte film, som yder et modtryk til den udbredte negative stigmatisering gennem positive forbilleder, er ikke problemet, men en reaktion på problemet.

Derfor er det i mine øjne slet og ret noget vrøvl, når Ida Johannessen herom udtaler: »Man kan i hvert fald sige, at hvis man har den intention med sin film, at man vil ændre på stereotyper af indvandrere i samfundet, så giver det ofte bagslag. Det er en måde at skabe en offerrolle på, fordi man indirekte kommer til at pege på, at indvandrerne har brug for hjælp.«

Her er vi tilbage ved den i virkeligheden lige så stereotype ny-politisk korrekte antipati over for de få politiske og kulturelle eksempler på at gå imod udviklingen. Dét bliver til »offergørelse«. Men hvorfor må man ikke peget på, at indvandrerne »har brug for hjælp«, hvis de faktisk har brug for hjælp, forståelse, solidaritet?

Og hvad vil modeordet »offergørelse« egentlig sige? Det er en upræcis etikette, der i de værste varianter indebærer, at man f.eks. ikke kan give udtryk for, at det er synd for en hjemløs, eller at man ikke kan solidarisere sig med en flygtning og beskrive vedkommende som fanget i et inhumant system, for så bliver de jo bare gjort til »ofre«, der »har brug for hjælp« ikke sandt?

Jamen ofre er, hvad de OGSÅ er. Punktum. Problemet er, hvis det fremstilles som om, det er ALT, hvad de er.

Men en asylansøger, der smides ud af landet og i hænderne på torburbødler, er og bliver nu engang et offer for en knusende umenneskelig politik - og har selvfølgelig brug for hjælp. En indvandrerkvinde, som bliver fyret, fordi hun bærer hovedtørklæde, er offer for diskrimination. Dette er ikke nødvendigvis en passivisering eller patronisering, men er slet og ret en konstatering.

Derfor er f.eks. også Lars Bornedals »Fri os fra det onde« en aldeles vedkommende film, fordi den i så voldsom tidsUtypisk grad tør provokere, karikere og udstille en selvtilfreds danskhed. Derfor er Erik Clausens »Frihed på prøve« relevant, fordi den som underspillet sideproblematik udstiller indvandreres marginale og perifere stilling i det danske samfund, sågar med refernece til karikaturkrisen. Derfor er Tobias Lindholms og Michael Noers »R« så fremragende, fordi den fremstiller både det 'danske' og det 'etniske' fængselsmiljø lige råt og lige meneskeligt.

Problemet er ikke at fremstille undertrykte som undertrykte ofre, der har brug for hjælp, hvis de ER undertrykte ofre, der har brug for hjælp - hvad enten de er undertrykt af en stat, en arbejdsgiver, en familietradition eller noget helt fjerde. Hvad vi skal undgå er, at de bliver stigmatiseret, og at problemer fremstilles som hele deres identitet.

Hvad vi kan håbe på, er, at danske film fremover bliver mere afbalancerede. Selvfølglig ikke at problemerne af hverken den ene eller anden art forsvinder ud af filmene, men at menneskeliggørelsen fremfor den direkte og indirekte stigmatisering bærer personskildringen.

At variationen er større, at forskellig dansk etnicitet fremstår mere nuanceret og normaliseret. Indtil da er enhver film, der imødegår stereotypiseringen med et samfundskritisk brod, der tør gå imod den dominerende diskrimination, et velkomment indslag.

APROPOS

> Filmanbefaling: R
> Filmanbefaling: Fri os fra det onde

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 26.5.2012