Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Om Sørine Gotfredsen, Breivik og Kældermennesket

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I Kristeligt Dagblad den 5. maj tager Sørine Gotfredsen atter fat på at analysere Anders Behring Breivik og giver sig i kast med et forsøg på at forstå det menneskelige i terroristen.

I sig selv ikke uprisværdigt, men desværre består analysen ikke blot af kortslutninger, men er tillige udtryk for en bemærkelsesværdig dobbeltmoral.

Det er Gotfredsen magtpåliggende at gøre et stort nummer ud af, at hun tilhører den »halvdel«, der følger med i retssagen mod Breivik, »fordi man finder det vigtigt at forstå så meget som muligt af denne mands tankegang og verdensbillede«.

Ja, selvfølgelig. Forståelse, forstand og viden er altid at foretrække frem for misforståelse, uforstand og uvidenhed. At forstå noget er ikke det samme som at bifalde det, så naturligvis skal og bør vi tilstræbe at forstå hvem som helst.

Denne udmærkede tilgangsvinkel, som selvsagt også er en fordel, når vi står over for det radikalt anderledes (sågar det, som mange vel vil referere til som det 'grusomme' som i Breiviks tilfælde), er imidlertid slet ikke nogen ALMEN tilgangsvinkel for Sørine Gotfredsen.

Ganske anderledes stillede hun sig således over for muligheden af en dialog og forståelse over for muslimer for nogle år siden: »Hvorfor arrangerer vi debatter med mennesker, der på mange måder lever i en anden tidsalder? Hvorfor taler vi om religionsdialog, når kristendom og islam er så grundlæggende forskellige, at man vel næppe kan nære ægte forståelse for modpartens udgangspunkt? Vi kan blive enige om, at vi alle er ligeværdige mennesker, men den sandhed er kun interessant i det korte øjeblik, ordene udtales, for sekundet efter handler det om, hvordan livet konkret skal leves i samfundet. Og så er det fælles sprog brugt op - hvilket sagen om drabet på Theo van Gogh er et fantastisk eksempel på.« (Kristeligt Dagblad, 13.12.2004).

Ingen forståelse for muslimer, der kollektivt skal associeres med drabet på Theo van Gogh. Det er jo umuligt, ikke sandt? Ingen dialog. Vi lever jo slet ikke i samme tidsalder, vel?

Men en norsk antimuslimsk terrorist med 77 menneskeliv på samvittigheden?

Sandelig en grænseløst selektiv 'forståelse', Gotfredsen er udstyret med, når gerningsmanden bag en blodig massakre bliver genstand for analytisk fascination, mens almindelige muslimer er tabt for al rækkevidde!

Pudsigt nok er Breiviks »frygtelige« så genkendeligt i Gotfredsens univers, at hendes selektive trang til forståelse munder ud i en bekendelse med litterære paralleller: »Problemet ved at insistere på at analysere og forholde sig til Breiviks person er jo, at man kan blive mistænkt for selv at befinde sig tæt på alt det frygtelige. Siden man mener, at det er så genkendeligt. Man blotter en del af sin egen person ved at erkende, at man af og til selv kan fornemme et indre kælderdyb fyldt med en skrøbelighed, der kan kanaliseres ud som trang til i indadvendt selvretfærdighed at slå fra sig frem for at mildnes og forstå.«

Bizart er det unægtelig, at der skal en Breivik til at eksemplificere Gotfredsens »indre kælderdyb« og hendes trang til at »slå fra sig frem for at mildnes og forstå«. Er hun i færd med at afdække et almenmenneskeligt 'breiviksk kælderdyb'? Og er Breiviks kælderdyb virkelig det samme, som en trang til af og til at slå fra sig? Og hvad betyder dét? Betyder det bare det banale, at de fleste vel er parate til at slå fra sig, hvis de er personligt truet?

Eller er vi ovre i den rene absurditet, hvor Breivik skal sættes på samme formel som enhver, der »slår fra sig«?

Det flagrer ud i tågerne, klædt i pseudo-dybsindighedens patos.

For selvfølgelig er der en afgrundsdyb forskel på den følelsesmæssige eller instinktive trang til at slå igen, hvis man f.eks. er personligt truet, og så til den afstumpede kynisme, hvormed Breivik mekanisk spankulerede omkring og koldblodigt henrettede det ene unge menneske efter det andet.

Endnu mere forskruet bliver det, når hun breder læren af Breiviks massemord ud som en ophøjet velfærdspolitisk og civilisationskritisk indgangsvinkel: »Vi har set konsekvenserne af det før, muligvis aner vi det i os selv, og vi må ikke blive så selvtilfredse i dette pæne, velordnede samfund, at vi ikke længere kan opfatte det stærkt afvigende som værende stadig menneskeligt.«

Ja, alt menneskeligt er selvfølgelig menneskeligt. Fra Breivik til Dalai Lama. Fra morderen til mordofferet. Vi må fastholde den menneskelige dimension, der tilsiger, at al menneskelig adfærd - også den ekstreme - er udtryk for komplekse sammenhænge, erfaringer, oplevelser, dispositioner, standpunkter og følelser, der er menneskelige.

