Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Ensidig tilgang til islam i DR2-programmet 'Tro om igen'

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I DR2-programmet »Tro om igen« er det åbenbart fortrinsvis mødet mellem islam og kristendom, der tematiseres og debatteres af de to studieværter, der begge har en baggrund som religiøse religionssociologer: generalsekretær i Det Danske Bibelselskab, Morten Thomsen Højsgaard, og talskvinde for Forum for Kritiske Muslimer, Sherin Khankan.

(I programmerne deltager også indbudte gæster, f.eks. undertegnede i en udsendelse om religion og terror).

Programmets seneste udsendelse er imidlertid et lidt for symptomatisk eksempel på, hvordan religionsprogrammer og -debatter ofte opererer med en uudtalt grundpræmis om, at islam er 'problem-religionen', og at muslimer derfor ofte forventes at optræde (eller bevidst eller ubevidst iscenesættes) i en defensiv position i forhold til emnevalg og tilgangsvinkel.

Se: Tro om igen #7

Temaet er »blasfemi og ytringsfrihed«, men i stedet for at opstille relevante danske eller udenlandske eksempler fra begge (eller flere) religioner, bliver det næsten hele tiden søgt italesat som en snæver og ensidig diskurs, der begrænser sig til 'islam kontra ytringsfrihed', hvorunder karikaturkrisen fra 2005-06 igen og igen fastholdes som den eneste eksempelfortælling.

Det er dobbelt problematisk. Dels fordi blasfemi-diskussionen indlysende er langt mere omfattende og inkluderer de fleste religioner, herunder kristendommen, og dels fordi karikaturkrisen er et ekstremt komplekst forløb, der rummer utallige faktorer, og som minimum kræver en redelig historisk introduktion, ikke blot polemiske one-liners.

Det sidste bliver imidlertid tilfældet, når Bibelselskabets generalsekretær uden dokumentation reducerer karikaturkrisens udgangspunkt og forløb til et retorisk spørgsmål, som skal invalidere Khankans redegørelse for muslimer og ytringsfrihed: Værnes ytringsfriheden »ved at rejse med en delegation af imamer til Mellemøsten og opildne til had, der ender med, at man brænder danske ambassader af?«

Her fastholdes uden dokumentation eller argumentation en misvisende myte, som allerede blev problematiseret i 2006, da Politiken sendte journalister i hælene på de pågældende imamers rejse, oversatte deres materiale og konstaterede, at denne opfattelse af deres forehavende langtfra er dækkende (bl.a. afviste de pågældende imamer et 'tilbud' om boykot af danske varer).

At nogle muslimer gik amok og brændte ambassader i enkelte lande, kan ikke med nogen redelig årsagssammenhæng sættes entydigt i forbindelse med de pågældende imamers rejse uger tidligere - tværtimod var karikaturkrisen et månedlangt kompleks, der trak veksler på 1) en årelang dansk tendens til accept og normalisering af negative og dæmoniserende generaliseringer af muslimer, 2) daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens historisk fatale underdrejning af enhver bestræbelse på en diplomatisk løsning, som fik over tyve danske ex-diplomater til at protesterer i skarpe vendinger, og 3) yderligtgående muslimers og visse islamiske landes magthaveres misbrug af krisen til hovedløse optøjer og blodige trusler.

At karikaturkrisens eskalering f.eks. let kunne være undgået allerede i efteråret 2005 på et basalt diplomatisk niveau (uden på fjerneste vis at kompromittere ytringsfriheden), blev endvidere cementeret af den måde, man efterfølgnde har håndteret lignende kriser på med udramatiske konsekvenser:

Læs: De tre nordiske karikaturkriser
Læs: Regeringen, der partout ville misforstå

Men pointen her er ikke, hvordan og hvorledes karikaturkrisen skal udlægges og afdækkes, men det ensidige valg af problemfelt i forhold til temaet »blasfemi og ytringsfrihed«.

Hvorfor er det kun islam, der er på dagsordenen?

Der findes naturligvis også et utal af blasfemi-problemstillinger relateret til kristendommen, herunder dét, man kunne kalde filmkrisen (eller Jesuskrisen) fra begyndelsen af 1970'erne, hvor vi også oplevede bombetrusler, statslige fordømmelser, indrejseforbud osv. Eller Trilles sang om »øjet i det høje« og Claus Deleurans 'blasfemiske' tegneserie Rejsen til Saturn fra samme periode. Eller Vatikanets reaktion på Philip Pullmans trilogi His Dark Materials og Hollywood-filmatiseringen af første del (Det gyldne kompas) i 2007. Eller blasfemiballaden, da det tyske magasin Titanic offentliggjorde en karikatur af Jesus, der kunne fortolkes seksuelt. Eller libanesiske tv-kanalers aflysning af en 'stødende' tv-serie om Jesus i 2010. Eller balladen om trolden, der stod i vejen i Vejen og måtte opgives pga. protester fra Indre Mission og Kristus Kirken i 2011. Og så videre.

Læs: En trold står i vejen i Vejen

Eksemplerne er legio.

Hvis man hævder at ville tematisere blasfemi og ytringsfrihed, som det indledningsvist proklameres i udsendelsen, nytter det ikke noget, at selve iscenesættelsen reelt lader som om, at »blasfemi« og 'blasfemisk' betingede angreb på ytringsfriheden stort set er rent islamiske fænomener.

Karakteristisk nok forsøgte Khankan f.eks. at inddrage filmkrisen (eller 'Jesuskrisen') i debatten, men det kunne Højsgaard feje af bordet med en sætning om, at han ikke var »født« dengang. Det forhindrede ham imidlertid ikke i parentetisk at afdramatisere krisen, selv om den danske ambassadørbolig i Rom netop var udsat for molotovcocktail, og til trods for at der blev sendt en brevbombe til Det Danske Filminstituts direktør.

Så igen: Hvis hensigten med programserien er at sætte fokus på religion via (mindst) TO religioner, islam og kristendom, er det et problematisk redaktionelt valg, at en hel udsendelse nærmest tilrettelægges som ét langt anklageskrift mod islam med udgangspunkt i én sag, og at ethvert tilløb til at drage kristendommen ind i problemstillingen nærmest øjeblikkeligt kan lukkes ned.

Gradvis risikerer programserien derved at afspejle den inkvisitoriske overfokus på islam, som religionsdebatten har været så skævvredet af det foregående årti, frem for at gå i kritisk og nuanceret dialog med religiøsitet som sådan og religionerne i almindelighed. Og det er synd for et program, hvis intentioner er at debattere et vanskeligt emne, hvor der i forvejen er så mange intense følelser og holdninger på spil.

Så meget desto mere håber jeg for debatten, at DR2-serien fortsætter, og at erfaringerne fra de hidtidige udsendelser bruges til at udvide diskusionen i bredden og dybden, så vi kommer tættere på religonsfænomenet og fjernere en ensidig islam-stigmatisering, der selektivt fastholder muslimer på 'anklagebænken'.

APROPOS

> Blasfemiparagraffen gennem 100 år
> Karikaturkrisen - en undersøgelse af baggrund og ansvar

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 30.4.2012