Men siger Gotfredsen dermed noget som helst, der i sig selv bringer os en forståelse af Breivik nærmere? Nej, tværtimod. I stedet tåger hun ud i Dostojevskij, som om hun derved automatisk giver udtryk for en meget subtil belysning af en 'mørk' side i alle mennesker, »dette sorte potentiale«, som hun kalder det, der i sidste ende åbenbart bringer hvem som helst nærmere Breivik. Og ser vi ikke dét, er vi ofre for »humanistisk arrogance«.

Men er Breivik en oplagt eksemplificering af Dostojevskijs kældermenneske fra hans berømte roman, Kældermennesket - optegnelser fra en undergrund (1864)?

Nej. Dostojevskijs kældermenneske støder alle fra sig, men han er også blottet for ideologi, værdier, moral og sandheder - hvilket jo slet ikke er dét, der er karakteristisk for Breivik.

Breivik er derimod den store ideologiske 'ridder', hvis slagtning af uskyldige mennesker han netop begrunder i sine pompøse antimuslimske, konspirationsteoretiske og anti-multikulturalistiske 'korstogsværdier'.

Ganske vist foretrækker kældermennesket hellere »lutter obsternasighed« frem for det pæne, regelrette, forudsigelige, videnskabelige og fornuftig ordnede samfund, fordi han vil fastholde individualiteten, om så gennem kaos og meningsløshed i kontrast til normalitetstrykket - men den slags subtiliteter er Breivik indlysende aldeles blottet for. Hærskarer af indesluttede kældermennesker af en særlig politisk observans på den radikale antimuslimske fløj kan muligvis se Breivik som et fascinerende eksempel på ødelæggelsens og lidelsens mønsterbrud, men selv er de ingen Brevik, og Dostojevskijs kældermenneske er det slet ikke.

Kældermennesket er netop kronisk ubeslutsom og kan end ikke mande sig op til at sige fra over for en officer, som han føler sig fornærmet af; han er slet ikke noget »handlemenneske« og har hverken »formået at påbegynde eller afslutte noget«, som det hedder i romanen: »Til syvende og sidst er det bedre ikke at foretage sig noget, mine herrer!«

Omvendt hævder Breivik ligefrem at udkæmpe en aktiv og væbnet »modstandskamp« imod den vestlige kulturs »dekonstruktion«, som han har sagt under retssagen. Han vil skrive verdenshistorie, skabe en hær.

Kældermennesket hos Dostojevskij har bevidst meldt sig ud af al normalitet og rager rundt i vilde følelsesmæssige opbrud og udbrud i små cirkler og er netop den, der aldrig tager springet ud i den vilde handling i verden. Modsat Breivik, der nedskyder snesevis af unge mennesker med absolut koldt blod og indædt 'forsvarer' dét, han anser for (monokulturel) normalitet. I kontrast til Dostojevskijs kældermenneske er han fuldstændig overbevist om, at hans egne handlinger er begrundet i en glorværdig retfærdighed.

Derved tager jeg ikke stilling til, om Breivik er tilregnelig eller ej i psykiatrisk henseende, kun til, at han tilhører en yderst perifær 'type' af indædt radikaliserede ideologer, for hvem målet helliger midlet i den mest absolutte forstand.

Breivik viser, hvordan en fanatisk 'sandheds' dæmonisering af ildesete befolkningsgrupper og fjender i marginale og ekstreme tilfælde kan 'retfærdiggøre' visse menneskers grusomhed af blodigste karakter. Det gør ham ikke til et 'umenneske', vi ikke skal søge at forstå, men til et menneske, hvis motivation og univers, vi skal afdække.

Gotfredsen bidrager imidlertid kun i bedste fald til forvirringen. At fedte terroristen Breivik ind i kældermennesket forstået som en almenmenneskelig kategori er i denne sammenhæng at tale uden om den varme grød og røber en forbløffende blindhed over for den essentielle og fuldkommen oplagte betydning af den (i Breiviks tilfælde) IDEOLOGISK betingede DÆMONISERING af ofre og modstandere såvel som en fuldkommen virkelighedsforladt paranoia om den islamiske og multikulturelle 'trussel' - en paranoia, som både kan og bør imødegås.

Det er dét, hun vil undgå at forholde sig til, det er de træk, Gotfredsen ikke vil se i øjnene.

APROPOS

> Paranoia à la Breivik
> Grotesk hatespeech-forsvar af Sørine Gotfredsen

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 9.5.2012